Selv hvis man ikke har tradition for individuel lønforhandling, må man ikke give op. Det gjorde Pia Groth Thomsen og Tim Heimann Larsen en dyd ud af at understrege, da de besøgte laboranterne på Agilent. Fotos: Carsten Snejbjerg 

16 laboranter har indfundet sig i et mødelokale hos Agilent i Glostrup en mandag eftermiddag i august. Udenfor spiller solstrålerne i trækronerne, indenfor har deltagerne taget plads på de sirlige stolerækker og vendt sig mod dagens gæster, faglig konsulent Pia Groth Thomsen og organiser Tim Heimann Larsen fra HK it, medie & industri Hovedstaden.

Emnet er individuel lønforhandling – lidt af en mangelvare hos den amerikanske måleudstyrsproducent Agilent, hvor ”lønsamtalen” består i, at medarbejderne en gang om året får en vurdering af deres præstationer og i forbindelse hermed bliver informeret om en eventuel lønstigning.

Den eneste reelle forhandling er den om selve lønsummen, som laboranternes tillidsrepræsentant, Randi Høiagaard, står for. Ud over det føler både hun og kollegerne, at det er mere eller mindre omsonst at prøve at rokke ved lønningerne. Det er Pia og Tim godt klar over. 

Agilent er langt fra den eneste virksomhed, hvor forholdene er sådan. Og det er ikke noget, man ændrer med et snuptag. Men som det kommer til at lyde en del gange i løbet af de næste knap to timer: Hvis man ikke kommer i gang, sker der i hvert fald ikke noget. Og selv om det er grænseoverskridende, så er det altså bare med at klø på.



Ærlig ordsky

Tim lægger ud med en hurtig meningsmåling, hvor de tilstedeværende via deres mobil kan indtaste op til tre ting, de synes er svære ved en lønforhandling eller ”vurdering”, som det nærmere er på Agilent.

- Vi har godt hørt, at det ude hos jer er sådan, at de næsten har besluttet, hvad I skal have på forhånd, siger han.

- ”Næsten” skal lige ud af den sætning, kommer det straks retur fra en deltager.

- Ja. Det er også noget af det, vi skal diskutere, tilføjer Randi, deres tillidsrepræsentant, mens kollegernes input popper op i en ordsky på lærredet foran dem.

”Ingen forhandling”, ”når der bliver sagt nej”, ”inddragelse”, ”mulighed”, står der blandt andet.

Ikke meget forhandling

Mens Tim og Pia arbejder sig gennem punkter som løbende forberedelse og praktiske lønværktøjer, vender snakken naturligt nok løbende tilbage til de lokale forhold på Agilent. 

Kort fortalt er situationen sådan, at medarbejderne har månedlige, personlige statussamtaler med en leder samt cirka to årlige udviklingssamtaler, hvor man taler om KPI’er og præstation, men ikke om løn. 

 

Ikke give op

I må ikke lade jer stoppe af, hvordan I plejer at gøre. I skal spørge ind, når I ikke er tilfredse med lønnen.
 
- faglig konsulent Pia Groth Thomsen

Lønsamtaler er der til gengæld nul af. Reelt forhandler kollegerne altså ikke løn individuelt.

- I skal benytte 1:1-samtalerne til at tale ind i, at jeres indsats har en værdi for virksomheden, opfordrer Pia.

- I må ikke lade jer stoppe af, hvordan I plejer at gøre. I skal spørge ind, når I ikke er tilfredse med lønnen, for I er sindssygt godt uddannede til det, I laver. Den danske laborantuddannelse er en af de bedste i verden, det skal I have med i rygsækken.

 

Pralepapir

Ifølge Industriens Funktionæroverenskomst, som laboranterne på Agilent er omfattet af, har de rent faktisk krav på en årlig lønsamtale. Det er endda blevet udspecificeret i den nye overenskomst forhandlet her i 2025, hvor der sort på hvidt i § 3 Stk. 3 står: ”Hvis medarbejderen beder om det, er der ret til en årlig lønsamtale”.

Det sørger Pia for at gøre opmærksom på, og i og med at fordelingen af lønpuljerne på Agilent sker i november, sjusser hun sig hurtigt frem til, at maj – eller endnu tidligere – vil være et godt tidspunkt for en lønsamtale. Så er pengene endnu ikke fordelt, og man kan stadig nå at påvirke ledelsen.

De gennemgår en række gode råd til forberedelse, og Tim opfordrer alle til løbende at notere, hvad de har præsteret.

- Lav et ”pralepapir” med, hvad I har taget af ekstraopgaver eller været på kursus i. Notér, hvad I laver og er dygtige til. Nævn også de ting til jeres månedlige 1:1-samtaler. Forhandlinger starter lang tid før, man har en decideret lønsamtale, forklarer han.

