Næstformand i HK Stat Ulla Moth-Lund Christensen mener, det er svært at se de gode argumenter for nedskæringer i det offentlige. Foto: Mikkel Østergaard
Det har vist sig mere end svært at skære ned på andelen af administrative medarbejdere på statens arbejdspladser. For det første har Danmark ifølge Verdensbanken allerede en af verdens mest effektive offentlige sektorer. For det andet har det været mere end almindeligt svært at pege på de statslige opgaver, der ikke længere skal løses.
Alligevel fortsætter arbejdsgivere med Dansk Arbejdsgiverforening (DA) i spidsen – samt den borgerlige del af Folketinget – med at kræve, at der skæres administrative arbejdspladser væk i det offentlige. Og regeringen har nu bøjet sig og åbnet for, at der skal spares 5,5 milliarder kroner i staten frem mod 2030.
LÆS OGSÅ: HK Stat til politikere: I må tage ansvar for besparelser i staten
Men nu dokumenterer en ny undersøgelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) at der er mindst 39 procent flere administrative medarbejdere i den private sektor end i den offentlige. Faktisk kan der - afhængigt af opgørelsesmetoden - være helt op til 70 procent flere i det private.
Den offentlige sektors effektivitet i Danmark opgøres samtidig af Verdensbanken som den næstbedste blandt alle OECD-lande (kun overgået af Schweiz). Derfor er det svært at se gode argumenter for nedskæringer i det offentlige, når politikerne har valgt at styrke nødlidende områder som politi, skat, forsvar og cybersikkerhed, mener HK Stats næstformand Ulla Moth-Lund Christensen.
- Det er naturligvis et legitimt politisk ønske at begrænse antallet af statsansatte, men så må politikerne holde op med at vedtage nye opgaver hele tiden og være med til at forklare borgerne, hvilke opgaver staten ikke længere skal løse, siger Ulla Moth-Lund Christensen.
Tankevækkende tal i det private
For eksempel havde private virksomheder ifølge AE’s undersøgelse i 2023 administrative lønudgifter for 277 milliarder kroner, mens det offentlige havde administrative lønudgifter for 70 milliarder kroner. Undersøgelsen viser også, at 32 ud af 100 lønkroner i private virksomheder går til administrative medarbejdere, mens tallet i den offentlige sektor kun er 20 ud af 100 lønkroner.
LÆS OGSÅ: Vores analyser understøtter militært indkøb
Det er da også ifølge senioranalytiker Gustav Elias Dahl fra AE tankevækkende, at private virksomheder i stort tal ansætter administrative medarbejdere.
- Der har været stort fokus på stigningen i antallet af administrative medarbejdere i det offentlige. Men det er tendentiøst kun at have fokus på udviklingen i det offentlige, når vi kan se, at det går endnu hurtigere i private virksomheder, siger Gustav Elias Dahl til Politiken.
Den offentlige sektor er ikke ’overadministreret’
Senioranalytikeren giver over for avisen udtryk for, at Danmark ’ikke har en overadministreret offentlig sektor, men tværtimod en af verdens mest effektive offentlige sektorer’:
- Mange opfatter nok administrative medarbejdere som overflødige papirnussere, men de fleste løser jo nogle helt nødvendige opgaver. Det er politiefterforskeren, socialrådgiveren, skolelederen og vandmiljøteknikeren, som sikrer vores drikkevand. De, der mener, at der kan skæres, bør være præcise med, hvilke områder der skal skæres administrative væk i, siger Gustav Elias Dahl til Politiken.
LÆS OGSÅ: Besparelser ved politiet udhuler tryghed og retsbevidsthed
DA’s administrerende direktør Jacob Holbraad ønsker ikke at gå ind i en vurdering af, hvorfor der er sket en stigning i antallet af administrative medarbejdere i de private virksomheder. Men han mener, der er gode grunde til at holde igen med ansættelser i det offentlige:
- Der er en række brancher, som for tiden har svært ved at skaffe arbejdskraft, og det bliver ikke lettere, hvis det offentlige hele tiden ansætter flere medarbejdere. Grundlæggende konkurrerer offentlige og private arbejdspladser jo om de samme medarbejdere«, siger Jacob Holbraad til Politiken.