"Jeg brænder for kvindelige kreative og for at være med til at skabe sammenhold mellem os," forklarer Harley. Det er på den baggrund, at hun startede »Ladies, Wine & Design« op i København. Foto: Carsten Snejbjerg.

Harley Nanfeld Foged havde aldrig hørt om Ladies, Wine & Design, før en veninde fortalte hende om det. Men konceptet bag det verdensomspændende netværk, hvis mission er at styrke kvinder i den kreative branche, klingede med det samme helt rigtigt i hendes ører.

- Jeg havde længe ledt efter et sted, hvor jeg kunne lægge mine kræfter, for jeg brænder for kvindelige kreative og for at være med til at skabe sammenhold mellem os, forklarer hun.

Harley er selv grafisk designer af uddannelse og medlem af HK it, medie & industri Hovedstaden. Vi møder hende en dag i november over en kop kaffe på det strategiske designbureau 1508 på Christianshavn. Her har hun tidligere været fastansat, og sidenhen har hun freelancet for bureauet.

- Jeg er meget interesseret i, hvordan man bliver inspireret, og hvad det er, der igangsætter lysten til at gøre og turde noget. Det er en kraft, jeg har meget stærkt selv, mens jeg nogle gange i andre kan se, at tvivlstanker eller manglende kompetencer bliver stopklodser. Nogle af de kvinder, jeg virkelig synes skulle shine, lukker i stedet lidt i. Hvad skyldes det lige?

Vigtig spejling

Harley nævner en nylig undersøgelse fra Dansk Erhverv, som viser, at 30 pct. af kvinder under 30 år peger på manglende kompetencer som den største hindring for at starte virksomhed. For mænds vedkommende er det kun 18 pct.

- Det har altid undret mig, hvorfor mænd tilsyneladende tør tage flere risici og stille sig frem i spotlightet, hvor kvinder ofte kommer med undskyldninger og er lidt mere tilbageholdende, siger hun.

"Det er vigtigt med transparens i forhold til de tvivlstanker, usikkerheder og ups and downs, der er i enhver designproces," siger Harley. Derfor er hun altid interesseret i at høre om skyggesiden af, hvordan speakerne til LWD-arrangementerne har klaret sig. Foto: Carsten Snejbjerg.

- Jeg kan selv se, at jeg spejler mig i kvindelige kreative på en anden måde end mandlige. Jeg tror, det kan gøre en forskel at promovere kvinder, der har klaret den på en eller anden måde. Hvordan dygtiggjorde de sig, hvilke tigerspring og hårde landinger har der været på rejsen etc.

- Derudover tror jeg, det er vigtigt med transparens i forhold til de tvivlstanker, usikkerheder og ups and downs, der er i enhver designproces. Det vil jeg også meget gerne have frem i lyset. Vi har brug for at synliggøre skitserne og tvivlen bag, for at andre selv tør. Når jeg taler med speakers, er jeg altid interesseret i at høre skyggesiden af at have klaret sig. For jeg tror, det er der, der finder en vigtig spejling sted.

Man skal være hurtig

Lige fra den første talk, som blev afholdt i november 2021, har Ladies, Wine & Design været en succes. De månedlige arrangementer er ofte udsolgt, og netværket har i dag mere end 1.500 følgere på sociale medier.

- Man skal være hurtig for at få en billet, smiler Harley og fortæller om et par af de arrangementer, hun synes har fungeret allerbedst.

- Vores samtalesalon med den multidisciplinære kunstner Matilde Digmann var rigtig god. Det var et anderledes arrangement med en mindre gruppe deltagere. Først var der et lille oplæg, og så diskuterede man i små rum ud fra Matildes ”10 Rules for Fearless Creativity” og hørte hinandens fortællinger. Et andet vellykket arrangement var vores talk om Kvindeøkonomien, som trak ud og endte med at være et fire-fem timer langt arrangement. Det handlede om prissætning og budgetstyring og om at tage ejerskab over ens egen økonomi.

