Det er ikke ligegyldigt, hvordan du ser ud på LinkedIn. Din LinkedIn-profil er nemlig dit digitale visitkort og ofte også der, hvor en potentiel arbejdsgiver eller en kommende god arbejdsforbindelse får et førstehåndsindtryk af dig. Det gælder derfor om at fremstå skarp – og ikke mindst vise, hvem du er.
5 steps til at komme i gang med LinkedIn - HK
Kommunikationsrådgiver Mads Svaneklink giver dig her 5 råd til, hvad du absolut ikke bør gøre, hvis du vil begå dig godt på platformen.
- Lad være med at få en anbefaling fra din mor! Det virker utroværdigt, hvis de, der anbefaler dig i dit professionelle liv, blot er en del af dit privatliv. Det er rigtig godt at blive anbefalet og have private kontakter som forbindelser, men sørg nu for, at anbefalingerne kommer fra folk, du rent faktisk har arbejdet sammen med.
- Inviter aldrig alle fra din mailiste til at oprette forbindelse. Selvom det kan være fristende at benytte den indbyggede funktion i LinkedIn, der gør det muligt at invitere alle dine kontakter til at forbinde med dig i ét hug, er det en sløj idé. Der vil altid være nogen på listen, som ikke er relevante at danne netværk med, så tilføj hellere folk manuelt og med en personlig bemærkning.
- Copy-paste aldrig en anden persons opslag. Heller ikke selvom det har et fedt budskab. Hvis du bliver opdaget i at kopiere en anden persons opslag og poste det i dit eget navn, kommer du hurtigt til at fremstå useriøs. Lav hellere dit eget indhold – og helst de personlige fortællinger, hvor du har noget på hjerte. Det øger sandsynligheden for at nå bredt ud med dit budskab, og det giver også folk lyst til at interagere med dig.
- Undgå stave- og slåfejl. Det gælder både i din profiltekst og i de nøgleord, du bruger om dig selv. Har du fx stavet forkert i din stillingsbetegnelse, er sandsynligheden for at blive fundet nærmest lig nul – medmindre personen, der søger, også laver samme stavefejl. Det kan i det hele taget svare sig at bruge tid på at finde de rigtige søgeord og tilføje dem til din profil, da det øger chancerne for at blive fundet.
- Lad generelt være med at følge LinkedIns automatiske handlinger. Det gælder fx, når du vil oprette forbindelse med nye ansigter. Her er det nemt blot at sende LinkedIns standardtekst. Vil du skille dig ud fra mængden og ses som den, du er, så skriv en personlig besked. Det efterlader et langt bedre indtryk af dig som menneske.
Stor guide: Sådan bliver du headhuntet på LinkedIn - HK
Om Mads Svaneklink