
Aida Gonzáles Jensen måtte tage sin uddannelse en gang til, da hun kom til Danmark fra Filippinerne. "Men regnskab er internationalt, så det eneste jeg på en måde skulle lære var, hvad de forskellige begreber hedder på dansk," siger hun. Fotos: Carsten Snejbjerg.
Hvad laver du som regnskabsassistent?
Primært daglig bogføring i forhold til forbrugsafregning. Jeg sidder med bankerne, finansafstemninger, indbetalinger, udbetalinger, renter – alt muligt. Vi har mange selskaber her i HOFOR, og jeg sidder og bogfører alle betalinger for dem alle.
Du har en regnskabsuddannelse?
Ja, jeg kommer fra Filippinerne, hvor jeg blev uddannet inden for regnskab. Men da jeg kom til Danmark, blev min uddannelse ikke godkendt, så jeg skulle starte helt forfra. Det tog nogle år. Men regnskab er internationalt, så det eneste jeg på en måde skulle lære var, hvad de forskellige begreber hedder på dansk. Jeg havde en højere stilling med mere ansvar på Filippinerne, end jeg har her som regnskabsassistent, men jeg er meget glad for mit arbejde.
Hvad kan du godt lide ved arbejdet?
Jeg kan blandt andet godt lide, når der kommer nye systemer, vi skal sidde og teste. Det med at finde alle udfordringer og problemer og lykkes med at få rettet fejlene. Jeg kan også godt lide, når vi har opgaver, der skal nås inden en deadline. Vi har mange deadlines, både månedsregnskaber og årsafslutning, og når det lykkes at blive færdig til tiden, er jeg lettet og glad. Efterhånden har jeg også så meget erfaring, at det er mig, der lærer nye kolleger op i afdelingen. Jeg kan godt lide at dele min erfaring og viden med de nye.

Arbejdet var mere socialt i "gamle dage", siger Aida.I dag kan hun sidde alene og løse langt flere opgaver end tidligere.
Du har siddet med regnskab i rigtig mange år. Kan du sætte nogle ord på udviklingen?
Dengang jeg begyndte, sad man med store regnskabsbøger og omgivet af papirstakke og bogførte alt i hånden med fyldepen. Debit i den ene kolonne, kredit i den næste, finanskonto osv. Og så regnede jeg det hele sammen med lommeregner. Hvis du ser mit skrivebord i dag, er der ikke noget papir på det. Nu foregår alt på computeren og ligger et sted oppe i skyen.
Savner du noget ved den tid?
Arbejdet var nok mere socialt dengang. For at løse en opgave skulle man måske arbejde sammen med to-tre andre mennesker. Nu sidder man alene og kan løse langt flere opgaver end førhen. Men det er fint, vi skal da følge med udviklingen. Og apropos hvad der har ændret sig fra dengang og til nu, så er der også det med at arbejde hjemme. Tidligere mødte jeg ind på arbejde fem dage om ugen, nu har jeg to faste hjemmearbejdsdage. Det er også dejligt.
Hvad skal man være god til i dit arbejde?
Jeg synes, man skal være meget tålmodig. Det handler ikke bare om at arbejde med tal. Det er også en form for analysearbejde. Regnskab er svært, og hvis man ikke er tålmodig, så kan man ikke gøre sit arbejde godt. Det er bedre at være omhyggelig end at være hurtig, for når man laver fejl, kan det tage lang tid at finde og rette fejlen.
AIDA GONZÁLES JENSEN
Ansat siden: 2012
Lokalitet: Ørestaden
Antal ansatte: Cirka 1.700
Overenskomst: Ja
Tillidsrepræsentant: Ja