HK Stats formand Heidi Juhl Pedersen fremviser nogle af HK Stats krav sammen med forhandlingschef Christian Esgaard Christensen. 

Statens chefforhandler ved OK26 har lagt hårdt ud. Finansminister Nicolai Wammen (S) vil have mere i løn til soldaterne ved forhandlingerne – og har meddelt, at han ønsker at finde de penge inden for lønrammen for det statslige område.

Men finansministeren er jo kun den ene part i de kommende forhandlinger. Og HK Stat har sammen med de ansattes hovedforhandlere i CFU den holdning, at der skal et markant lønløft til, så alle medlemmer får del i den udvikling, der er på et dansk arbejdsmarked i fremgang.

LÆS OGSÅ: Vi er SÅ klar! På mandag starter OK26

De rekordmange indsendte forslag afspejler et meget stort engagement i de kommende forhandlinger. Forbedring af lønnen er et hovedkrav fra de fleste af de 4.515 af HK Stats medlemmer, som også har sendt mange andre ønsker om prioriteringer og enkeltkrav ind til HK Stat i forbindelse med OK26.

Fokus på fritvalgsordninger

Mens det derfor er et kernepunkt for medlemmerne med forbedring af købekraften for medlemmerne, så har andre fokuspunkter også fået stor opbakning. Og det afspejler sig i de andre formulerede krav til chefforhandler Nicolai Wammen.

LÆS OGSÅ: Omvæltning: Offentligt ansatte vil have mere fritvalg i overenskomsten

Blandt andet er der kommet større fokus på krav om mere fleksibilitet i arbejdsdagen og et ønske om at indhente den private sektor med hensyn til fritvalgsordninger. Børns 3. sygedag fylder en del i kravene fra medlemmerne, mens nogle handlingsrettede indsatser mod stress også er et stort ønske.

Der lægges i kravene samtidig op til bedre forhold for arbejdsmiljø- og tillidsrepræsentanter, mens barsel og pension også har affødt flere ønsker om forbedrede forhold. Se alle de generelle OK26-krav fra de statslige forhandlere i CFU på HK’s hjemmeside: Stat OK26 - HK

Artiklen er opdateret 22. december 2025