Hvordan agerer fag- og stabschefer samt direktører i de mange reformspor, som løber på kryds og tværs af velfærdslandskabet lige nu? Hvordan sikrer man værdi for borgerne, skaber sammenhæng i ledelseskæden og udvikler den faglig ledelsesrolle bedst muligt?

Det diskuterede de på en konference i efteråret, faciliteret af Væksthus for Ledelse. Og konklusionerne lød bl.a., at kommunerne skal udnytte reformerne til at udvikle det samlede ledelsessystem. Reformerne er forskellige, men flere af dem repræsenterer et paradigmeskifte, hvor ledelse skal fylde mere og detailstyring mindre. Det er et åbent vindue til udvikling på alle niveauer i ledelseskæden.

Værdien for borgerne skal styre

En anden gennemgående konklusion var, at værdien for borgerne i reformerne skal være ledetråd for hele ledelseskæden. Det er et fælles ansvar for hele kæden at undgå faldgruber, hvor borgerens perspektiv forsvinder i analyser af udfordringernes kompleksitet. Og derfor, mente direktørerne, at det faglige ledelsesniveau i organisationen skal styrkes for at kunne skabe faglig forandring, udvikling og helhed på tværs frem for at bevare status quo i den enkelte søjle. Sammenhæng i ledelseskæden skabes ved at

• Fokusere hele ledelseskæden på driften og værdi for borgerne
• Skabe helhedsløsninger sammen med borgerne
• Forpligte alle på ledelsesfællesskab og fælles mål på tværs
• Sørge for fagligt handlerum og faglig ledelse tæt på
• Skabe gode rammer og vilkår for faglig ledelse.

Hent kataloger med inspiration

Men hvor i ledelseskæden er potentialet størst – og hvor er det størst for helhedsløsninger? Hvordan påvirker reformerne den faglige ledelsesrolle? Og hvordan frigøres mere tid til faglig ledelse?

Det og mange andre ledelsesspørgsmål blev diskuteret på konferencen, og alle konklusioner er samlet i en ny publikation til inspiration for den enkelte ledelsesgruppe i kommunen. Hertil knytter sig også et helt katalog med videoer, øvelser og redskaber, som kan støtte lokale drøftelser om faglig ledelse, sammenhæng i ledelseskæden og udvikling af ledelsesstrukturer, der skaber værdi for borgerne.

Hent publikationen ”Reformer og ledelsesudvikling” her
Hent kataloget ” Film, øvelser og redskaber om faglig ledelse og ledelseskæden her