Din succes ved lønsamtalen afhænger i høj grad af din forberedelse. 

FORBEREDELSEN

Forbered dig hele året
Forbered dig løbende ved at notere, hver gang du får nye opgaver, når du lærer nyt eller udvikler dig, når du får nye ansvarsområder etc. Hav for eksempel en lommebog, en note på telefonen eller et dokument på computeren, du vænner dig til at opdatere. Husk også løbende at tale om din udvikling, så din chef bemærker dine resultater.

Lær din chef at kende
Sørg for at danne dig et godt billede af din chef – for eksempel ved at tale med dine kolleger. Hvad er kvalitet for vedkommende, hvad er chefens succeskriterier etc. Det er værdifuld viden, når du skal argumentere for en lønstigning.

Spar med din tillidsrepræsentant 
Benyt dig af det, hvis du har en tillidsrepræsentant. Spørg til tips og tricks, test dine argumenter på vedkommende eller spørg om råd til, hvad du skal forvente af lønsamtalen. Din ”TR" kan bruges til at sparre med på mange måder.

Kør med 2-3 argumenter
Brainstorm dig frem til dine forskellige argumenter for en lønstigning. Udvælg omhyggeligt de to-tre bedste, og hold dig til dem. Tænk godt over, hvordan du kan underbygge dem, og tænk også over, hvordan du tror, din chef vil forholde sig til dem. Det kan være en god idé at prøve dem af på en kollega eller en tillidsrepræsentant – eller med et AI-værktøj som ChatGPT.

3 tal du skal kende
Inden lønsamtalen bør du gøre dig selv den vigtige tjeneste at komme frem til tre centrale beløb: Hvad vil være det optimale (men ikke urealistiske eller ublu) resultat? Hvad vil du være tilfreds med? Og hvad er dit absolutte minimum. Brug beløbene til at navigere efter, så du husker at være tro mod dig selv til samtalen og ikke risikerer at affinde dig med mindre, end du reelt kan leve med. Vær i øvrigt ikke bange for at spille først ud med et tal (typisk dit ønskeresultat). I forskning taler man om at ”smide et anker”, når det første beløb nævnes. Slutresultatet vil ofte ligge tættest på det beløb, der først kom på bordet.

LØNSAMTALEN

Skab en god stemning
Læg gerne ud med lidt small talk. Det er altid en fordel at forhandle i en positiv atmosfære.

Gennemgå dine argumenter
Fortæl, at du har tænkt grundigt over dit år og din arbejdsindsats og mener, du har fortjent en lønstigning. Fold roligt og sagligt dine to-tre udvalgte argumenter ud, og underbyg meget gerne med eksempler. Tag noter under hele samtalen, så du bagefter har styr på, hvad der er blevet sagt.

Keep cool
Sørg så vidt muligt for at holde hovedet koldt og tale langsomt under hele samtalen. Giv plads til, at din leder kan tale, og lyt uden at afbryde. Giv meget gerne medløb i form af positivt kropssprog og anerkendende sprog a la ”jeg hører, hvad du siger” og ”jeg anerkender din pointe”, inden du eventuelt viser din uenighed med en formulering i stil med ”…men fra min stol opfatter jeg det lidt anderledes (…)”.

Du har ret til en lønsamtale mindst én gang om året, hvis du arbejder et sted med overenskomst, eller hvis du er ansat som funktionær.

 

De største no gos
Undlad at sammenligne dig med andre, medmindre du meget sagligt eller objektivt kan sætte ord på, hvorfor din indsats er lige så meget eller mere værd. 
Pas på med at lade følelserne tage over, hvis du ikke bliver imødekommet – dvs. hids dig endelig ikke op. 
Mød aldrig op uforberedt – så er det både sværere at tage dig alvorligt og nemmere at afvise dine ønsker.

Vær ikke bange for et nej
Ingen får altid alt, så lad dig ikke slå ud af et dårligt resultat. Får du et nej, så brug det konstruktivt frem mod næste samtale. Få din chef til at sætte ord på, hvad der skal til, for at du kan komme i betragtning til en (større) lønforhøjelse. Jo mere konkret, jo bedre.

EFTER SAMTALEN

Få det på skrift
Skriv et kort referat med de vigtigste punkter fra samtalen, hvis ikke din leder gør det. Send det til vedkommende og bed om en tilbagemelding på indholdet, så du har på skrift, hvad I blev enige om, og hvad du eventuelt fik stillet i udsigt.

Guider og materialer

Vi har samlet det hele ét sted

Find vores forberedelsesskema, vores guide til at bruge en virtuel AI-coach, vores oversigt over alternativer til løn og alle vores andre lønværktøjer på hk.dk/imitools