Rammer ind i behov

Efter det første år med Ladies, Wine & Design føler Harley sig bekræftet i, at netværket har succes med at adressere nogle af problematikkerne i branchen. Heriblandt at mange atypisk ansatte som freelancere og projektansatte savner et sted at samles og få inspiration, og at der generelt i branchen har manglet et sted at mødes og skabe et sammenhold på tværs af arbejdspladser.

- Mange kommer for at lade sig inspirere. Ideer kan jo komme fra alle retninger, så selv om man er fotograf og hører en illustrator fortælle om sin kreative proces, kan det godt give noget alligevel, siger Harley.

Et godt bevis på den tese er, at Ladies, Wine & Design netop den dag, hvor dette interview finder sted, skal afholde en talk om ”Lyden af køn” med lydforsker Anne-Sofie Udsen. Lidt af et nicheemne – alligevel er talken fuldstændig udsolgt.

- Jeg tror, der også bare er et behov for at lade sig overraske, siger Harley.

- Og så vil vi gerne have det lidt uformelt. Det skal være et sted, hvor det er ok at stille dumme spørgsmål, hvor man kan drikke et glas vin og have det hyggeligt, og hvor folk kan møde andre i branchen.

Flere mindre netværk

På trods af navnet er Ladies, Wine & Design ikke eksklusivt forbeholdt kvinder. Der har også været mandlige deltagere i arrangementerne, og Harley ønsker ikke at ekskludere nogen. Dog er det kun kvinder og nonbinære, der bliver inviteret som speakers.

- Vi er ikke interesserede i at skabe en kvindeklub. Det er meget vigtigt, at alle, der kan have gavn af det her space, er velkomne, siger hun.

Hun glæder sig til at planlægge en ny sæson, hvor hun ud over de succesfulde talks vil satse på at skabe flere netværk blandt deltagerne.

- Jeg tror virkelig på fællesskab og samarbejde frem for konkurrence. Vi er ret godt med på vidensdeling nu, så vores næste skridt bliver at få skabt mindre netværk, som kan blive selvkørende. Lidt ligesom en mødregruppe, bare for designere. Det kunne være fem personer, der laver illustrationer eller fem, der lige er flyttet til Danmark. Jeg tænker egentlig bare at invitere, hvem der har lyst til at være med, og så facilitere det med nogle spørgsmål og et glas vin på bordet. Så plejer snakken at gå af sig selv.

Harley har også selv lært en del af at stable Ladies, Wine & Design på benene. Ikke mindst at det slet ikke er så farligt at kaste sig ud i noget nyt, som man nogle gange kan gøre det til. Fotos: Carsten Snejbjerg.

Stigende vigtighed

Da Harley startede Ladies, Wine & Design op i København, vidste hun med egne ord intet om hverken netværk eller events. Her et år senere tænker hun, at hun på mange måder har fået det samme ud af det, som hun gerne ville give videre til andre.

- Nemlig at det slet ikke er så farligt at kaste sig ud i noget nyt, som man nogle gange kan gøre det til, siger hun.

- Man kan se, at der bliver flere og flere uddannede inden for visuel kommunikation, og der bliver flere og flere selvstændige. Derfor er det vigtigt, at vi får skabt de her samlingspunkter. Vi møder også større krav til hele tiden at udvikle os fagligt, samtidig med at flere og flere amatører går ind og tager vores arbejde. Alle har adgang til YouTube og Canva og kan videoredigere super hurtigt. Det gør, at vi er nødt til stå stærkere som branche og finde ud af, hvordan vi prissætter os og sikrer den højeste kvalitet. Det er vi nødt til at gøre gennem videndeling og fællesskab. Så jeg tror på, det bliver mere og mere relevante at samle folk i netværk som Ladies, Wine & Design.

