Med empati og opmærksomhed kommer man langt, men også kvaliteter som stædighed og modet til at tale chefen imod er med til at gøre Sørine (tv.) til en usædvanlig god kollega. Her er hun flankeret af tillidsrepræsentant Mia Rytter Lindgaard, som indstillede hende til "Danmarks Bedste Kollega". Fotos: Jacob Nielsen. 

Da tillidsrepræsentant Mia Rytter Lindgaard fra Novozymes i Bagsværd opdagede, at hun kunne indstille en kollega til HK’s kåring af Danmarks Bedste Kollega 2023, vidste hun med det samme, hvem det skulle være.

- Det var en no brainer, siger hun.

- Sørine, som er laborant og arbejdsmiljørepræsentant hos os, er bare lidt ud over det sædvanlige. Hun er nysgerrig og åben over for at hjælpe alle sine kolleger, og for mig er hun en kollega, jeg ser op til på mange måder.

Mia forfattede en nominering med flere eksempler på, hvad der gør Sørine til en fantastisk kollega. Det blev en stærk tekst, som sikrede Sørine en plads blandt de bare 10 finalister ud af 1.452 nominerede til prisen. Og da vinderne blev kåret en aften sidst i april i Tivoli Congress Center i København, løb højgravide Sørine med en af de fem priser.

Nemlig med titlen som årets mest inkluderende kollega.

Glad for at hjælpe

- Det var fantastisk, det havde jeg slet ikke regnet med. At vinde netop prisen som mest inkluderende synes jeg er ret stort, for vi er alle forskellige. Det mærker man i hvert fald på en stor arbejdsplads som Novozymes, siger Sørine, da vi møder op hjemme hos hende en solrig formiddag en måneds tid efter prisoverrækkelsen.

Mens hendes få uger gamle datter tager sig en lur, skal vi tale om det at være en god kollega. Aftalen er, at vi taler ud fra Mias indstilling, så Sørine slipper for at skamrose sig selv. Vi lægger ud med det at være inkluderende. Mia har i sin nominering beskrevet, hvordan hun som nyvalgt arbejdsmiljørepræsentant fik masser af hjælp af Sørine:

”Som ny arbejdsmiljørepræsentant følte jeg, at nu forventede kollegaerne, at jeg havde svar på alt! I den periode "brugte" jeg Sørine enormt meget, og der var aldrig sure miner eller suk over alle mine forespørgsler. Jeg følte aldrig, at jeg var til besvær eller kom ubelejligt, selvom jeg godt vidste, at jeg jo tog en del af hendes tid”.

- Jeg bliver glad, når folk kommer og spørger om hjælp, og jeg synes, det er vigtigt, at vi kan komme til hinanden, kommenterer Sørine.

- Jeg siger altid: Hellere spørge om det samme 10 gange end slet ikke spørge. Jeg bliver også selv glad, når jeg kan hjælpe andre.

Lille handling, stor betydning

I sin nominering beskriver Mia et eksempel på Sørines hjælpsomhed:

”Jeg havde en dag, hvor jeg var meget presset på tid og skulle køre et forsøg i laboratoriet på et udstyr, der tager lang tid. Da Sørine mødte tidligt, havde hun tændt apparatet og varmet det op for mig (det tager cirka en time). Vi er ikke i samme afdeling, og hun kender ikke min opgaver, men hun havde set, at jeg havde booket apparatet, og ville bare hjælpe.”

Sørine husker godt episoden:

- Det var et helt nyt apparat, jeg selv havde været med til at køre ind, så jeg vidste, hun ville få travlt. I sådan en situation er det en selvfølge for mig, at man hjælper. Det tog mig nogle få minutter, men for Mia betød det jo meget, siger hun.

IMI-formand Peter Jacques Jensen (th.) var også med til at fejre Sørine ved kåringen af "Danmarks Bedste Kollega".

Andetsteds i nomineringen beskriver Mia, hvordan Sørine som arbejdsmiljørepræsentant har kæmpet sig til at få fænomenet stalking skrevet ind i Novozymes’ personalepolitikker.

”Hun havde været til foredrag om stalking og tog derefter fat i personalechefen for at få vores ”anti-harassment-politik” rettet til, så den også dækker over stalking. I første omgang bliver hun afvist, men giver ikke op og kæmper videre.”

- Jeg var meget overrasket over, hvor mange der faktisk bliver ramt af stalking – også på arbejdspladsen, siger Sørine.

- Samtidig kunne jeg se, at man nemt kunne opdatere vores egen meget fine politik med et par linjer om stalking. Det krævede dog en pæn portion stædighed at få et møde med vores personalechef. Dernæst måtte jeg også presse lidt på for at få ham overbevist om, at vores daværende politik ikke var god nok.

En lille smule irriteret

Et andet eksempel, hvor Sørine også holdt fast, handler om en kollega, der måtte gå hjem med smerter i hånden efter en arbejdsproces.

”Sørine tog sagen op med chefen for at få lavet processen om. Det kostede hende en del bøvl og sure miner, men det lod hun sig ikke mærke af,” skriver Mia.

- Jeg opdagede, at denne arbejdsproces ikke var blevet risikovurderet. Og så blev jeg måske en lille smule irriteret, for arbejdsmiljø er en passion for mig og noget, jeg sætter højt. Jeg tog det op med chefen, som først mente, det kunne vente til vores årlige risikovurdering. Men i min optik skal sådan noget ske løbende – og det endte det også med.

Vi lægger Mias flotte nomineringstekst til side og slutter af med at spørge Sørine om hendes bedste råd til at være en god kollega.

- Mit bedste råd vil være, at man er hjælpsom, siger hun efter en kort tænkepause.

- Det kan både være i forhold til en praktisk opgave – eller bare ved at være en, andre kan komme til og læne sig op ad. Nogle er gode til at lytte, andre er gode til at handle. Det vigtigste er, at vi hjælper hinanden.