
"Værdifulde nu og i fremtiden". Sådan lyder mål nummer 4 i HK Stats målprogram, som blev vedtaget på kongressen. Foto: Nils Lund Pedersen
HK Stats medlemmer skal være aktive medspillere i statens udvikling og drift af digitale løsninger. Sådan lyder et af målene i HK Stats nye målprogram. Mandag eftermiddag vedtog kongressen, hvilke mål HK Stat skal arbejde efter de kommende år. Det skete efter en kort debat præget af enighed om at fortsætte retningen, som den blev udstukket ved seneste kongres i 2021 efter en omfattende involvering af medlemmer.
- Vi har fået lagt en langsigtet strategi og kan arbejde på nogle af de dagsordener, der er vigtigst for HK Stats medlemmer. Som formand for HK Stat er jeg stolt af, og synes også det er vigtigt at kunne sige, at vi behandler et målprogram, som er formet af medlemmernes udsagn, lød det fra formand Rita Bundgaard.
Blandt andre mål i målprogrammet lyder det, at grunduddannelserne skal styrkes, og HK Stat skal bidrage til, at relevante faglige grunduddannelser bliver udviklet og er til rådighed. Der skal skabes efter- og videreuddannelse med dybde og bredde, og adgangen til uddannelse skal være nem og fleksibel.
Politikere ved ikke nok om vores fag
Formand for HK Stat Hovedstaden Dennis A. Jørgensen var en af de delegerede, som havde bedt om ordet. Han glæder sig over de nye mål og fremhævede en enkelt tilføjelse.
- Det her er et hamrende godt målprogram. Der er mange gode mål, vi skal arbejde med og arbejde efter. Jeg er især glad for, at der er kommet lidt mere ind om politisk interessevaretagelse for det er vigtigt. Det har vi behov for, for politikerne ved ikke nok om os og om vores fag. Det skal vi sikre ved en større fælles indsats, sagde Dennis A. Jørgensen og anbefalede med de ord kongressen at stemme ja.
Vi skal give medlemmerne et kærligt skub
Annette Godsvig Laursen, formand for HK Stat Sydjylland, påpegede, at hastige forandringer hæver kravene til HK Stats medlemmer.
- Vores arbejdsmarked ændrer sig med lynets hast. HK-jobs bliver i stigende grad overtaget af andre faggrupper, og det får alarmklokkerne til at ringe. Der er brug for en opkvalificering og videreuddannelse af HK’s medlemmer, hvis vi fortsat skal spille en vigtig rolle. Vi skal give medlemmerne et kærligt skub i retning af kompetenceudvikling og understrege vigtigheden af livslang læring. Tilgængelighed af uddannelse er også et tema, som ligger mig meget på sinde. For hvad hjælper det at opfordre til uddannelse, hvis mulighederne ikke er til stede, sagde den syddanske HK Stat-afdelingsformand.
Det nye målprogram blev vedtaget af en enig kongres.
Her er HK Stats mål
- Veluddannede og kompetente medlemmer
- Medlemmerne skal opleve, at HK Stat er tæt på
- Gode HK-job
- Værdifulde HK'ere nu og i fremtiden
- HK'erne med hovederne dybt inde i teknologien
Læs mere på hk.dk/stat/kongres2024