
Formand for HK Kommunal, Lene Roed. Foto: Tom Ingvardsen
Flere penge til sygehusvæsnet og til et løft af den kommunale velfærd i bred forstand. Det er de helt overordnede resultater af økonomiaftalerne for 2026 mellem finansministeriet og hhv. Danske Regioner og KL. Aftalerne indebærer, at regionerne får tilført brutto 2,4 mia. kroner mere i 2026, mens kommunernes serviceramme løftes med 3,5 mia. kroner.
Det er både glædeligt og tiltrængt, understreger Lene Roed, formand for HK Kommunal og fremhæver især, at manglen på medarbejdere i både regioner og kommuner presser de administrative medarbejdere, som løber stærkt. Derfor er det ekstra malurt i bægeret, at den økonomiske saltvandsindsprøjtning samtidig modsvares af fortsatte besparelser på administrationen i både regioner og kommuner.
Læs aftalen om kommunernes økonomi 2026 her
Læs aftalen om regionernes økonomi 2026 her
Ikke gennemtænkte besparelser
Regionerne skal spare godt 100 mio. kroner på administration, mens kommunerne må holde for med 250 mio. kroner. Og det virker uigennemtænkt en tid, hvor reformerne ruller over både det kommunale og regionale landskab, påpeger Lene Roed.
- Det er vigtigt at være helt skarp på, hvilke faggrupper man bruger til de forskellige opgaver. I dag løses mange administrative opgaver af faggrupper, som med fordel kunne udnytte deres faglighed til det, de er bedst til, og så overlade det administrative arbejde til de dygtige medarbejdere, som er specialister i det – frem for blindt at skære på ’administration’, siger hun.
Administrative er nøglespillere
Reformstormen raser i høj grad også i kommunerne og får en besparelse på de administrative funktioner til at virke som at skyde sig selv i foden, mener Lene Roed.
- Når man vil reformere både beskæftigelses-, sundheds-, social- og folkeskoleområdet, den grønne trepartsaftale og have et større fokus på beredskab og cybersikkerhed kræver det i høj grad administrativ styring. Vores medarbejdere spiller en nøglerolle med både deres kompetencer, erfaring og kendskab til de kommunale arbejdsgange, strukturer og systemer. Derfor er det ubegavet at skære ned her, samtidig med at man ønsker at skabe endnu bedre og borgernære indsatser og resultater på de store kommunale velfærdsområder. Det hænger ikke sammen i mine øjne.
Faglig ledelse tæt på
For chefer og ledere i både regioner og kommuner vil reformer og besparelser stille høje krav til den faglige ledelse af de administrative medarbejdere, mener Lene Roed.
- Når vi står med så store velfærdsforandringer, som vi gør i disse år, og der samtidig skal findes besparelser på de helt centrale administrative funktioner og opgaver, skal chefer og ledere kunne lede de faglige medarbejdere i forandringsprocesserne med både tydelighed og tryghed, som sikrer, at opgaverne løses på fagligt bedste vis. Det kræver som nævnt også, at ledere og chefer er skarpe på at bruge de rette faglige kompetencer til de rette opgaver for at udnytte ressourcerne bedst muligt og gennemføre forandringerne i overensstemmelse med de politiske intentioner.
Fælleskommunale IT-centre bekymrer
Et særligt ben i økonomiaftalen for kommunerne er at oprette nye, fælleskommunale IT-centre, som skal erstatte en stor del af de 98 kommuners IT-opgaver. Målet er at sikre en mere systematisk overvågning og styring i en tid, hvor cybertruslen mod offentlige myndigheder er tiltagende. De nye IT-centre skal etableres senest 1. januar 2027 og skal i løbet af 2027 overtage driften af servere og netværksinfrastruktur. Planen er kommet bag på mange både chefer og medarbejdere i kommunernes IT-afdelinger, bekræfter Lene Roed.
- Det kom som lidt af en bombe, at økonomiaftalen for kommunerne rummer en plan om disse tværkommunale IT-serviceorganisationer i hele landet, siger hun og opfordrer til at sætte tempoet ned, så vurderinger af og beslutninger om, hvad der giver mening at samle og centralisere.
- Hvis målet er at øget indsatsen for at styrke cybersikkerheden, er det ærgerligt, hvis en meget stram tidsfrist betyder, at de store ændringer hastes igennem uden at lytte til de kvalificerede medarbejdere på IT-området i kommunerne og får deres vigtige viden i spil, siger hun.