Underviser Maria Prohazka tegnede og fortalte på livet løs om udviklingen og mulighederne inden for billedskabende AI. Fotos: Mark Knudsen. 
 

HK Hovedstadens største mødelokale må i brug, da programmet en mandag aften i oktober står på kunstig intelligens og AI-værktøjer for grafikere. Ikke mindre end 123 medlemmer er mødt op for at høre illustrator og animator Maria Prohazka fra det kreative bureau ”Levende Streg” fortælle om billedskabende AI, cloudløsninger, hvad man reelt kan bruge AI til lige nu, hvordan det hele startede og meget mere.

Et ekstensivt program, som skal presses ned i 2,5 times kursus inkl. pauser.

- Jeg kan guide jer i en retning, hvor I kan begynde med det, men det kræver timer og timer foran skærmen, advarer Maria og kommer med en klar opfordring om at dele viden og erfaringer med kolleger og fagfæller:

- Jeg synes, det er rigtig vigtigt, at vi deler det her. For ellers er der mange mennesker, der bliver tabt lidt i det.

Medlem stod bag kurset

Dette kursus i billedskabende AI var blot et af mange, som HK Grafisk Kommunikation Hovedstaden udbød i 2023.
Det var et såkaldt medlem-til-medlem-arrangement, hvor et almindeligt medlem står bag idéen og er med som vært.
På landsplan udbyder HK Grafisk Kommunikation 80-100 kurser og arrangementer årligt, og bag disse står en masse frivillige aktive HK’ere.
I HK Hovedstaden alene udbydes der 25-30 arrangementer om året.

Blik for mulighederne

Ved et af de forreste borde sidder seks grafikere fra reklamebureauet Market Square, som til daglig alle arbejder med færdiggørelse af bureauets materialer.

- Jeg har godt hørt om Midjourney, men jeg har ikke selv prøvet at bruge det, indrømmer Jeanette Nederby Wahlstrøm i en kort pause.

Hendes sidemand, Christian Philip Lunøe, fortæller, at deres kreative kolleger på bureauet så småt er begyndt at bruge AI-værktøjer. Blandt andet har de brugt AI til at lave billeder af et kontorlandskab i Grønland.

- Ingen af os her ved bordet bruger det endnu i vores daglige virke, siger han.

- Men vi skal jo være åbne for det i stedet for at håbe på, at det bare går væk. Det handler vel om at se mulighederne.

- Jeg kan ikke helt se, hvordan vores arbejde skulle være truet – endnu, tilføjer Jeanette.

Christian og Jeanette sugede nye indtryk til sig, selv om de ikke selv bruger de generative billedskabende værktøjer endnu.

Midjourney i førertrøjen

Efter at have fortalt om AI’s komet-lignende udvikling, frame by frame rendering, cloud services og supercomputere gennemgår Maria Prohazka de mest populære platforme, og hvordan de kan bruges i det daglige.

- Midjourney er i førertrøjen lige nu, fordi det er så meget lettere at bruge end flere af de andre alternativer. Men uden at genere nogen tror jeg, det ender som det nye Shutterstock (en billedtjeneste med genrebilleder, red.). For det er meget generisk, siger hun.

Maria Prohazka og Levende Streg har en YouTube-kanal, hvor de blandt andet guider detaljeret og indsigtsfuldt om MidJourney og Stable Diffusion. Find den HER

 

Selv bruger Maria Stable Diffusion, der i virkeligheden bygger på det samme datagrundlag som Midjourney, men som modsat Midjourney ikke censurerer og lægger filtre ind over sine resultater. Til gengæld er det noget mere kompliceret at bruge.

Det får vi lidt senere syn for under Marias gennemgang af de mest populære AI-platforme til billedgenerering.

Først fortæller hun om ChatGPT, som i betalingsversionen nu også kan generere billeder ved hjælp af platformen DALL-E 3: ”Det er den letteste version, I overhovedet kan komme i gang med”, lyder skudsmålet.

Så MidJourney: ”Der er indbygget en rigtig god guide i den. Den laver mega flotte billeder. I starten var det virkelig svært at få den til at lave hænder med fem fingre, det går lidt bedre nu”. Maria viser enkelte prompts og dvæler især ved det nye værktøj ”vary region”, som gør det muligt at ændre udvalgte områder af et billede.

Kaninhul

Efter Adobe Firefly (”Jeg vil ikke dømme dem ude endnu”) når Maria frem til sin egen favorit, Stable Diffusion. Ligesom MidJourney er der tale om en cloudløsning, hvor man betaler for at bruge udbyderens grafikkort og servere. Man kan vælge mellem en række forskellige brugerflader og har i selve billedgenereringen en lang række indstillinger, man kan skrue på.

Det ser avanceret ud på lærredet i HK Hovedstadens store mødesal, og folk prøver at holde tungen lige i munden, mens Maria prompter tjenesten til at generere et billede af en kvinde på motorcykel. Hun går ind på siden civit.ai for at kopiere en detaljeret negativ prompt – altså en beskrivelse af en række ting, der IKKE skal være i billedet – et vigtigt redskab i Stable Diffusion.

