Gode kolleger, en god leder, meningsfulde opgaver, anerkendelse og selvtilrettelæggelse er de fem parameter, der scorer højest, når HK Kommunals medlemmer sætter spot på, hvad der er vigtigst for at få arbejdsglæden i top.

I en ny undersøgelse fra HK Kommunal bliver medlemmerne spurgt om, i hvilken grad de trives i deres arbejde. Her svarer 21 procent, at de trives i meget høj grad, 46 procent svarer, at de trives i høj grad, 26 procent trives i nogen grad, mens 6 procent svarer, at de trives i mindre grad, og 1 procent trives slet ikke.

Næstformanden i HK Kommunal, Pia Lund Jeppesen, er glad for, at størstedelen trives på deres arbejdsplads. Men understreger, at det er vigtigt at få endnu flere til at føle arbejdsglæde på deres job.

Gode kolleger er alfa og omega


Pia Lund Jeppesen, næstformand i HK Kommunal.

- Vi kan se, at der er en fin sammenhæng mellem en attraktiv arbejdsplads med god trivsel og det psykiske arbejdsmiljø. Så derfor er det dejligt at se, at så mange er glade i deres arbejde. Men vi skal huske stadig at have fokus på, hvordan vi får den sidste tredjedel til at få bedre trivsel i hverdagen. Både ude på den enkelte arbejdsplads, men også gennem overenskomster og dialog med arbejdsgiverne, lyder det fra Pia Lund Jeppesen.

Hun er ikke overrasket over, at netop gode kolleger, en god leder, meningsfulde opgaver, anerkendelse og selvtilrettelæggelse er de fem parametre, der boner mest ud i undersøgelsen som de vigtigste for arbejdsglæden.

Muligheden for selv at planlægge sin tid bliver vigtigere og vigtigere.
- Pia Lund Jeppesen, Næstformand i HK Kommunal

- Det er klart, at kollegerne er ekstremt vigtige, når det kommer til trivsel. Hvis man godt kan lide de mennesker, man omgås – så er det klart, at det gør noget for ens arbejdsglæde. Og det samme gælder sådan set for lederen. Samtidig kan anerkendelse være med til at motivere en i arbejdet. Når man ved, at der er nogen, der bemærker ens indsats, giver det en motivation til at gøre det godt, forklarer Pia Lund Jeppesen og fortsætter:

- Og så er der selvtilrettelæggelsen. Frihed i arbejdet og muligheden for selv at planlægge sin tid, bliver vigtigere og vigtigere. Det er rigtig positivt, men samtidig skal vi være opmærksomme på, at det ikke ender med stress eller dårligt arbejdsmiljø, fordi den enkelte står med hele ansvaret. Så frihed er godt, men der skal være en god leder til at gribe en, hvis læsset tipper, understreger næstformanden.

Måske du også har lyst til at læse:

Frihed og gode kolleger er det vigtigste

Arbejdsglæde påvirker både helbred og livsglæde

citater fra undersøgelsen

Hvad er vigtigt for dig, når det kommer til trivsel?
Det er vigtigt for mig, at der er tiltro til mig og mit arbejde, og at jeg kan få lov til selv at bestemme min arbejdsdag. Min leder skal tage ansvar, når der er behov for det, men samtidig er det vigtigt for mig, at min leder ikke ser ned på mig, men anser mig som en ligeværdig kollega.
- Kvinde, 49 år
Jeg føler mig set og anerkendt af min leder og kolleger. Jeg får lov til at uddanne og udvikle mig i den retning, der interesserer mig, også selvom det ikke altid er klassiske administrative veje, jeg vælger. Mine kolleger og jeg er gode til at sparre med hinanden og dele opgaverne, så vi hver især sidder med det, vi føler, vi er bedst til og finder mest interessant.
- Kvinde, 38 år
Min leder udviser høj grad af tillid til måden, hvorpå jeg løser mine arbejdsopgaver og anerkender mig hyppigt for min indsats. Samtidig understøtter han min udvikling ved at udfordre mig på faglighed, metoder og tilgange. Mine opgaver giver mening og skaber resultater for det enkelte individ, jeg samarbejder med til daglig. Borgerkontakten og den professionel relation i arbejdet kan være uforudsigelig og vanskelig til tider, så tæt samarbejde med mine kollegaer og min leder sikrer et trygt arbejdsmiljø.
- Kvinde, 27 år
Lige pt. sætter jeg pris på muligheden for hjemmearbejde, at mine opgaver er spændende og meningsfyldte, og det at kunne hjælpe andre med gode løsninger i samarbejde med dygtige kolleger. En leder, som man kan tale med og som sætter pris på det, man laver, og mig som person.
- Kvinde, 63 år
Det vigtigste for mig er, at jeg selv (som udgangspunkt) prioriterer mine opgaver og min arbejdstid. Da jeg har meget ledersupport/sparring især til min nærmeste leder (centerleder), så er der også opgaver, hvor tingene kan komme med kort varsel, men i langt størstedelen af min opgaveløsning er det min faglige vurdering og prioritering, som er styrende.
- Mand, 38 år