
Louise Theil Bock, karrierevejleder- udfordrer disse undskyldninger.
39 % af HK Privats medlemmer SIGER:
"Jeg kan ikke finde relevant uddannelse"
Karrierevejlederen siger:
- I Karrieretelefonen hører vi rigtig ofte folk sige, at der er ikke noget relevant uddannelse for dem. Men der er en urskov af tilbud, så jeg plejer at sige, lad os starte en proces, der gør, at vi finder noget, der er relevant for dig. For det er min påstand, at der altid er noget, der er relevant. Først handler det om at se på, om du skal have dokumentation/eksamensbevis på de kompetencer, du bruger allerede? Eller om du har brug for at udvikle kompetencer og viden, som du ikke har endnu? Men også hvad er dit eget drive? Og hvilken type af efteruddannelse passer til dig? Både i forhold til type, længde, sted osv.
19 % af HK Privats medlemmer SIGER:
"Vi har for travlt på arbejdet"
Karrierevejlederen siger:
- Hos Karrieretelefonen hører vi ofte denne her med, at mine kolleger skal jo løbe stærkere, hvis jeg er væk. Det er også et empatisk hensyn at tage, men det hjælper bare ikke på sigt - og det hjælper heller ikke dine kolleger på den lange bane. Man kan nemlig vende den om og sige, hvis du tager efteruddannelse, så kan du være løftestang for, at dine kolleger også gør det. Og så skal du involvere din ledelse/chef. Gå i dialog med din chef om dine udviklingsønsker og giv bud på, hvornår det kan passe ind i forhold til travlhed og også gerne input til, hvilke opgaver der kan udsættes eller skrues ned for en periode.
20 % af HK Privats medlemmer SIGER:
"Jeg er for gammel"
Karrierevejlederen siger:
- Man bliver aldrig for gammel til at efteruddanne sig. Alligevel har jeg hørt folk helt ned til 45 år sige, nu er jeg også ved at være for gammel. Hvis du er 60 år i dag, så har du syv år tilbage på arbejdsmarkedet. Hvis du så ser tilbage på de sidste 7 år, og de forandringer, dit job har gennemgået - altså, hvad har du lært, og hvilke nye opgaver har du fået? Den samme udvikling kommer jo til at ske de næste 7 år, så you better learn.
7 % af HK Privats medlemmer SIGER:
"Min arbejdsgiver siger nej"
Karrierevejlederen siger:
- Hvis din arbejdsgiver siger nej, så har mange medlemmer jo heldigvis en overenskomst med kompetencefond og ret til selvvalgt uddannelse, de kan gribe i. For det er kun i en vis periode, din arbejdsgiver må sige nej. Hvis din arbejdsgiver siger nej for nu, så handler det om at åbne døren for, hvornår det så kan lade sig gøre. På mange arbejdspladser er der perioder, hvor der er mere travlt end andre, og så må I jo sammen finde et tidspunkt, der passer godt. Er du ikke overenskomstdækket, så ring til os på Karrieretelefonen. For der er flere muligheder, der koster meget lidt.
Kilde: Leder af HK's Karrieretelefon Louise Theil Bock og Epinion for HK Privat, oktober 2024