Hvordan overbeviser jeg min chef om, at jeg fortjener mere i lønposen i år?

For mange bliver det blot ved spørgsmålet, for det kan være svært at sætte sig selv i spil til en lønforhandling. Men det vil forhåbentlig ændre sig med de nye bestemmelser i overenskomsten om lokale lønforhandlinger.

Som noget nyt kan tillidsrepræsentanter nu forhandle kollektivt, og de har også mulighed for at få indsigt i virksomhedens økonomi for at stå stærkere i forhandlingen.

Billede af Helle Friis, formand for HK Handel Sjælland

HK Handel Sjælland inviterede tillidsrepræsentanter og medarbejdere til LØNfest, for at sætte skub i brugen af OK23's nye muligheder ved lokale lønforhandlinger. Her tager Helle Friis, formand for HK Handel Sjælland, imod med rød løber og pynt. 

En ny lønbevægelse

Der er generelt ikke tradition for lokale kollektive lønforhandlinger på de arbejdspladser, som HK Handel organiserer – og de individuelle forhandlinger halter også efter.

Det vil HK Handel gerne ændre på. Derfor var tillidsrepræsentanter og kollegaer i HK Handel Sjælland samlet til LØNfest sammen med faglig sekretær Kristian Krog Pedersen.

Han er lige nu på turné i alle HK’s lokalafdelinger for at tale om de nye lønbestemmelser i overenskomsterne. Hans formål er klart - vi skal starte en ny lønbevægelse!

Læs mere om løn- og arbejdsvilkår i handelsbranchen her

Hvornår har du sidst forhandlet løn?

En af deltagerne til LØNfesten fortalte, at hun først for nylig, efter 16 års ansættelse, havde været til sin første individuelle lønforhandling.

Hun er desværre ikke alene om det. Mange beder aldrig om en lønsamtale med chefen. På den måde får de ikke fingrene i de procentsatser, som overenskomsten bestemmer skal forhandles lokalt.

En af årsagerne kan være, at danskerne generelt er dårlige til at tale om løn. Men det skal vi blive bedre til, ellers risikerer vi, at vores lønninger bliver udhulet af prisudviklingen i samfundet.

Beregn her, hvad din løn skal stige med for at følge prisudviklingen

Hvis du er i tvivl om, hvorvidt det er tid til at få mere i lønposen, kan du også bruge HK’s lønberegner, hvor du kan sammenligne din løn med andre. Du finder den her

Kristian Krog Pedersen holder oplæg.

Har arbejdsgiveren dårlige undskyldninger for, hvorfor du ikke kan få mere i løn? Så kan der være tale om overenskomstbrud. Du har nemlig ret til en individuel vurdering og eventuel regulering årligt. 

Større indsigt i virksomhedens økonomi

- Medarbejderne er altid de første til at mærke de ugunstige tider, mens de er de sidste til at mærke de gunstige. Vi skal blive bedre til at kræve vores del af overskuddet, siger Kristian Krog Pedersen, og forsamlingen nikker.

Mange til LØNfesten, der har prøvet at forhandle deres løn, kan nikke genkendende til arbejdsgivers argument om, at der ikke er økonomi til mere løn. Men hvis arbejdsgiveren fremover skal kunne sige det – så skal der være hold i det. For tillidsrepræsentanten har nu ret til at få indsigt i virksomhedens økonomiske forhold.

Det er altid muligt at få indsigt i regnskabet via CVR.dk, men nu har tillidsrepræsentanten også ret til indsigt i blandt andet konkurrence- og produktionsforhold, som ikke er offentligt tilgængeligt.

Læs mere om den nye rettighed her

Lønforhandling hele året

Det er vigtigt at vedligeholde sin løn. Lønforhandling er en proces, der sker hele året.

Derfor har HK Handel lavet en guide til dig, der ønsker at stå stærkere i den proces.

Du finder guiden her

I guiden finder du også kontaktinformation til HK Handels løncoach, der kan hjælpe dig med råd og vejledning, når du skal forhandle løn. 

Nyt om lønforhandlinger i OK23

 - Lønforhandling kan nu aftales kollektivt lokalt på arbejdspladsen. Det vil sige, at TR har mulighed for at forhandle løn på vegne af alle, som overenskomsten dækker. 

- I stedet for at basere de lokale forhandlinger på minimallønnen, bør man forhandle ud fra hele ens personlige løn for at øge lønudviklingen.

-  Tillidsrepræsentanten vil nu have udvidet adgang til indsigt i virksomhedens økonomi, hvilket kan give stærkere argumenter under forhandlingerne.