Det ene billede efter det andet toner langsomt frem, mens Maria prøver at forfine resultatet yderligere.

- Der er en milliard ting, jeg kan skrue på i indstillingerne, siger hun og klikker over på GitHub.com for at kopiere endnu en prompt, der skal forbedre resultatet yderligere.

- Ja, jeg skal til at stoppe nu, erkender hun over for det tålmodigt ventende publikum og hvisker i mikrofonen, ”stop dig selv, Maria”.

Der er run på, når HK udbyder kurser om kunstig intelligens. 123 deltagere var mødt op denne mandag aften i oktober. 

Ikke tidsbesparende

På denne vis får Maria perfekt illustreret, at når man først man kommer i gang med at generere billeder med AI, kan det være svært at stoppe igen. Det bedste resultat ligger måske lige præcis i den næste generering, eller den næste igen, og hvad sker der mon, hvis man liiige ændrer prompten en smule?

- På nuværende tidspunkt sparer man ikke tid ved at bruge AI, fastslår Maria over for de fremmødte.

- Jeg bruger det selv, hvor det giver mening, men det er ikke klar til kundeopgaver. I dag vil jeg tro, jeg bruger AI-værktøjer i 5-10 % af min arbejdsproces, blandt andet til mood boards og skabeloner. Men det udvikler sig jo sindssygt hurtigt. Om to år vil jeg tro, jeg bruger det til 50 % af mit arbejde.

Et par dage efter kurset har Christian fra Market Square haft tid til at gøre sig nogle overvejelser om AI, og hvordan han selv kan bruge det.

- Jeg kan jo se, at der sker en masse, men også at det ikke helt er der endnu i forhold til det arbejde, jeg sidder med. Jeg afventer lidt. Men jeg ved, at min arbejdsplads gør sig en masse tanker om, hvordan vi skal implementere det, og hvordan man skal videreuddannes i det, siger han.

Christians kollega Jeanette fortæller, at hun er sådan cirka samme sted.

- Mit næste skridt er nok at sidde og lege lidt med det, siger hun.

- Det er fremtiden. Det ved jeg godt.

 

Guide

10 Midjourney-parametre, du bør mestre

I skrivende stund er Midjourney det generative værktøj til billedgenerering, du lettest kan skabe flotte og relativt styrede resultater med, uden det kræver de helt vilde tekniske færdigheder. Her er 10 parametre, der kan give dig endnu bedre resultater. Brug dem i slutningen af din prompt.

1. Aspect ratio – skab billeder i det format, du skal bruge. Eksempel --ar 16:9
2. Chaos – for at skabe vildere og mindre forudsigelige resultater. 0 er default, 100 er det maksimale. Eksempel: --chaos 25
3. No – for at udelade uønskede elementer i billedgenereringen. Eksempel: --no hat
4. Relax – få langsommere generering, og spar på din GPU-tid (som giver dig hurtigere billedgenerering). Kommando: --relax
5. Seed – brug seednummeret fra et billede for at generere nye resultater i nogenlunde samme stil som dit referencebillede. Du finder et billedes seednummer ved at højreklikke på det, vælge ”Add reaction” og finde konvolut-emojien. Seed-nummeret bliver nu sendt til dig som ”Direct message” (som du finder i panelet yderst til venstre). Eksempel: --seed 12345789
6. Style – dit valg af stil kan få afgørende betydning for det endelige resultat. Listen over stilarter er nærmest uendelig og omfatter fx steampunk, art deco, minimalist, flat design og industrial. Eksempel: flat design style
7. Version – ved at vælge mellem seneste og tidligere versioner af Midjourney kan du få mærkbart forskellige resultater. Selv om den nyeste version oftest er bedst, kan der være tilfælde, hvor resultat fra en tidligere udgave fungerer bedre. Eksempel: --v 4.2
8. Stylize – jo højere en værdi, jo smukkere og mere komplekse billeder vil du typisk få. Til gengæld betyder høj værdi på dette parameter også, at resultatet bliver mindre tro mod prompten. Default er 100, minimum er 0, og 1.000 er det maksimale. Eksempel: --s 250
9. Vægtning – de første ord i prompten vejer generelt tungere end de sidste, men du kan også vælge, at udvalgte ord skal veje ekstra tungt. Default er, at det enkelte ord har en basisvægt på 1. Brug det for eksempel, hvis du vil skabe et billede af en tekande af træ, hvor materialet er vigtigere end formen. Eksempel: wood::2 teapot::1
10. Image weight – bruges når du laver image to image-generation, dvs. uploader et billede, som prompten skal tage udgangspunkt i. I Midjourney 5 er minimumværdien 0, default 1 og den maksimale værdi 2. Skal billedet veje ekstra tungt i forhold til tekstprompten, kan du for eksempel skrive --iw: 2