
Ud fra mantraet om rette kompetencer til rette opgaver var det HK Stat og HK Politiet og Anklagemyndigheden, der i 2023 foreslog justitsministeren, at HK’erne kan gå i retten som anklagere. Kontorfuldmægtig Ninna Grønhøj fra Nordjyllands Politi blev den første af slagsen. Foto: Michael Bo Rasmussen.
For at lette sagsbunkerne hos anklagemyndigheden og bringe HK’ernes mange kompetencer i spil aftalte HK Politiet og Anklagemyndigheden sidste år en forsøgsordning med Rigsadvokaten om, at HK’ere må gå i byretten.
LÆS OGSÅ: HK’eren Ninna skal i retten som anklager
Som den første af sin slags i nyere tid har HK’eren Ninna Grønhøj stået overfor færdselssyndere, vidner og en dommer. Ad 5 omgange er hun mødt i byretten og har ageret anklager i cirka 25 sager for Nordjyllands Politi.
- Det er lidt som at gå til eksamen. De første par gange har jeg forberedt mig ekstra grundigt. For hver gang har jeg udviklet mig personligt og fagligt, og jeg er faldet godt til i rollen, fortæller den 35-årige kontorfuldmægtig.
At trives i paragraffer og det uforudsete
På det personlige plan peger Ninna på evnen til at kunne trives i det uforudsete som noget af det vigtigste. Vidner kan skifte forklaring, og forsinkelser og udeblivelser kan forekomme.
Ninnas gode råd til, dig der vil være administrativ anklager
🔹Vær nysgerrig og kast dig ud i det
🔹Læs op på færdselsloven, straframmerne og tag e-læringskurset om færdselsloven
🔹Gå i retten med en anklager og se, hvordan det fungerer
🔹Vær klar på at stå på egne ben, og få tildelt en dygtig faglig sparringspartner
🔹Tag imod al feedback, især den konstruktive
- Det er derfor, jeg har forberedt mig lidt ekstra grundigt. Jeg havde en sag, hvor først vidnet blev forsinket, derefter mødte den tiltalte aldrig op, og så afsagde retten en udeblivelsesdom. Det var lidt en flad fornemmelse ovenpå al den forberedelse, siger hun.
Til forskel fra tidligere møder Ninna i retten med de sager, hun behandler administrativt. Det betyder, at hun udarbejder tiltalerejsningen og dermed både vurderer og indstiller til, hvilken dom anklagemyndigheden skal gå efter. Inden sagen sendes til retten, ryger den til godkendelse hos Søren, der er politianklager og Ninnas mentor:
- Så får jeg sparring på det, jeg er kommet frem til. Det har været nødvendigt at lære færdselsloven og strafferammerne grundigt at kende samt at forstå og bruge de rigtige juridiske termer i anklageskriftet, fortæller hun og uddyber:
- Det mest udfordrende har været reglerne omkring frakendelser af kørekortet. Især i de sager, hvor der er flere forseelser eller gentagelsestilfælde, skal man finde ud af, hvor snittet skal lægges, for man kan ikke bare doble op, forklarer Ninna.
”Tak for en god behandling”
Da Ninna i sin tid rakte ud efter posten som administrativ anklager spurgte chefanklager Michael Møller Hansen hende, om hun ville give hånd til en tiltalt i retten.
At anklagemyndigheden kan drage nytte af HK’ere som anklagere i mindre straffesager er en forsøgsordning med opgaveglidning, som politikredsene kan tage del i. Den administrative anklager kan varetage færdselssager, som fx fartoverskridelser og at køre uden sele samt mindre straffesager som fx butikstyveri.
- Jeg har faktisk givet hånd i flere af sagerne. Det er mig, der henter den tiltalte ved døren til retslokalet. Her kan det være naturligt at hilse på med et håndtryk, så hvis det er naturligt, gør jeg det, siger hun. I det hele taget har omgangen med de andre mennesker i retten været lærerig:
- Jeg vil gerne tilpasse mig, og det har været vigtigt for mig at tænke over, hvem jeg kommunikerer med, for det er forskellige mennesker, man møder i retten. I forhold til vidner og tiltalte har jeg nogle gange skullet omformulere mine spørgsmål eller spørge yderligere ind, hvis de ikke er blevet forstået første gang.
- Det er vigtigt for mig, at det bliver en så god oplevelse som muligt, hvor alle har følt sig ordentligt behandlet. Jeg har været glad for, at nogle tiltalte har sagt tak for en god behandling til mig bagefter, fortæller Ninna.
Positiv chefanklager vil have flere sager til Ninna

- Fra min stol er jeg positivt stemt overfor at gøre ordningen permanent. Det kræver en evaluering, som retten også skal tage del i, siger Michael Møller Hansen, chefanklager ved Nordjyllands Politi. Foto: Michael Bo Rasmussen.
Chefanklager ved anklagemyndigheden i Nordjyllands Politi Michael Møller Hansen var blandt fortalerne for, at politikredsen skulle være en del af forsøgsordningen med en administrativ anklager.
LÆS OGSÅ: HK’ere får mulighed for at gå i byretten
Trekvart år inde i ordningen er han stadig positiv:
- Ninna er gået til det med et stort gåpåmod og lærevillighed, som det kræves, når man skal lære et nyt fagligt område at kende. Hun har haft gavn af at sparre med en politianklager undervejs, og jeg er fint tilfreds med den udvikling, jeg har set. Dog havde han håbet på flere sager til Ninna:
- Det skyldes nogle udefrakommende forhold, hvor tiltalte er udeblevet, og nogle forhold omkring vores aftale med retten. De første sager skulle være med den samme dommer med nogle bestemte sagstyper, og det har ikke altid kunnet flaske sig i den udstrækning, jeg havde håbet på, siger han.