Flemming Beyer Sørensen har med sin administrationsbacheloruddannelse fået fast stilling i Aalborg Kommune som afdelingsleder. Foto: Michael Drost-Hansen

FREMTIDEN ER LYS FOR ADMINISTRATIONS­BACHELORERNE

De første dimittender kom ud på arbejdsmarkedet i 2012 og måtte forklare deres faglighed gang på gang. I dag er det en anden historie. Administrationsbachelorerne har slået deres faglighed fast – og selvom der stadig er et stykke vej – er antallet af administrationsbachelorer i kommunerne femdoblet. Og i 2022 blev der uddannet hele 527 på landsplan.

Administrationsbachelorer indtager kommunerne

Flemming vil være kommunaldirektør

Ina sagde sit grafikerjob op og startede på ny uddannelse

 

 

Flemming Beyer Sørensen har altid været vild med tal og økonomi og forestillet sig, at han skulle tjene mange penge. Samtidig har han også altid følt empati med mennesker, der har brug for det offentliges hjælp. Efter et halvt års husrenovering og en udsendelse som soldat, begyndte han på professionsbacheloren i offentlig administration – i folkemunde kaldet administrationsbacheloruddannelsen.

- Uddannelsen fangede mig ret hurtigt. Opgaverne og diskussionerne i timerne var interessante, og lærerne var meget engagerede og gode til at bringe virkeligheden ind i undervisningen og sætte teori på. Det var helt klart en god motivation, fortæller Flemming Beyer Sørensen, der i dag – fire år efter han dimitterede – er afdelingsleder for 11 medarbejdere i Aalborg Kommune.

Flemming Beyer Sørensen er meget bevidst om, at han har gjort lynkarriere – og selvom det naturligvis både kræver gode kompetencer, personlighed og hårdt arbejde – understreger han, at det ikke var sket uden administrationsbacheloruddannelsen og nogle chefer, der troede på ham.

Da han blev færdiguddannet i 2018, fik han et barselsvikariat i Aalborg Kommune. Efter vikariatet søgte han til Hjørring, hvor han blev controller og fik en fantastisk leder, der viste, at chefer både kan være menneskelige og ikke behøver at være hårde og kontante. I marts 2022 vendte Flemming Beyer Sørensen til­bage til Aalborg Kommune nu som afdelingsleder for 11 medarbejdere i Team Økonomi under Job- og Uddannelsesafdelingen.

- Jeg vil gerne være en nærværende leder med fokus på det hele menneske – man skal kunne have familie ved siden af arbejdet, fortæller Flemming Beyer Sørensen, der selv har to små drenge på hhv. to og fire år.

- Som leder har jeg meget øje på det hele menneske – og det skrev jeg allerede i min ansøgning.

Masser af talent for ledelse

Flemming Beyer Sørensen havde ingen ledelseserfaring, men Aalborg Kommune kunne alligevel se hans potentiale, og nu er han derfor gået i gang med en diplomuddannelse i offentlig ledelse.

- Jeg troede egentlig selv, at jeg skulle læse videre på en kandidatuddannelse, men jeg har opdaget, at det kan noget, når man kobler uddannelse og erhvervserfaring. Det er superfedt, at man har den praktiske erfaring med sig, får bygget mere teori på, og så kan man gå hjem og prøve det af i praksis. Det giver meget mere. Og samtidig er det da også meget rart, at man får løn samtidig og kan få smør på brødet i de her tider, siger han med et smil.

På administrationsbacheloruddannelsen har Flemming Beyer Sørensen fået ”lidt af det hele med sig”, som han siger. Og han tror ikke på, at han så hurtigt var blevet leder, hvis han havde taget den almindelige kontoruddannelse.

- Jeg har fået hele den tværfaglige del, jeg tænker i nye løsninger, har fået en kulturforståelse for den offentlige kultur, som er vigtig for, at man kan ændre noget. Jeg synes, jeg har fået meget viden med mig, som giver mig en god helhedsforståelse. Og af samme grund har jeg også selv netop ansat en administrationsbachelorpraktikant, og jeg har to administrationsbachelorer i forvejen, fortæller Flemming Beyer Sørensen.

Han kan godt mærke, at han selv og hans tidligere medstuderende har fået trampet nogle stier rundt i kommunerne, og uddannelsen er blevet mere og mere kendt og anerkendt.

- Der er helt klart sket noget. Nu har jeg været to stedet tidligere, hvor de aldrig havde haft nogle administrationsbachelorer før mig, og der snakkede de da om, at det kunne man godt prøve igen. I jobcentret her i Aalborg Kommune tager de fem praktikanter ind nu, det gjorde de ikke for bare to år siden, beretter Flemming Beyer Sørensen og fortsætter:

- Så jeg kan tydeligt mærke, at der er mere respekt og større forståelse for, hvad man kan tilbyde som administrationsbachelor. Jeg ser gode muligheder for os. Akademikere er dyrere, vi kan mange af de samme ting, og samtidig kan vi drifte – og det er guld værd.

Drift og drømme

Flemming Beyer Sørensen er ny leder, og han har stadig meget at lære i sin nuværende stilling.

- Jeg kan rigtig godt lide at arbejde med mennesker, udvikle og være med på et niveau, hvor man kan sætte en dagsorden. Men der har også være dage, hvor jeg drømte mig tilbage til mit lille skrivebord og 37 timer. Der er meget arbejde, fordi jeg hader at være uforberedt. Så sidder jeg hellere to timer og læser op på et møde aftenen inden. Min kone siger dog, at hun aldrig har set mig gladere, fortæller Flemming Beyer Sørensen.

Han understreger, at det gør ham glad, at han stadig kan få lov at drifte en lille smule.

- Jeg har stadig hånden på nogle opgaver i driften, og samtidig laver jeg noget, der er sjovt, får nye ideer, udvikler processer og mennesker. Det kan jeg godt lide. Den dag jeg helt skal sige farvel til driftsopgaven, vil flaget komme på halvt. Jeg kan godt lide at arbejde med økonomi, at få to tal til at stemme, få facit under og være en del af maskinrummet.

Når det er sagt, så er Flemming Beyer Sørensen dog ikke bange for at drømme stort.

- Hvis du ringer om 15 år, er jeg forhåbentlig kommunaldirektør. Hvis man vil ændre noget, skal man derop, hvor man kan. Det er sagt med ydmyghed og respekt, og om fem år er jeg stadig i min nuværende stilling. Men organisationer ændrer sig hele tiden, og man ved ikke, hvad man får tilbudt i morgen. Men jeg har jo også en lederuddannelse, jeg lige skal have gjort færdig først, slutter han med et grin.