
Af Lars Aarøe Hansen, formand for Chefgruppens bestyrelse
2025 har i den grad stået i den kunstige generative intelligens’ tegn. Udviklingen går, som det altid er med teknologien, hurtigere, end vi kan følge med. Men netop AI er et af Chefbestyrelsens pejlemærker i vores arbejde, så derfor har vi også prioriteret temaet højt.
Vores medlemsundersøgelse viste også, at det er et område, I særligt efterspørger viden om. Derfor har vi lagt os i selen for at klæde jer så godt på som muligt til både at finde ud, hvad AI kan bruges til, og hvordan vi leder det teknologiske vulkanudbrud, AI har vist sig at være.
Det har vi gjort med podcasts, webinarer og andre arrangementer – og med god succes, er min oplevelse.
Husk hjerte og hjerne i AI
Der er nok heller ingen tvivl om, at potentialet i AI i en velfærdsmæssige sammenhæng er stort. Det kan give os et kvalitets- og ressourceløft ved bl.a. at kunne løse opgaverne hurtigere og nogle gange også bedre. Men det kan ikke stå alene. Vi skal, som professor Kurt Klaudi Klausen fra SDU siger, have både hjertet og hjernen med. AI skal heller ikke erstatte arbejdspladser, men supplere det, vi kan på dem.
Et mere usynligt element i den debat er den psykologiske tryghed – at vi kan og tør lede den teknologiske udvikling – både opad, nedad og til siderne. Det har vi også haft fokus på i årets løb.
Faglig ledelse er blevet hot igen
2025 har også været reformåret over dem alle. Og i halen af dem er faglig ledelse blevet et hot topic, som vi bl.a. har talt med professionshøjskolerne om at inkorporere i deres lederuddannelser. På den måde er Chefgruppen et godt ’organ’ at tale igennem, fordi vi bliver inviteret med til at give input fx i en sådan sammenhæng.
Ledertrivsel er et andet af vores topprioriterede pejlemærker, som vi har arbejdet med i årets løb – i forskellige afskygninger. Fx havde vi en workshop på Folkemødet i sommer med Pause Power, hvor jeg personligt deltog i et eksperiment om at få holdt en halv times pause om dagen – uden telefon. Og uden for kontoret. Tror mig – det er var tæt på umuligt. Men når det lykkedes, var det også tydeligt, hvor stor en forskel det gjorde for energi, fokus og overskud til resten af dagen. Tankevækkende...
Reformer presser ledere og chefer
Men ledertrivslen er under pres – og når der kører reformer med store forandringer, regionssammenlægninger og også store besparelser for nogles vedkommende, trækker det store veksler på os som chefer og ledere. Det er et krydsfelt med pres fra alle sider. Og når der tilmed er afskedigelser med i pakken, er det bare ubehageligt. Derfor er vi som interesseorganisation opmærksom på, hvad vi kan gøre for at støtte vores medlemmer.
Fantastisk HK-kongres
Personligt har jeg lyst til at dele, hvor stor en oplevelse det var for mig at deltage i min første HK Danmark-kongres. Den stemning, at få talt med så mange andre HK’ere – og mærke den ånd, man gerne vil være en del af – det var en virkelig noget helt særligt.
Selvom vi i Chefbestyrelsen også har været præget af udskiftninger i en i forvejen ikke fuldtallig bestyrelse, synes jeg, at vi er nået i mål meget af det, vi har planlagt med vores pejlemærker for øje – og 2025 har på den måde overordnet set været et godt år.
Min forventning er, at vi forfølger stilen i 2026 – opretholder momentum med et særligt fokus på at blive endnu mere synlige. Vores branding er vigtig for at fastholde vores chef- og ledermedlemmer ved at gøre det tydeligt, hvad vi har at tilbyde. Og hvad, der samler os.
Fokus på lederne
Endelig vil jeg sige, at jeg glæder mig til vores traditionsrige Chef- og lederkonference. Vi har, synes jeg, skruet et rigtig godt program sammen med et særligt fokus på, at mange af jer er ledere – ikke kun chefer – så vi har forsøgt at tilrettelægge både oplæg og workshops med det for øje.
Og tilmeldingen til konferencen er åbnet og programmet er offentliggjort. Det kan du læse mere om i dette nyhedsbrev – og så er det jo bare at få sendt tilmeldingen afsted.
Med disse ord vil jeg ønske alle medlemmer af Chefgruppen en rigtig glædelig jul og et godt nytår. Jeg glæder mig til at krydse klinger med jer igen i 2026.