Ina Leander skiftede fra en uddannelse som grafiker til at læse en professionsbacheloruddannelse i offentlig administration. Foto: Tom Ingvardsen
FREMTIDEN ER LYS FOR ADMINISTRATIONSBACHELORERNE
De første dimittender kom ud på arbejdsmarkedet i 2012 og måtte forklare deres faglighed gang på gang. I dag er det en anden historie. Administrationsbachelorerne har slået deres faglighed fast – og selvom der stadig er et stykke vej – er antallet af administrationsbachelorer i kommunerne femdoblet. Og i 2022 blev der uddannet hele 527 på landsplan.
Administrationsbachelorer indtager kommunerne
Flemming vil være kommunaldirektør
Det var bestemt ikke en beslutning, der blev truffet over natten, da Ina Leander valgte at sige farvel til sit gode grafikerjob for at blive fuldtidsstuderende. Hele familien blev involveret, men drømmen at kombinere politik og arbejde var for stor til at overhøre for Ina Leander.
Hun læste derfor om professionsbacheloren i offentlig administration og ringede og fik en snak med studievejlederen for at være helt sikker på, at uddannelsen på sigt kunne indfri hendes drømme. Og da hendes chef så tilmed lovede hende, at hun altid var velkommen tilbage som grafiker, tog hun skridtet. Og det viste sig at være det helt rigtige – så Ina Leander kan ikke forestille sig, at hun nogensinde vender tilbage som grafiker.
- Jeg startede på professionsbacheloruddannelsen i offentlig administration i Næstved og kunne hurtigt mærke, at jeg gerne ville afprøve min nye viden i praksis. Derfor fik jeg et studiejob som sekretær for et midlertidigt politisk udvalg, der skulle drøfte frivillighed i Faxe Kommune. Der fik jeg for alvor bekræftet, at det var dét, jeg gerne ville, fortæller Ina Leander og anbefaler alle at kombinere studierne med et studiejob.
- Det har virkelig givet meget, at jeg havde dét ved siden af. Både i forhold til netværk, men også for at finde ud af, om man trives i en politisk styret organisation. Med et studiejob får man prøvet teorierne af og får nogle praktiske kompetencer, forklarer hun.
Fra studiejob til fast stilling
For Ina Leander blev den ene dag om ugen hurtigt til to – og op mod, at hun blev færdig med sin professionsbachelor, arbejdede hun næsten fuldtid. Og minsandten om der ikke åbnede sig en jobmulighed i Faxe Kommune, da hun havde afleveret sin bacheloropgave!
- Jeg var heldig, at der åbnede sig en stilling i kultur og fritid, hvor min primære opgave nu er kulturområdet og folkeoplysning. Jeg er sekretariatsmedarbejder og sidder som udvalgssekretær, hvor jeg helt konkret er ansvarlig for dagsordener og referater:
- Samtidig er jeg med i flere projekter, både som projektleder og deltager i arbejdsgrupper på frivillig- og kulturområdet. Vi er f.eks. lige nu i gang med et projekt, hvor vi skal lægge en plan for renovering af idrætsfaciliteter her i kommunen. Nu er planen præsenteret for politikerne, som har foretaget den første prioritering, fortæller Ina Leander.
Mix af HK’er og akademiker
Ina Leander har altid haft en stor passion for demokrati, og hun synes, at politiske beslutningsprocesser er vildt spændende. Så hun er glad for, at hun tog springet og begyndte på professionsbacheloren i offentlig administration. Alligevel var det en udfordring at komme ud på arbejdsmarkedet med en relativt ny uddannelse på cv’et.
- I starten skulle jeg forklare en del. Der var ikke ret mange, der kendte uddannelsen, så jeg skulle forklare, hvem jeg var fagligt, hvilke kompetencer jeg havde med mig, og hvad jeg står for som administrationsbachelor. Men det er heldigvis sket noget siden – nu begynder vi at dukke op i jobopslag, og kommunerne ved, hvad vi står for, og hvilken faglighed vi kommer med, lyder det fra hende.
Ifølge Ina Leander ligger administrationsbachelorerne i et krydsfelt mellem traditionelle HK’ere og akademikere.
- Vi rummer både det med udvikling og politisk forståelse, men samtidig er vi skolet til at kunne klare driften. Vi kigger begge veje, og jeg ser det som en stor fordel, at vi tænker i helheder og er uddannet til begge ting. Til gengæld er vi ikke så specialiserede som andre fagligheder, og der kan det godt være udfordrende at søge job, når man er sådan en blæksprutte, forklarer hun.
Om det reelt er en udfordring, har Ina Leander ikke tænkt sig at finde ud af lige foreløbig. Hun er nemlig rigtig glad for at være, hvor hun er.
- Det er dét, kommuner kan! Der er så utrolig mange muligheder, man er ikke låst fast – jeg får lov at prøve mig selv af og bliver hele tiden kastet ude i nye projekter. Man retænker hele tiden, og den politiske organisation er hele tiden i forandring. Det tiltaler og motiverer mig rigtig meget. Så jeg er rigtig glad for, hvor jeg er landet, lyder det fra Ina Leander.