Dilemma med nyansatte

Ledigheden er meget lav i branchen lige nu, og flere steder oplever laboranter at få nye, mere eller mindre uerfarne kolleger ind fra gaden til en startløn, der ligger over deres egen – samtidig med at de selv har svært ved at få lønstigninger. Sådan er det også på Agilent, og det fylder en del under oplægget.

- Jeg er glad for mit arbejde, men det er en udfordring for mig, at jeg kan se, de ansætter nye til en højere løn på grund af mangel på arbejdskraft, siger en.

- Det er måske et vilkår for tiden, at laboranter kommer ind fra gaden og har en højere værdi på grund af manglen på arbejdskraft. Men brug det som en løftestang. Tal ind i, at du har x års erfaring. Hvis værdien af virksomheden er stigende, er din værdi også stigende, siger Pia.



- Jeg er sikker på, at flere af jer har været med til at onboarde nye medarbejdere. Det har også en værdi.

- Lige præcis, kommer det fra en af laboranterne, og hvem kommer de til, når det brænder på? Det er os. De gamle.

Første bud

Pia og Tim gennemgår tips og tricks til selve lønsamtalen. De taler om, at det kan være en god idé at smalltalke lidt for at skabe en positiv stemning, men Pia slår også fast, at det vigtigste er, at man forbereder en stærk åbning. 

- Forskning viser, at de fleste får mest ud af lønsamtalen ved at spille ud med deres max-bud. Så er jeres leder sikkert ved at falde ned af stolen, men man skal bare være stille. Drøfte det stille og roligt. Ikke være bange for tavshed. Og ikke noget med ”jeg VIL” og ”jeg SKAL HAVE”. Stil åbne spørgsmål: Jamen, hvad skal der så til for, at jeg kan stige næste gang? Så bliver de nødt til at tage stilling til, hvad der skal til for, at man stiger i løn. Og jeg ved godt, det er skidesvært, men I bliver nødt til det. For ellers FÅR I ikke mere.

Tim følger op med at fortælle, hvor vigtigt det er at have kreative ønsker i baghånden, hvis man ikke kan få lønkroner.

- Selv har jeg ALTID kreative muligheder med ind. En eller to ting, siger han. 


- Hvis der for eksempel er noget uddannelse, jeg gerne vil tage, må jeg så læse lektier i arbejdstiden? Eller må jeg gå en halv time tidligere hver tredje torsdag?

Randi rører lidt uroligt på sig. Som tillidsrepræsentant ved hun om nogen, hvor svært det kan være at forhandle sig til noget her i firmaet. Det kan godt være frustrerende at få en masse gode råd, hvis de ikke kan bruges til noget i den virkelighed, der er på Agilent.

- Lige nu føles det som om, det er ret ligegyldigt, hvad vi beder om. Chefen siger ”nej, det kan jeg ikke tage stilling til, det er en Agilent-ting”, siger hun.
 
Pia svarer med et eksempel fra sin egen tid som tillidsrepræsentant hos Topsøe i Ravnholm.

- Ude på Topsøe fik jeg en halv fridag om måneden. Men det fik jeg da først, da jeg spurgte 10. gang, pointerer hun.

- Prøv at se, overtager Tim og gestikulerer ud mod lokalet.

- I er her i dag. I jeres arbejdstid. De små sejre – dem skal man altså også huske på.

Al begyndelse er svær

Tiden er ved at være gået, og Tim og Pia begynder så småt at runde af.

- I får ikke de vises sten fra os, for I skal selv gøre indsatsen. Og det ER skidesvært, gentager Pia. 

- Men jo mere I gør det, jo mere alment og acceptabelt bliver det at tale om løn. Også for ledelsen. Man er nødt til at tage hul på det, før det kan blive normen.

Randi opfordrer deltagerne til at tage de vigtige pointer videre til deres kolleger – blandt andet om vigtigheden af at tale om løn indbyrdes.

- Jeg oplever stadig, at nogle har fået at vide af deres chef, at løn taler vi ikke om, siger hun. 

Tim runder af med jahatten på:

- Inden vi slutter helt – I har reelt en mini-forberedende lønsamtale hver måned. 12 gang om året kan I preppe dem på, at I gør jer fortjent til at stige i løn. Det er faktisk ret gode forudsætninger.

Skal vi holde oplæg hos jer?

Bed din tillidsrepræsentant om at kontakte os – så finder vi en dag, hvor vi kan holde lønoplæg hos jer. 

Har du ikke en tillidsrepræsentant? Vi holder løbende kurser om lønforhandling i HK Hovedstaden. Se de aktuelle kurser på hk.dk/kalender