
Dansk Arbejdsgiverforening vil forpligte stat og kommuner til at få danskerne i bedre form - så de kan arbejde længere tid. Foto: Mostphotos
Det går den forkerte vej med danskernes sundhed. Mere end halvdelen af danskerne er overvægtige, mere end halvdelen bevæger sig mindre end WHO’s minimumsanbefaling og 60 procent af de 25-64-årige i arbejde har haft smerter i nakke, skulder, arme, ben, knæ eller hofter inden for de seneste 14 dage.
Sygefraværet er samtidig stigende. For 10 år siden var privatansatte i gennemsnit syge 6,3 dage om året, mens offentligt ansatte var syge 12,3 dage årligt. Nu er sygefraværet steget til henholdsvis 8,8 dage og 16,8 dage om året. Og stress-epidemien har aldrig været værre.
Det er ikke en overraskende udvikling for lønmodtagerne, der længe har bedt om at få større fokus på forbedring af arbejdsforhold, flere pauser i arbejdsdagen og ønsker om at få set nærmere på det psykiske arbejdsmiljø på danske arbejdspladser.
Arbejdsmiljøet skal være sikkert og sundt
Det sker ud fra parolen om, at arbejdsmiljøet skal være sikkert og sundt. En nyere undersøgelse fra Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) viser nemlig, at hvert 3. sygefravær skyldes problemer med det psykiske og fysiske arbejdsmiljø. Men nu melder Dansk Arbejdsgiverforening (DA) sig også på banen for at gøre de danske lønmodtagere mere sunde og modstandsdygtige.
LÆS OGSÅ: Stress koster årligt samfundet mere end bygningen af en ny storebæltsbro
Arbejdsgiverne ser dog ifølge næstformanden i HK Stat, Ulla Moth-Lund Christensen, bort fra udgangspunktet med det sunde arbejdsmiljø i en artikel mandag i Jyllands-Posten. Her vendes ræsonnementet i stedet til, at vores stigende smerter, overvægt, rygning, inaktivitet og stress går ud over vores arbejdsevne. Det fører ifølge DA til flere sygemeldinger og tidlig tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet, lyder det fra arbejdsgiverforeningen i Jyllands-Posten.

Næstformand i HK Stat Ulla Moth-Lund Christensen mener, at DA's sundhedsplan fører mod en reducering af danskerne til 'produktionsapparater' Foto: Mikkel Østergaard
- Det handler jo grundlæggende om at sikre det gode arbejdsmiljø på arbejdspladsen. Al forskning viser, at der er skræmmende mange danskere, som bukker under med både stress og fysiske skavanker, der er direkte afledt af dårligt arbejdsmiljø. En ny undersøgelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd og HK viser, at stress årligt koster det danske samfund 55 milliarder kroner. Derfor er der god grund til – og masser af økonomiske gevinster i – at tage fat på at nedbringe stress-epidemien. Så første prioritet for DA burde være at få arbejdsgiverne til at forstå deres pligt til at sikre et sundt og godt arbejdsmiljø, siger næstformanden i HK Stat, Ulla Moth-Lund Christensen.
”Vi har brug for alle kræfter i fremtidens arbejdsstyrke”
Der tales i DA-udspillet med andre ord meget lidt om arbejdsgivernes ansvar for at etablere og vedligeholde et godt arbejdsmiljø. Løsningen fra DA er i stedet, at samfundet har et ansvar for at skabe de sunde rammer. Derfor skal regeringen udforme en national strategi, så der kan måles på, hvor sunde og arbejdsduelige, vi alle bliver.
- Usund livsstil går ud over den enkelte. Det er i sig selv en vigtig dagsorden. Men for DA handler det også om, at vi har brug for alle kræfter i fremtidens arbejdsstyrke. Det kræver nogle nye, helhedsorienterede initiativer så hurtigt som muligt, så vi kan sikre en sund arbejdsstyrke i fremtiden, siger Pernille Knudsen, viceadministrerende direktør i Dansk Arbejdsgiverforening til DA’s hjemmeside.
LÆS UDSPILLET FRA DA: Fælles indsats for en sundere arbejdsstyrke
Regeringen skal ifølge DA’s udspil, som blev lanceret mandag, fastsætte en række konkrete mål for danskernes sundhed. Det skal fx skrives i måltal, hvor mange overvægtige, inaktive og rygere, der må være, eller hvor stor en andel af borgerne der må drikke over genstandsgrænserne, spise usundt, have søvnproblemer eller symptomer på psykisk mistrivsel.
Det skal blandt andet ske ved hvert år at måle på vigtige sundhedsparametre, sammenligne sundhedstilstanden i alle kommuner og holde øje med de 10 mest virkningsfulde sundhedsindsatser. De mål skal stat, kommuner, læger og det nære sundhedsvæsen være forpligtede til at opfylde – og forpligtes til at udarbejde en handleplan, hvis målene ikke er opfyldt.
”DA gemmer sig bag en sundhedsplan”
- Hvis vi skal have den arbejdskraft, der er brug for, kræver det ikke blot et uddannelses- og kvalifikationskrav, men også et sundhedskrav, siger Pernille Knudsen til Jyllands-Posten.
Netop det udgangspunkt er ifølge Ulla Moth-Lund Christensen det modsatte af, hvad der er behov for netop nu, hvor en stress-epidemi har fået yderligere fart blandt danskerne, og hvor ønsket om en mere fleksibel arbejdstid vinder frem blandt lønmodtagerne. Hun mener, at danskerne efterhånden er ved at blive reduceret til ’produktionsapparater’.
LÆS OGSÅ: TEMA: Psykisk arbejdsmiljø på afveje
- Det er helt på sin plads at kigge nærmere på danskernes sundhed. Og at sætte initiativer i gang for at løfte sundheden blandt danskerne generelt. Men når DA så åbenlyst kun ønsker en plan for at sikre sig en hær af små, sunde arbejdsmyrer, så klinger det hult og beregnende at gemme sig bag en sundhedsplan. Sundhed handler også om sundt og godt psykisk og fysisk samvær på arbejdspladsen, siger Ulla Moth-Lund Christensen.