Læs mere på ladieswinedesign.com/copenhagen

 

Sådan kommer du med

Følg med i Facebook-gruppen ”Ladies, Wine & Design – Copenhagen” eller på Instagram: ladieswinedesign_cph

Så er det bare at slå til, når et event annonceres.

 

3 kvinder: Derfor er jeg med i Ladies, Wine & Design

HELGA ASKEHAVE/Art director og illustrator hos Advice

Det der fik mig til deltage var helt klart muligheden for at møde andre kvinder og nonbinære personer fra alle mulige afkroge af den kreative branche. Jeg sidder selv som art director, men er også grafisk designer og illustrator. Derfor interesserer jeg mig for mange forskellige genrer på det kreative felt. Jeg har bare aldrig tidligere fundet et fællesskab, der kunne rumme alle de ting.

Som kvinde mærker jeg en stor mangel på rollemodeller i branchen. Og på sparring i forhold til, hvordan andre har fundet vej i den kreative branche. Her har Ladies, Wine & Design formået at facilitere en åbenhed og skabe et trygt rum, hvor man tør åbne op for både svære og gode ting.

Jeg har fået udvidet mit netværk og fået flere at se op til og spejle mig i. Og jeg er blevet klogere på, hvordan andre gør tingene. Man kan godt føle lidt imposter-syndrom: ER jeg nu god nok til at være i den kreative branche? Det kan jo være svært at måle på kreativitet, om man er god nok. Men jeg tror, jeg har fundet ud af, at det egentlig går meget godt.

 

My Buemann / Art director på Dansk Design Center + selvstændig på mybuemann.dk

Jeg tror, mange kreative damer har rigtig godt af at blive samlet og opleve, at det er okay at lave stor karriere med feminin energi. Her i 2022 er det stadig ikke så tit, at kvinder er i fokus ift. at blive spurgt ind til deres karriere.

Der bliver talt rigtig meget arbejde, men folk kommer med forskellige baggrunde, så det er uden spidse albuer. Det er super godt, at oplæggene er så forskellige, og så er det bare fedt at se kvinder, som er så ballsy og inspirerende.

Jeg synes altid, man går derfra med en følelse af være blevet lidt større. Jeg føler mig ærligt en lille smule sejere, når jeg har været der. Det er sådan en »fuck, vi er alle sammen virkelig seje«-følelse.

Der er altid en spændende fortælling i oplæggene om folks arbejdsliv og karriere. Hvordan de er nået dertil, hvor de står og holder oplæg om det, de er blevet eksperter i. Det handler meget om, hvilken vej man er gået og de valg, man har truffet. Jeg har ikke været til noget endnu, som jeg ikke syntes var vildt inspirerende.

 

Mette Hau Larsen / Creative hos & Co

Det er ret fedt, at det er forskellige kreative, der mødes. Ikke kun art directors som mig, men også grafiske designere, 3D-designere, spildesignere m.fl. så man får et indblik i andres måde at designe på. Det er også fedt, at det er et kvindenetværk, for jeg synes, der er for få kvinder i reklamebranchen, hvor jeg arbejder. Jeg ser ikke så mange af dem på mit arbejde, og dem jeg ser uden for arbejdet er oftest nogle, jeg har studeret med.

Jeg synes, arrangementet med kunstneren Matilde Digmann har været det bedste indtil videre. Det var nærmest en middag, hvor vi hver især skulle skrive nogle ting ned om, hvad vi gerne ville opnå, hvad vi ikke turde kaste os ud i etc., og så blev det en snak rundt om bordet, hvor alle var med.

Jeg tror, at det at være med i Ladies, Wine & Design indirekte gør, at jeg tør lidt mere. Jeg ved ikke, om jeg konkret kan komme med et eksempel, men det har givet mig blod på tanden ift. ikke at blive låst fast i min kreativitet, men i stedet se den som noget, der kan dreje i alle mulige retninger.