Nicolai Wammen

- I har styr på tingene. Der er tillid til jeres arbejde, og man kan mærke, hvis jeres arbejde ikke gøres. Så sander alt til, siger Nicolai Wammen til medlemmerne af HK Stat ved kongressen. Foto: Nils Lund Pedersen

Det er både en hård forhandler, en blød far med småbørn, en minister med ansvar for det meste og en mand med stor respekt for den dedikerede modstand, han har mødt fra HK Stats formand, der er gæstetaler på kongressen i Nyborg. Alt sammen samlet i den samme mand; finansminister Nicolai Wammen (S).

LÆS OGSÅ: Anja: I er en uundværlig del af løsningen

Introen til Nicolai Wammens entré på scenen står formand Rita Bundgaard for. Hun introducerer den øverst ansvarlige for forhandlinger og statens arbejdspladser som en mand, hun har meget stor respekt for. Så det er gensidigt.

- Jeg blev midt under forhandlinger omkring OK24 spurgt af Rita, om jeg ville komme til Fyn og holde en tale under HK Stats kongres. Ud over, at jeg ville have sagt ja under alle omstændigheder, så var det et godt eksempel på en snu forhandler. For havde jeg sagt nej her, så havde det placeret forhandlingerne i en vanskeligt lys, siger Nicolai Wammen.

Superskarpe Rita ender på en andenplads

Faktisk påstår finansmisteren med et glimt i øjet, at han havde en ufravigelig betingelse for at gå med til kompromiset omkring OK24. Det var, at Rita ikke måtte gå af som formand.

-.Jeg forstår selvfølgelig godt, at Rita havde andre prioriteter. Men under OK24 mødte jeg en modpart i form af en superskarp Rita, som var inde i hver detalje, vidste præcist, hvad hun ville, men samtidig også var klar til at bruge nogle stunder, hvor vi alene satte os, mens vi så hinanden i øjnene, når det var svært. Hun var en dygtig forhandler, men også i stand til at være konstruktiv, siger Nicolai Wammen.

wammen klapper ad rita

- Tak til dig, Rita! Du er god at samarbejde med og en ihærdig repræsentant for HK’erne. Jeg har sat stor pris på vores samarbejde – og de øjeblikke, hvor vi hørte lidt mere om hinandens liv, siger Nicolai Wammen til Rita ved kongressen. Foto: Nils Lund Pedersen

Faktisk var Rita så hård en forhandler, at hun kommer ind på andenpladsen i stridbarhed på listen over de mange hårde forhandlere, Wammen har haft med at gøre. Kun overgået af finansministerens 4-årige søn.

LÆS OGSÅ: FH-formand: Vi gør Danmark til verdens bedste land at være lønmodtager i

- Du er knivskarp, og du er også meget, meget ordentlig. Man ved, at når man har lavet en aftale med dig, så holder den. Der er ikke så meget pjat. Kampen er hård, indtil man når derhen, men når man så når derhen, så er et håndslag et håndslag. Og det var ret vigtigt, da vi i februar forhandlede OK24. Som sagt, så var det bestemt ikke uden sværdslag. Men jeg synes, vi fik landet i en god overenskomst, siger Nicolai Wammen.

Opkald fra ministerbilen

Kort efter, at finansministeren er kørt videre – og kongressen igen er i gang – ringer Ritas telefon højlydt. Og … skatteminister Jeppe Bruus’ ansigt dukker op på den store skærm i salen.

Tilsyneladende sidder han i ministerbilen og har ringet op via Facetime.

- Velkommen og dejligt at se dig, Jeppe, du ringer på et belejligt tidspunkt, siger Rita, mens klapsalverne lyder fra salen.

jeppe brus på skærm

Skatteminister Jeppe Bruus var på vej hjem fra Øresundsbroen i sin ministerbil, da han ringede Rita op på kongressen. Foto: Nils Lund Pedersen

- Jeg er helt sikker på, at alle kongresdelegerede, og måske også særligt dem fra dit ministerium, gerne vil høre et par ord fra dig. Så vil du ikke sætte et par ord på det fælles arbejde, vi har haft gennem tiden?

LÆS OGSÅ: Børn i mistrivsel får stor donation af HK Stat

- Jo, vi har jo brugt mange år på at få genoprettet skatteforvaltningen og dermed også finansiering af det velfærdssamfund, som vi sætter stor pris på. Der har været mange indsatser, fx ejendomsvurderinger og gældsinddrivelse siger ministeren, og fortætter:

- Men i det store billede går det jo faktisk rigtig godt.

Vi skal være en rummelig arbejdsplads

- Jeg vil gerne sende en kæmpe tak til jer, for I spiller en meget vigtig rolle. Jeg ved jo, at mange af jer er ansat i Skatteforvaltningen og nogle har været det i rigtig mange år, siger Jeppe Bruus – og bliver igen mødt af en stor klapsalve.

- Her på kongressen har vi et tema, som handler om at være kompetent til tiden og at bruge de rette kompetencer til de rette opgaver. Har du et bud på, hvad det betyder i Skatteforvaltningen, spørger Rita ministeren.

LÆS OGSÅ:Kongressen sætter kursen for HK Stat mod nye mål

- Jeg er optaget af at bruge de dygtige medarbejdere på tværs af faggrupper. Nogle skal være generalister, og andre skal være specialister. Nogle vil gerne bevæge sig, mens andre vil have stabilitet. Der skal være plads til medarbejdere med forskellige kompetencer, og også til dem, der har udfordringer at slås med. Vi har en forpligtelse til at være en rummelig arbejdsplads, siger Jeppe Bruus.

- Jeg synes, det er nogle meget fornuftige tanker. De fortjener en klapsalve, siger Rita, inden hun lægger op til at ringe af.

Endnu en minister er kørt videre, og kongressen kan fortsætte, hvor den slap.