
Tillidsrepræsentant Katrine Gødsbøll Jørgensen er tilfreds med udfaldet, men ikke med ledelsens håndtering. Fotos: Mark Knudsen.
Denne historie begynder i virkeligheden med en artikel bragt i IMI-bladet i januar 2023. Artiklen var en opfordring til at tjekke, om man får beregnet pension af sit ferietillæg, og en af dem, der læste den med interesse, var et medlem ansat i JP/Politikens Hus.
Medlemmet tjekkede efterfølgende sin lønseddel og kunne ikke umiddelbart se, at arbejdsgiver havde indbetalt pension af hendes ferietillæg. Hun besluttede derfor at sende lønsedlen til tjek i HK, hvor den landede på faglig konsulent Pia Webers bord.
Pia Weber kunne hurtigt konstatere, at medlemmet ganske rigtigt ikke havde fået pension af sit ferietillæg. Spørgsmålet var nu, om fejlen var en enlig svale eller udtryk for et mere generelt problem.
- Derfor opfordrede vi nogle af hendes kolleger til også at tjekke deres lønsedler, fortæller Pia Weber.
- I den proces erfarede vi hurtigt, at problemet så ud til at berøre en hel medarbejdergruppe, som havde været ansat i mange år og havde en bestemt pensionsordning.
Ikke kun ferietillægget
Alt i alt viste det sig, at 19 medarbejdere ikke havde fået beregnet pension af deres ferietillæg. Og heller ikke af hverken deres overarbejdsbetaling eller øvrige tillæg. Fejlen gik helt tilbage til 2007, hvor det blev overenskomstbestemt, at der skal svares pension af hele den A-skattepligtige indkomst.
Husk at tjekke din lønseddel
Læg særligt mærke til, om nye satser ift. eksempelvis fritvalg eller løn er slået igennem. Har du fået udbetalt tillæg, så prøv at sammenligne pensionsindbetalingen med lønsedlen for en måned, hvor du ikke har fået udbetalt tillæg.
Spørg HR, hvis du ikke kan gennemskue din lønseddel eller finder fejl. Spørg evt. din tillidsrepræsentant, hvis du har en. Og ellers er du altid velkommen til at sende din lønseddel til tjek i HK it, medie & industri Hovedstaden ved at sende den til imi@hk.dk.
Det var tydeligvis nødvendigt at sætte gang i et større beregningsarbejde for at afdække, hvad hver enkelt var blevet snydt for.
- Vi fik tillidsrepræsentanterne til at bede de 10 medarbejdere, som er medlem af HK, om at indsende deres lønsedler for de seneste 10 år. Så det var rigtig mange lønsedler, der landede på mit bord, og som jeg måtte gennemgå, fortæller Pia Weber.
5 år var utilfredsstillende
På baggrunden af lønseddelgennemgangen indvilgede JP/Politikens Hus i første omgang i at rette op på de manglende pensionsindbetalinger fem år tilbage, hvilket er, hvad man har krav på ifølge forældelsesloven. Men i og med at medarbejderne jo var blevet snydt for pensionsindbetalinger helt tilbage til 2007, var de langt fra tilfredse med kun at få kompensation for fem år. Derfor rejste HK sagen over for arbejdsgiverorganisationen Dansk Erhverv.
- Det lykkedes os at få yderligere fem år baglæns, så det i alt er 10 års indbetalinger, medarbejderne får godtgjort. Det er jo ikke medarbejdernes ansvar, at overenskomsten ikke er overholdt. På den baggrund kunne vi lave et kompromis, siger Pia Weber.
Kompromiset indebærer, at medarbejderne for perioden 2013-2017 får indbetalt 90 % af det skyldige beløb. Undtagen en enkelt som havde haft usædvanlig meget overarbejde og får 100 %. For perioden 2018-2022 bliver alle kompenseret med 100 %. Herudover har arbejdsgiver betalt en ekstra kompensation på 50.000 kr. til HK, som er blevet ligeligt fordelt mellem de 10 medarbejdere, der er HK-medlemmer.
I alt måtte arbejdsgiver betale over 1,5 mio. kr. til de berørte medarbejdere.
Ikke helt happy ending
I JP/Politikens Hus er tillidsrepræsentant Katrine Gødsbøll Jørgensen godt tilfreds med udfaldet af sagen.
- Jeg synes faktisk, det er en god aftale. Og jeg er glad for at have fået den ekstra kompensation på 50.000 kr., som kun er gået til HK’erne, siger hun.

"Vi har simpelthen savnet en undskyldning fra ledelsens side," siger tillidsrepræsentant Katrine Gødsbøll Jørgensen.
Til gengæld er hverken hun eller kollegerne imponerede over ledelsens attitude i sagen.
- Selv om kompensationen er landet godt, føler folk jo stadig, de er blevet snydt for 16 år og kun har fået betaling for 10, hvilket de jo også helt nøgternt er, siger hun.
- Derfor har vi simpelthen savnet en undskyldning fra ledelsen side. Nogle kolleger har haft rigtig meget overarbejde og mange tillæg. Især IT-folk som har arbejdet trofast for huset. Jeg kunne godt tænke mig, at ledelsen tog ansvar og udviste noget respekt over for de medarbejdere. Overarbejde er tid væk fra familien. Folk er blevet ringet op lørdag aften kl. 23 eller søndag kl. 10 midt i en familiefødselsdag og har lige pludselig måttet tage flere timer på arbejde.
- Det ville have hjulpet, hvis nogen i ledelsen havde bøjet nakken og sagt: ”Vi har lavet en fejl, vi er kede af det”. Det havde været befordrende for den følelse, medarbejderne står tilbage med, siger tillidsrepræsentanten.
Mange timers arbejde
Pia Weber siger, at hun ikke aner, hvor lang tid gennemgangen har taget.
- Nej, det tør jeg slet ikke tænke på. Men det har taget lang tid. Jeg har siddet med hver enkelt lønseddel og set, om vedkommende har haft nogen tillæg, om der har været overarbejde, om der er blevet udbetalt ferietillæg. Og så har jeg noteret det skyldige beløb for hver løndel hver måned. Det gode var, at pensionssatsen var 10 %, så det var ret nemt at beregne, fortæller Pia.
- Det har været et stort arbejde, men når man så bagefter kan se, hvad det har givet vores medlemmer, er det heldigvis også en stor tilfredsstillelse.