Niels Borch Rasmussen

Selv om kunstig intelligens er kommet til som et værktøj, er den administrative faglighed stadig dybt nødvendig, siger lektor og forsker Niels Borch Rasmussen. Foto: Asger Hunov/KP.

Af Helle Bo Henriksen

I flere år har debatten om robotternes indtog på arbejdsmarkedet fyldt, og man hører løbende om opgaver, som nu kan løses af kunstig intelligens. En del mennesker bliver naturligvis nervøse for, om de vil miste deres arbejde.

Lektor Niels Borch Rasmussen fra Københavns Professionshøjskole har beskæftiget sig med kunstig intelligens i en årrække, både som forsker og underviser, og han forklarer, at vi stadig er i gang med at forstå teknologien, men at der tegner sig et tydeligt billede: Teknologien kan understøtte vores arbejde, men der er stadig brug for os mennesker. Arbejdsprocesserne bliver dog anderledes mange steder.

Fagligheden ændrer sig, men du er stadig vigtig

Den faglighed, du har som administrative medarbejder, er stadig dybt nødvendig, lyder det fra Niels Borch Rasmussen. Som administrativ medarbejder er du ofte bindeled mellem forskellige professionelle grupper. Du har måske en koordinerende funktion og kender til arbejdsgange, procedurer og lovgivning. Du bruger sikkert også dine sociale kompetencer til at mediere og få samarbejde til at glide.

LÆS OGSÅEksperter opfordrer: Grib mulighederne med AI og gør det synligt

Alt dette er der fortsat brug for, men med AI ændrer din faglighed sig også. Det er nødvendigt for dig som administrativ medarbejder hurtigt at kunne tilegne dig de kompetencer, det kræver at kunne bruge AI til at understøtte opgaveløsningen.

Her får du Niels Borch Rasmussens bud på, hvilke kompetencer du som administrativ medarbejder bør stræbe efter i disse år:

1. Tilpasningsevne

Når du får et så potent værktøj som AI i hænderne, skaber det nye rutiner, og det kræver, at du evner at tilpasse dig en ny virkelighed. AI er allerede i gang med at vende grundigt op og ned på, hvordan mange af os går til vores arbejde. Noget har måske tidligere været et tungt og møjsommeligt arbejde. Nu kan du få et bud på en løsning fra AI, som skal kvalitetssikres og justeres.

2. Viden om kvalitet

AI er et værktøj, og den, der arbejder med værktøjet, har stadig det fulde ansvar og skal bruge sin faglighed til at bære det ansvar. Du skal kunne stå inde for produktet, selvom opgaven er løst med hjælp fra AI, og du kan holdes ansvarlig for kvaliteten. En vigtig del af din faglighed bliver således forståelsen for kvalitet i opgaveløsningen. Du skal mestre at spille bold op ad chatbotten, hvor du giver og får feedback. Men det er stadig dig som administrationsfaglig medarbejder, der har fat i tøjlerne og står på mål for resultatet.

3. Kritisk tænkning

Når du i højere grad reviderer og vurderer bud fra AI fremfor at lave tingene fra bunden, er det vigtigt, at du forstår, hvordan chatbots fungerer, og hvilken bias, der er indbygget i dem. Du skal kunne korrigere fejl, og du skal vide, at du aldrig skal stole blindt på chatbottens svar. Noget kan ligne et godt svar, men du skal vide, at chatbotten kommer med generelle svar – de mest typiske svar -, men den forholder sig ikke til, hvad du spørger om. Den fungerer ud fra statistik sandsynlighed. Du skal derfor supplere med andre kilder og bruge din egen faglighed.

4. Etisk bevidsthed

En chatbots viden kommer fra træningsdata, dvs. data, som chatbotten er blevet fodret med for at lære, hvilke svar den skal give. ChatGPT trækker viden fra hele internettet, men du skal være opmærksom på, at alle mennesker på jorden ikke har lige stor indflydelse på, hvad der står på internettet. Der er en overrepræsentation af data fra nogle grupper frem for andre. De skævheder, der allerede er i vores samfund i forhold til fx køn, race og samfundsgruppe, reproduceres. Fx kan ChatGPT finde på at kategorisere noget som mandearbejde. Det er derfor vigtigt, at du hele tiden er opmærksom på også at bruge din egen etiske sans og andre kilder til viden.

5. Tålmodighed

Samarbejdet mellem dig og en chatbot foregår via prompts – dvs. de beskeder eller kommandoer, du skriver til chatbotten. Det tager tid at justere sine prompts og lære, hvordan chatbotten reagerer på forskellige typer prompts. Det tager også tid at finde ud af, hvornår det er hensigtsmæssigt, at den kunstige intelligens tager fat, og hvornår skal den give slip. Det kan fx være uhensigtsmæssigt at lade chatbotten starte helt forfra med en tekst. Måske er det bedre at fodre den med noget og give den et skelet og en retning. Alt det skal du bruge tid på at sætte dig ind i.

Du skal undersøge, hvordan teknologien bruges bedst

Der er ikke noget facit på, hvordan de nye digitale teknologier skal bruges, forklarer Niels Borch Rasmussen. Det er op til brugerens kreativitet og fantasi, og det er brugerne, der skal undersøge og udforske, hvordan kunstig intelligens kan understøtte det daglige arbejde. Det vil derfor kunne bruges vidt forskelligt.

LÆS OGSÅStats-HK’ere er klar til at omfavne AI i arbejdet

- Ingen har på forhånd defineret, hvordan AI kan bruges i administrativt arbejde. Det skal undersøges af de administrative medarbejdere selv, og svaret vil ligge i mødet mellem teknologi og den eksisterende praksis, lyder det fra Niels Borch Rasmussen.