Afskediget - Mostphotos

Der er massefyringer på vej - og de kan ramme HK'ere i staten. "Hver gang, en statslig fagspecialist fyres, forsvinder der vigtig viden og service", siger HK Stats formand Heidi Juhl Pedersen. Modelfoto: Mostphotos

Danmark kan bryste sig af at være et af de lande i verden med lavest ledighed. Ifølge de seneste tal fra Danmarks Statistik er der 88.000 ledige herhjemme. Det svarer til en ledighedsprocent på 2,9 procent af den danske arbejdsstyrke.

Men der er massefyringer på vej flere steder i Danmark. På de statslige arbejdspladser har de ansatte fået at vide, at der skal ’spares’ 5,5 milliarder kroner frem mod 2030.

Det vil uvilkårligt betyde fyringsrunder, der også kommer til at ramme de statsligt ansatte – heriblandt HK’ere. Samtidig er der lige nu også stort fokus på masseafskedigelser i Novo Nordisk og Ørsted. 

LÆS OGSÅ: Staten skærer voldsomt på højt profileret område

Så der er naturligt nok skabt usikkerhed på det danske arbejdsmarked og blandt de ansatte ved de berørte arbejdssteder. Blandt andet har der allerede været fyringer af nogle af HK Stats medlemmer i Energistyrelsen, Miljøstyrelsen og Ministeriet for Grøn Trepart, mens der forventes mange afskedigelser på Skatteforvaltningens område.

”HK’erne er fagspecialister”

Formand for HK Stat, Heidi Juhl Pedersen, er bange for, at yderligere nedskæringer i staten vil fjerne mere af den gode mening med en stærk statslig administration. Hun frygter at vigtige funktioner, som er med til at give danskerne en god service, forsvinder med flere fyringer.

- Vi skal huske at tænke på, hvilken form for administration, vi gerne vil have. HK’erne er fagspecialister. Og hver gang, en statslig fagspecialist fyres, forsvinder der vigtig viden og service. Vi har en voksende befolkning, får mere lovgivning, nye krav om digitalisering og ønsker om øget styring af AI. Så der er brug for HK’erne, siger Heidi Juhl Pedersen.

LÆS OGSÅ: Undersøgelse: Privat sektor har langt flere administrative ansat end det offentlige

Formanden oplever da også stor anerkendelse af HK’ernes indsats fra mange politikere og ledere i staten. Men ved nye nedskæringer bliver der ifølge hende lagt yderligere pres på de ellers effektive og attraktive statslige arbejdspladser.

Skal din arbejdsplads spare, og er der risiko for fyringer? Husk, at din lokale HK-afdeling er klar til at hjælpe dig. Læs mere på Råd & Støtte om opsigelser 

- Skiftende regeringer har fået kritik for at øge antallet af statsansatte. Men det er der ellers mange gode grunde til at gøre. Vi er ved at genoprette skatteforvaltningen, forsvaret og hele straffesagskæden. Vi skal håndtere nye trusler hele tiden og styrke vores cyberforsvar – alt sammen i et voldsomt tempo, siger Heidi Juhl Pedersen, som mener, at talen om fyringer blandt de statslige HK’ere burde være unødvendig.

Ansatte frygter for deres job

I en helt ny undersøgelse konkluderes det da også, at hver fjerde medarbejder frygter for deres eget job, når de hører om massefyringer. Undersøgelsen fra Norstat er foretaget blandt omkring 1.000 danskere i arbejde. Og den viser, at 24 procent frygter, deres job er i fare, når de store runder med afskedigelser sættes i værk.

LÆS OGSÅ: Fyringsrunde – sådan er du stillet ved masseafskedigelse

Massefyringer på store arbejdspladser minder alle på arbejdsmarkedet om, at der er en generel usikkerhed i rigtig mange jobs i vores tid, mener Malene Gude, der er erhvervspsykolog og ansvarlig for såkaldt outplacement i rekrutteringshuset Randstad.

- På den måde kan usikkerheden også have en positiv side, fordi den får os til at forholde os mere bevidst til vores arbejdsliv og udvikling. Den kan endda styrke fællesskabsfølelsen på arbejdspladsen – mange oplever, at man rykker tættere sammen i bussen, siger Malene Gude til Finans.

Vær forberedt på opsigelse

Hun mener, at der kan være mange, som bliver bekymret for, at en stor bølge af ledige på jobmarkedet vil intensivere konkurrencen om de job, der er i udbud.

LÆS OGSÅ: Ulighed i kønsfordeling er massiv blandt seniorer i job

Så vi overvejer naturligt forskellige scenarier, når der meldes ud om massefyringer. Men det er en god idé at opdatere cv’et og gå efter en følelse af, at man er klar, hvis opsigelsen skulle komme.

- Lidt efter devisen ’hope for the best, but prepare for the worst’. Det giver en følelse af kontrol og ro at vide, at man har forberedt sig på forskellige scenarier, siger Malene Gude til Finans.