Den kommende tid kan du opleve, at du eller dine kolleger på nultimerskontrakter (variabel arbejdstidskontrakt) vil få nye kontrakter.

Ved indgangen til den første hele planperiode i 2024 må man ikke længere være på nultimerskontrakter, og arbejdsgivere skal derfor nu konvertere nultimerskontrakterne til enten almindelig deltid, fleksibel deltid eller fuldtid.

Det sker, efter der i overenskomstforhandlingerne tidligere i år kom et opgør med netop disse nultimerskontrakter.

Hvis du vil læse mere om, hvorfor opgøret med nultimerskontrakter er så vigtigt, så læs formandens blog her. 

Hvad sker der nu?

Det er din arbejdsgiver, der har ansvaret for at sikre, at alle kontrakter er i overensstemmelse med de nye regler inden for fristen.

Som ansat på en nultimerskontrakt lige nu, vil man derfor få tilbudt en ny kontrakt med enten et konkret timetal for deltidsansatte eller et tidsinterval for fleksibel deltidsansatte. Man kan også få tilbudt en fuldtidsansættelse.

Vi anbefaler, at du tager fat i din tillidsrepræsentant eller lokale HK-afdeling, hvis du oplever, at der ikke er balance mellem det typiske antal timer, der hidtil er blevet arbejdet, og den kontrakttype der tilbydes.

Læs også: Sådan får du fleksibilitet, når du er på deltid

Værd at vide om fleksibel deltid

  • Fleksibel deltidsansatte kan ansættes i to arbejdstidsintervaller, henholdsvis 8-15 timer i gennemsnit om ugen eller 13-20 timer i gennemsnit om ugen. Man er altså garanteret mindst 8 eller 13 timer om ugen i gennemsnit afhængig af, om man er ansat på 8-15 eller 13-20 timer ugentligt.
  • Arbejdstiden tilrettelægges som et gennemsnit over 16 uger i fast arbejdstidsplan (planperiode).
  • Man skal altid kende sin arbejdstidsplan minimum det antal uger/måneder frem i tiden, som overenskomsten/lokalaftale foreskriver.
  • Hvis arbejdsgiver vil ændre i arbejdsplanen, skal det ske med et varsel på minimum 4 uger.
  • Man skal huske at informere sin arbejdsgiver, når man ikke længere opfylder kriterierne for at være omfattet af reglerne for fleksibel deltid, medmindre arbejdsgiveren på forhånd kender slutdatoen (fx når man fylder 18 år eller ikke længere er studerende).
  • Hvis man i en hel planperiode har arbejde ud over det aftale arbejdstidsinterval fx 8-15 timer, er arbejdsgiver forpligtet til at ansætte vedkommende i det højere arbejdstidsinterval 13-20 timer ugentligt, hvis man skrifteligt anmoder om det.
  • Hvis ens arbejdstid overstiger 20 timer i gennemsnit, har man krav på at blive ansat som deltidsansat med et fast timetal.
  • Som fleksibel deltidsansat kan man altid takke nej til at påtage sig mer/overarbejde, men man må gerne aftale dette med sin arbejdsgiver.
  • Hvis man har aftalt merarbejde med sin arbejdsgiver, bliver det udbetalt som den sædvanelige løn inklusiv eventuelt forskudttidstillæg.
  • Hvis der i arbejdstidsplanen er placeret mere end 45 timer i den enkelte uge, skal timerne efter 45 timer aflønnes som overarbejde.
  • Man har krav på en halv times pause hver dag, når arbejdsdagen overstiger 5 timer.
  • Hvis pausen er selvbetalt, kan man forlade sin arbejdsplads i pausen og skal ikke stå til rådighed