Med virkning fra 1. april 2025 har din overenskomst givet dig en procent ekstra i pensionsindbetaling og med denne en mulighed for at vælge mellem at få den som løn, pension eller opsparing. Men i praksis må du endnu kigge langt efter muligheden for at vælge, hvordan du vil bruge den ekstra pensionsprocent.


HK Stats forhandlingschef, Christian Esgaard Christensen, hører fra tillidsrepræsentanter, at deres medlemmerne undrer sig og er utilfredse med forsinkelsen af valgfrihedsordningen. Foto: Mikkel Østergaard.

Årsagen er, at HK Stats organisationsaftale gældende fra 1. april 2024 endnu ikke er på plads. Og da organisationsaftalen udgør hjemmelen for aftalen om opsparingsordningen, kan de lokale arbejdsgivere ikke sætte den i værk. Forsinkelsen ærgrer HK Stats forhandlingschef Christian Esgaard Christensen.

- Vi ved, at det skaber undren og utilfredshed blandt vores medlemmer, at man ikke kan komme i gang med at bruge ordningen. Men vi arbejder hårdt for, at organisationsaftalen vil blive udsendt meget snart, siger han.

Læs mere om ordningen: Spar op med ny ordning

Når HK Stats organisationsaftale er udsendt, skal din arbejdsgiver efterregulere din pensionsindbetaling med tilbagevirkende kraft fra 1. april 2025 og give dig mulighed for at foretage dit valg i forhold til valgfrihedsordningen, fastslår forhandlingschefen.

Systemer forsinker opsparing af frihed

Aftalen om opsparing af frihed, som træder i kraft 1. maj 2025, giver dig som statsansat mulighed for at spare frihed op til senere afvikling. Aftalen om denne ordning er allerede udsendt, og hvis du arbejder på en månedsnorm, kan det reelt ske i forbindelse med opgørelse af normperioden efter maj måned.

Også med denne kan der forventes at være en indkøringsperiode på de statslige arbejdspladser, fortæller forhandlingschefen.

- Vi er opmærksomme på, at arbejdsgiverne er udfordret i forhold til at systemunderstøtte den nye aftale. Men det ligger fast, at det er din arbejdsgiver, der skal at sikre, at du kan komme i gang med opspare frihed i den nye opsparingsordning. I HK Stat vil vi holde arbejdsgiverne op på, at det sker, siger Christian Esgaard Christensen.

Artiklen er opdateret 06. maj 2025