tina tingberg og simon kollerup

Et stærkt hold af civile er afgørende for, at forsvaret fungerer – men bliver alt for ofte glemt, lyder det fra Simon Kollerup. - Under besøget i Aalborg fik vi en god snak og ordføreren fik lidt læsestof med hjem i form af HK Stats folder om HK’erne i forsvaret, fortæller Tina Tingberg, der er formand for HK Forsvarets Landsklub.

Respekt til dem, der sjældent står forrest – men får missionen til at lykkes. Bag hver eneste soldat står et stærkt hold af civile.

Sådan lyder det fra Simon Kollerup (S) der er formand for Folketingets Finansudvalg, forsvarsordfører og tidligere erhvervsminister. 1. december besøgte han Forsvarets værksteder ved Vedligeholdelsesområde Aalborg, hvor han var inviteret af HK Forsvarets Landsklub og andre civile organisationer for at høre om deres arbejde bag linjerne i forsvaret. 

I forsvaret er cirka en tredjedel af de 25.000 medarbejdere civilt ansatte. En tredjedel er militære chefer, officerer og befalingsmænd og en tredjedel er konstabler.
Kilde: Om Forsvaret

Omkring 2.500, eller cirka 10 procent af forsvarets ansatte, er HK’ere, der arbejder som fagspecialister og ledere på tværs af alle dele af forsvaret. Sammen med håndværkere, servicepersonale og andre civile grupper arbejder de hver dag for at styrke Danmarks forsvar. Og det havde de sammen inviteret den indflydelsesrige nordjyske folketingspolitiker på besøg for at høre om.

LÆS OGSÅHK'erne i forsvaret er med til at sikre Danmarks sikkerhed

HK’erne i forsvaret løser kritiske opgaver fra farvandsovervågning, logistik og planlægning til kommunikation, cybersikkerhed, sikkerhedsgodkendelser og indkøb, bogholderi, løn og meget mere. Fra HK Forsvarets Landsklub var det formand Tina Pihl Tingberg, som havde været med til at arrangere og deltog i besøget.

- HK fagspecialisterne er ligesom håndværkere, rengørings- og kantinemedarbejdere og andre meget ofte væsentligt lavere lønnet, end de ville være, hvis de gik ud og tog et arbejde på anden side af hegnet. Men de er jo helt afgørende i en lang række vigtige opgaver – ofte i funktioner, som de færreste overhovedet kan forestille sig, forklarer Tina Tingberg.

Udover de klassiske administrative funktioner som HR, løn, bogholderi, indkøb og regnskab løser HK-ansatte i forsvaret mange andre specialiserede opgaver. HK Stat har lavet en præsentation af 15 ansatte og deres opgaver.

- Det kan godt være, at politikerne siger køb, køb, køb, men det kræver jo altså folk til at håndtere og vedligeholde det nye materiel. Vi fik en rigtig god snak med forsvarsordføreren og fik fortalt ham om nogle af de mange vigtige opgaver, som HK’erne løser, tilføjer hun.

Under besøget fik forsvarsordføreren, der selv har aftjent sin værnepligt i Flyvevåbnet, både mulighed for selv at gense helikoptere og fly på nærmeste hånd, og høre om nogle af de vigtige opgaver, som de civile løser og møde forskellige medarbejdere.

Efter besøget har Simon Kollerup lagt en video fra besøget på Facebook og skrevet en tak til forsvarets civile:

"l Respekt til dem, der sjældent står forrest – men får missionen til at lykkes.

Bag hver eneste soldat står et stærkt hold af civile: 👉🏼 Elektrikere, mekanikere, lagerfolk, rengøringsassistenter, HK'ere, kantinemedarbejdere m.fl. De er afgørende for, at Forsvaret fungerer – men bliver alt for ofte glemt. Derfor besøgte jeg netop dem sammen med 3F – Fagligt Fælles Forbund, Dansk Metal, HK Danmark og Dansk El-Forbund på Flyvestation Aalborg.

For at sætte fokus. Og for at sige tak. ❤️"

 

HK Stat organiserer 20.000 fagspecialister på tværs af statens område. De arbejder blandt andet med sagsbehandling og drift af kerneopgaver inden for administration, it og som laboranter. I forsvaret er der cirka 2.500  HK-fagspecialister og ledere, hvis opgaver spænder bredt og bidrager aktivt til rigets sikkerhed.