Klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (Moderaterne) vil fastholde de 19 grader i offentlige bygninger lidt endnu. Foto: Mostphotos
- Vi fryser, må vi ikke skrue op for varmen?
- Det er et tema herude, at folk fryser, især om fingrene.
- Jeg mister koncentration og effektivitet, når jeg fryser.
Det er blot et udpluk af stats-HK’ernes daglige frustrationer i det, der har givet udtrykket et koldt arbejdsklima en helt ny betydning.
LÆS OGSÅ: Dybfrosne argumenter for sparetemperatur
Siden de 19 graders kulde blev indført af den tidligere regering, har Moderaternes Lars Aagaard fået posten som klima-, energi- og forsyningsminister i SVM-regeringen at varme sig på, alt imens statens HK’ere må klare sig gennem arbejdsdagen med tykke uldsweatre, ponchoer og vanter.
LÆS OGSÅ: Med ponchoer og vanter på job: Velkommen i statens kummefryser

Klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard vil fastholde temperaturen på 19 grader i offentlige bygninger lidt endnu. Pressefoto.
Med afsæt i frustrationerne over de kolde kontorer bad HK Statbladet den nye minister om et interview for at høre, om han ville dreje håndtaget på statens radiatorer mod et varmere indeklima. Lars Aagaard vil dog kun at svare på skrift, og svaret er en kold skulder:
- Danskerne har været gode til at spare på energien. Takket være en stor indsats fra både borgere og virksomheder har vi reduceret vores energiforbrug og er kommet godt igennem vinteren. Vi er ikke ude af energikrisen endnu. For at sikre en stabil forsyning skal vi bevare de gode vaner. Det er vigtigt, at det offentlige og staten stadig går foran og viser det gode eksempel, og jeg sætter pris på alle de ansatte, som bidrager, skriver han i en mail til HK Statbladet.
Her stopper kravet om 19 grader

Energiordfører Lea Wermelin (S) vil heller ikke sige ja til at skrue op for de statslige radiatorer. Foto: Marie Hald.
Hos det andet regeringsparti, Socialdemokratiet, er energiordfører Lea Wermelin heller ikke lun på idéen om at skrue op for varmen på statens arbejdspladser. Dog vil hun gerne give en prognose for bedre tider:
- Udløbet er ved endt fyringssæson, som er, når vi har haft 3 sammenhængende døgn med over 10 grader, skriver hun i et svar til redaktionen.