Nyt Job - laborant Martin Teglhus Rasmussen

I sit første job som nyuddannet laborant skal Martin Teglhus Rasmussen arbejde med mikrobiologiske analyser. Privatfoto

Hvorfor skifter du job?

Jeg er nyuddannet laborant fra Københavns Professionshøjskole. I forbindelse med min uddannelse har jeg været i praktik her i et år. Da jobbet blev slået op, søgte jeg det, for jeg kender jo alle opgaverne i forvejen. Til jobsamtalen fik jeg at vide, at jeg var blandt de bedst kvalificerede til jobbet. Jeg er glad for, at det blev mig, der fik jobbet. Nu kender jeg jo folk herude, og vi spiller godt sammen. 

Hvad skal du lave i dit nye job?

Jeg arbejder primært med undersøgelse af vandbakterier som Legionella. Det er ikke så meget selve bakterien, der er spændende ved det, men derimod at man efter en dag rent faktisk kan se, at bakterien vokser frem. I løbet af studiet har det især været mikrobiologi og bakterier, der har haft min interesse. Om kemi virker, er derimod noget, man skal stole på. Det er ikke så håndgribeligt. Vi modtager vandprøver fra patienter, tandlæger og virksomheder, som vi skal tjekke for Legionella og andre bakterier. Mine opgaver går ud på at modtage og håndtere de indkomne vandprøver og identificere sygdomsfremkaldende bakterier. Desuden skal jeg deltage i laboratoriets forskningsprojekter.

I vores afdeling er vi ni ansatte, og heraf arbejder fire af os med vand. Hos os er det et teamwork. Det er det, jeg foretrækker, men jeg kan også godt lide at arbejde selvstændigt med prøver og overvågning en gang imellem. Vi samarbejder og hjælper hinanden med opgaverne. Når man er en del af et team, er det vigtigt, at man kan sige, når man har brug for hjælp eller har tid til at hjælpe andre. Vi bidrager alle til et godt tværfagligt arbejdsmiljø.

LÆS OGSÅ: NYT JOB: Vi laver hver måned løn til cirka 80.000 statsansatte

Afdelingen dækker et bredt fagligt område. Ud over Legionella arbejder vi med overvågning af en række andre bakterier, fx streptokokker. Det er ikke alle, som man kan hjælpe, for det kræver noget tid at blive lært op i de forskellige bakterier. Man ser, hvad de andre laver, og så forstår man hurtigt, hvordan det skal gøres. Nogle bakterier har lidt den samme fremgangsmåde. Vandprøver er noget helt andet, og industriprøver er noget helt tredje.

Jobbet kræver, at man arbejder struktureret og er omhyggelig med sit arbejde, for det faglige niveau er højt. Nogle gange er der ikke så meget at lave. Så kan man rydde lidt op og gøre rent i laboratoriet. Andre gange er der rigtig meget, fordi mange pludselig skal have tjekket, om der er bakterier i vandet. Der skal man kunne holde hovedet koldt og have fuldt fokus på sit arbejde.

Beskriv SSI som arbejdsplads

Hos SSI har man en hverdag med forskelligartede opgaver og kolleger, der er åbne og engagerede. Der er mulighed for at få en fleksibel hverdag med god balance mellem arbejde og fritid. Vi har en personale- og idrætsforening, hvor man kan deltage i forskellige sociale arrangementer. 

LÆS OGSÅ: NYT JOB: Ann-Britt blev headhuntet til at starte nyt ministerium op

Hvad er det sværeste i dit nye job?

Nu har jeg jo været her i et år, så der er ikke meget, som er supersvært. Jeg har jo været igennem den svære del med at skulle orientere sig i et professionelt arbejdsliv. At være ny på arbejdsmarkedet var nok det sværeste, for nu er du ude i noget, der rent faktisk er seriøst. Hvis man svarer forkert, er der jo en i den anden ende, der får noget forkert.

LÆS OGSÅ:NYT JOB: På dokumentjagt i arkivet

Hvad ser du frem til i jobbet?

Jeg ser frem til at lære noget mere og få mere erfaring. Ja, at få hænderne dybt ned i faget.

Statens Serum Institut

Statens Serum Institut (SSI) er et institut under Indenrigs- og Sundhedsministeriet. Statens Serum Institut forebygger og bekæmper infektionssygdomme og medfødte sygdomme gennem forskning, overvågning, diagnostik og rådgivning. En central opgave er at sikre forsyningen af vacciner og beredskabsprodukter til vaccinationsprogrammerne og til beredskabet. Arbejdspladsen, der beskæftiger 900 medarbejdere, er internationalt anerkendt for at løse nationale og globale sundhedsopgaver.