- I Alfa Laval har vi netop stået over for en fyringsrunde. Der har jeg som arbejdsmiljørepræsentant konkret kunnet bruge en række værktøjer i forhold til at matche den, jeg taler med i kropssprog, stemmeføring, men også i måden de taler på - og i øjenkontakten. Det er alt sammen afgørende i forhold til at skabe tillid og et trygt rum at tale i, fortæller Pia Olesen. Foto: Cathrine Ertmann
For mig er det vigtigt hele tiden at udvide min værktøjskasse. Man ved aldrig, hvad fremtiden bringer, så det er vigtigt at være godt rustet, og det er et ansvar, der ligger hos os medarbejdere selv, og som vi er nødt til at tage på os. Lederne kommer jo ikke og prikker os på skulderen og siger ”prøv det her”. Men når vi som medarbejdere så kommer og beder om efteruddannelse, er det selvfølgelig vigtigt, at vi får lov til det. Jeg har selv kun haft chefer, der har bakket op om de ting, jeg har villet.
Jeg har løbende taget efteruddannelse, særligt inden for kommunikation og psykologi, som jeg synes er spændende.
For 5 år siden tog jeg et kursus i praktisk projektledelse. Selv om jeg i dag ikke arbejder som projektleder, så sidder jeg som indkøber ofte i en koordinerende rolle, hvor jeg skal samarbejde med både kolleger og eksterne samarbejdspartnere. Jeg tog meget med fra det kursus om netop samarbejde i forhold til forskellige personlighedstyper, og hvordan man bedst giver information og stiller en opgave til forskellige typer af mennesker. Fx foretrækker nogle detaljer og er meget strukturerede, mens andre har en mere overordnet tilgang.
Ud over at være indkøber er jeg også arbejdsmiljørepræsentant og har løbende blandt andet taget kurser inden for psykologi og kommunikation i HK. Det har givet mig en forståelse for, at vi hver især har noget med i rygsækken i forhold til, hvordan vi reagerer over for hinanden, og som arbejdsmiljørepræsentant har det også givet mig meget at sparre med andre tillidsvalgte på kurserne.
P.t. er jeg i gang med en NLP-practitioner uddannelse, der er en længere efteruddannelse med 25 undervisningsdage fordelt over et år. Derudover mødes vi indimellem og træner sammen i små grupper.
Læs også: Gør dig selv en tjeneste og efteruddan dig
I Alfa Laval har vi netop stået over for en fyringsrunde - en situation, der aldrig er behagelig at stå over for. Når nu situationen er, som den er, har jeg heldigvis haft gode værktøjer at trække på, som jeg har lært på både den uddannelse, jeg har været i gang med et halvt år nu, og fra mine tidligere efteruddannelser. Det gælder både i forhold til kommunikation med ledere og HR, men også opsagte kolleger og berørte kolleger tilbage. Jeg har konkret kunnet bruge en række værktøjer i forhold til at matche den, jeg taler med i kropssprog, stemmeføring, men også i måden de taler på - og i øjenkontakten. Det er alt sammen afgørende i forhold til at skabe tillid og et trygt rum at tale i.
Men lige så vigtigt har jeg på NLP-kurset også lært, for at jeg kan være der for mine kolleger, er jeg nødt til også at huske mig selv i sådan en svær situation - vigtigheden af, at jeg også selv lige husker at stoppe op og trække vejret og mærke, hvordan jeg selv har det. Det er vigtigt både i forhold til, at jeg ikke pludselig selv går ned, men min ro smitter jo også af på mine kolleger.
Læs også: 4 undskyldninger for ikke at tage efteruddannelse