Leder- og chefkonferencen i Middelfart i 2022. Foto: Michael Drost-Hansen

Reformerne og lovændringer udrulles både på det kommunale og regionale arbejdsmarked as we speak. Frisættelse er et gennemgående element i mange af reformerne – og både kommuner og regioner skal tænke anderledes, når der skal gennemføres faglige forandringer.

Målet er at skabe en bedre, mere sammenhængende og borgernær velfærdsservice. Frisættelsen er kærkommen og efterspurgt i årevis, og mange ser frem til at arbejde med reformerne. Men de ledelsesmæssige udfordringer er også til at tage og føle på. Reformerne kommer ud fra hver deres ministerområde og er derfor sektoropdelte. De kommer samtidig og skal derfor implementeres sideløbende – og de skal hænge sammen. Og så er økonomien i bedste fald problematisk – i værste fald en besparelse.

Det stiller store krav til ledelserne, som skal få det hele til at give mening på tværs af reformerne og forvaltningsområderne og til gavn for borgerne. Og det kræver nye samtaler i organisationen – mellem frontlinjelederne, cheferne og direktionerne samt et forstærket fokus på faglige ledelse – også i hele ledelseskæden.

Uvished en del af hverdagen

Når konferencen afvikles i marts 2026, har reformlandskabet sandsynligvis allerede forandret sig en del. Nogle af reformerne vil ikke længere have den samme nyhedsværdi – og der er i et vist omfang allerede arbejdet med at implementere delelementer i de forskellige reformer. Derfor er fokus for konferencen, at I i kommuner og regioner befinder jer i en lidt anden fase. Mange steder er uvished dog stadig en del af hverdagen – både for chefer, ledere og medarbejdere. Det betyder også, at lederne (fortsat) skal ”håndtere” medarbejdere, som følelsesmæssigt er påvirket af situationen, især hvis der også har været afskedigelser som følge af reformen.

Konferencen vil derfor give til inspiration til, hvordan ledelsen i den enkelte organisation fortsat kan arbejde med at implementere reformerne - både strategisk og praktisk: Hvad skal du som leder kunne i nu og i fremtiden? Det vil fx være kompetencebehovene, når faglig ledelse bliver mere fremtrædende som følge af frisættelsen, datainformeret ledelse samt evnen til at lede opad.

I forlængelse af konferencen for to år siden sætter Chef- og lederkonferencen 2026 også fokus på ledernes egen trivsel, både som følge af reformerne og i en travl og foranderlig verden i al almindelighed. For nogle er det måske tid til at gøre op med, om de er det rigtige sted i deres arbejdsliv.

Mød Tina Øllgaard og Pia Hauge

Til at kvalificere vores tanker og debatter har vi inviteret de dygtigste eksperter. Programmet er stadig under udarbejdelse, men du kan allerede nu glæde dig til at møde:

Professor i offentlig ledelse Tina Øllgaard Bentzen fra RUC, som vil give et indblik i, at reel frisættelse handler om meget mere end at fjerne kontrol og bureaukrati. Hun taler bl.a. om, hvordan tillid kan understøttes gennem meningsfuld styring, hvor medarbejdere involveres i at forme rammerne for deres arbejde.

Læs interview med Tina Øllgaard Bentzen om at lede frisættelse

Ledelsesrådgiver og pauseekspert Pia Hauge, som deler forskningens råd om, hvordan effektive hjernepauser kan modvirke mental udtrætning i en travl hverdag. Hun udfolder også, hvorfor pauser bliver afgørende i en fremtid præget af AI, hastighed, bæredygtighed og diversitet, og hun gennemfører forskellige øvelser med hjernepauser.

Læs artikel af Pia Hauge om hjernepauser

Det praktiske

Tilmeldingen til Chefkonferencen annonceres i nyhedsbrevet og her på hjemmesiden i løbet af efteråret, men sæt allerede kryds i kalenderen nu:
Den 26. - 27. marts 2026 på Hotel Christiansminde i Svendborg. Forud for konferencestart den 26. marts afholder Chefgruppen medlemsmøde.