
Christine Ipsen og Kasper Edwards, DTU.
Hvordan har hybridarbejde ændret arbejdsmarkedet – og hvorfor? Hvordan er ledelseskæden og hele organiseringen sat sammen, når vi taler om hybridarbejde? Hvilke daglige dilemmaer og udfordringer i håndteringen af hybridarbejdet står du som leder med? Og hvordan sætter du retning, både overordnet strategisk og dagligt ledelsesmæssigt?
Det er nogle af de spørgsmål, første episode af Chefgruppens nye podcastserie på i alt tre afsnit, stiller. Deltagerne er de to eksperter i hybridarbejde, professor Christine Ipsen fra DTU, der som forsker har stået i spidsen for SPACE-projektet sammen med seniorforsker Kasper Edwards. SPACE-projektet er et samarbejde mellem DTU og HK Kommunal om at afdække udfordringer og løsninger i det hybride arbejdsliv.
Hør podcasten: Hvad er hybridarbejde?
De to næste episoder i serien handler om dels at lede hybridarbejde og dels selv trives som leder af hybridarbejde. Her vil både forskere og ledere medvirke.
Ny publikation: Topledelse i den hybride organisation
Der er yderligere inspiration at hente til den hybride ledelsesdagsorden i en ny publikation fra Væksthus for Ledelse, ”Skab nye rammer om det hybride samarbejde. En ledelsesopgave for topledere og chefer”.
Den sætter spot på de strategiske aspekter i at lede den hybride organisation:
- Hvilke former for fleksibilitet har vi med at gøre?
- Hvordan påvirker de vores måde at organisere og løse opgaverne på?
- Hvordan kan hensynet til kerneopgave og trivsel forenes?
- Skaber fysisk nærvær værd for opgaven?
- Svækkes arbejdsfællesskaberne med hybridarbejde?
- Hvilke former for kontrol er der brug for?
Hensigten er at fremhæve, hvor betydningsfuldt det er, at topledelsen og chefniveauet løfter det strategiske ansvar, har en klar intention, gør status over, hvor organisationen befinder sig på linjen mod en hybrid organisering og sætter en fælles ramme om organisering og opgaveløsning i en hybrid arbejdsvirkelighed.
Hent publikationen her