Heidi Juhl Pedersen

HK Stat står klar til at hjælpe regeringen og AI-taskforcen med kompetenceudvikling af medarbejderne, siger HK Stat-formand Heidi Juhl Pedersen. Foto: Nils Lund Pedersen

Danmark skal være verdensførende i at bruge kunstig intelligens i det offentlige. Sådan lyder det ambitiøse mål fra regeringen, som derfor har nedsat en taskforce.

Og når man skal vinde over USA, Kina og resten af verden, skal det gå stærkt. Derfor skal regeringens taskforce ifølge Politiken senest til marts 2025 fastsætte et konkret mål på ”XX.XXX offentlige årsværk”, som AI kan frigøre.

AI skal frigøre mindst 10.000 årsværk

Som avisen konstaterer, kan de mange X’er udgøre alt fra 10.000 og helt op til 99.999 stillinger, som altså skal ”frigøres” i det offentlige.

Ifølge materiale fra møder i taskforcen, som Politiken har fået indsigt i og skrev om søndag den 1. december, skal arbejdet finde de mange årsværk i det offentlige frem mod 2030.

Det er fint med store ambitioner, men rækkefølgen er omvendt, mener HK Stat-formand Heidi Juhl Pedersen.

- Selvfølgelig skal vi hele tiden udnytte nye teknologier og bruge AI så meget som muligt til at blive mere effektive og forbedre vores offentlige service. Men det undrer os meget, at regeringen starter med at sætte et mål for at nedlægge stillinger, når ingen har overblikket over, hvor meget vi allerede bruger fx AI og til hvad, siger Heidi Juhl Pedersen.

LÆS OGSÅStats-HK’ere er klar til at omfavne AI i arbejdet

Vi har set alt for mange eksempler på blind tiltro til digitalisering, hvor man høster besparelsen på forhånd, mener hun.

- Forskellige ministre og politikere forsikrer os gang på gang om, at man har lært af fejlene i Skat, men når vi hører den her udmelding, kan man blive i tvivl. Derfor vil jeg gerne opfordre regeringen til at vende bøtten og inddrage medarbejderne langt mere.

Danske værdier er også at inddrage

Regeringen har den 2. december præsenteret 3 principper for arbejdet med kunstig intelligens i Danmark.

- Kunstig intelligens er ikke et mål i sig selv, men et afgørende middel til at skabe et bedre samfund, udtaler digitaliseringsminister Caroline Stage (M) i en pressemeddelelse.

- Med etableringen af en digital taskforce sætter vi gang i at rulle kunstig intelligens ud i den offentlige sektor i stor skala. Meget er allerede i gang, men nu vil vi tage fat der, hvor det virkelig batter, så vi finder frem til de store løsninger, der kan gøre en forskel for velfærden, og giver medarbejderne i den offentlige sektor mere tid til menneskeligt nærvær, lød det fra finansminister Nicolai Wammen.

Udover målet om at være nummer et i verden, bygger regeringens vision på, at vi skal have borgernes grundlæggende rettigheder i centrum og at brugen af kunstig intelligens skal ske ”i overensstemmelse med danske værdier".

Men danske værdier er også at inddrage og have respekt for fagligheden hos de medarbejdere, som har styr på de daglige arbejdsgange, mener Heidi Juhl Pedersen.

- Vores medlemmer er fagspecialister med detaljeret viden om statens arbejdsgange. Mange er allerede i fuld gang med at udvikle nye løsninger og bruge AI i deres daglige arbejde. Og endnu flere står klar til at komme i gang. Derfor er det helt afgørende at inddrage dem, hvis man skal nå i mål med de store ambitioner, påpeger HK Stat-formanden.

HK’ere i staten i fuld gang med AI

Omkring 25 procent af HK Stats medlemmer bruger allerede AI i deres arbejde. Det viser nye tal fra en stor medlemsundersøgelse blandt HK Stats medlemmer. Og langt flere svarer, at de forventer at komme til at arbejde med den kunstige intelligens i løbet af det kommende år.

- Vi oplever stor interesse fra rigtig mange medlemmer, som er helt klar til at gribe de nye muligheder, og mange er i fuld gang. Vores AI-kurser er blevet revet væk, men vi savner at statens arbejdsgiverne centralt har en plan for at uddanne medarbejderne, så det synes vi, den nye taskforce skal se på hurtigst muligt.

LÆS OGSÅEksperter opfordrer: Grib mulighederne med AI og gør det synligt

Under OK24 aftalte parterne i staten at samarbejde om brug af kunstig intelligens i staten. Siden har der ikke været meget nyt at fortælle om det projekt, men det må ændre sig nu, mener HK Stat-formanden.

- Hvis vi skal være verdensførende, skal vi også være super ambitiøse i forhold til kompetenceudvikling af de medarbejdere, som skal løse opgaverne og udvikle de nye løsninger. I HK Stat står vi klar til at hjælpe regeringen og taskforcen med det, tilføjer Heidi Juhl Pedersen.

HK Stat deltager i et møde med Digital Taskforce for kunstig intelligens med fokus på ”medarbejderperspektiver” fredag den 6. december, ligesom Heidi Juhl Pedersen har aftalt et møde med finansminister Nicolai Wammen fredag den 13. december 2024.

Om regeringens Digital Taskforce for AI 

Digital Taskforce for kunstig intelligens har til opgave at ”identificere og håndtere barrierer for udnyttelsen af kunstig intelligens” og fremme udrulningen af kunstig intelligens i den offentlige sektor i ”stor skala”. Arbejdet ledes fra finansministeriet og Digitaliseringsministeriet og der er ifølge Mandag Morgen nedsat et sekretariat med 14 medarbejdere udlånt fra syv ministerier. Regeringens vision bygger på 3 principper:
  1. Borgernes grundlæggende rettigheder i centrum – i overensstemmelse med danske værdier
  2. Danske virksomheder skal være globalt konkurrencedygtige
  3. Danmark skal være verdensførende inden for anvendelse af AI i det offentlige. Kilde: Kommissorium for Digital Taskforce for kunstig intelligens og Digmin.dk