Lolland Kommune gør det. Region Syd gør det. Og mange andre gør det: Arbejder strategisk med lederes trivsel som en del af en organisatorisk dagsorden på linje med medarbejdernes trivsel og psykiske arbejdsmiljø. Fordi lederes trivsel smitter af på hele organisationen. Og fordi ledere har krav på et godt arbejdsliv ligesom alle andre ansatte.

Vær med i projekt ”Ledertrivsel i fællesskab”

Nu kan din kommune ride med på bølgen. I et nyt projekt ”Ledertrivsel i fællesskab” søger Væksthus for Ledelse nemlig tre kommuner, som vil arbejde organisatorisk strategisk med chefers og lederes trivsel (herefter: ledere, red.). Ledelseskonsulent Marlene Skou Jørgensen fra HK Kommunal er en del af projektledelsen og forklarer, hvorfor der er brug for at løfte ledertrivsel et niveau op.

- Ledertrivsel har været på dagsordenen i nogle år nu, hvilket er positivt. Men det har overvejende været behandlet på individuelt niveau med fokus på den enkelte lederes trivsel. Hvis vi skal videre herfra, kræver det et organisatorisk blik og indsats for at forankre temaet som en integreret del af den enkelte arbejdsplads. Og det vil vi prøve af i projektet med nogle forskellige metoder. Målet er derfor at udvikle værktøjer, som andre kommuner kan bruges efterfølgende, siger hun.

Ledertrivsel som fast praksis

Derfor får tre kommuner mulighed for at få konsulenthjælp til at udvikle og afprøve en ambitiøs organisatorisk indsats. Undervejs vil Væksthus for Ledelse indsamle og formidle metoder og indsigter fra de tre forløb. Så ved at være med i projektet får din kommune dermed mulighed for:

  • at gøre arbejdet med ledertrivsel til en fast del af jeres ledelsespraksis
  • at trække på en erfaren konsulents viden og metoder
  • at tilrettelægge et udviklingsforløb, der matcher jeres situation og behov
  • at være med til at udvikle og dele ny viden om at fremme ledertrivsel.

Forløbet varer 9-12 måneder og tager afsæt i jeres lokale udfordringer og bliver organisatorisk forankret på direktionsniveau. Ambitionen er at udvikle indsatser og metoder, der kan blive en integreret del af organisationens fremtidige fokus på ledertrivsel.

Tre eksterne konsulenter

Som deltagende kommune kan I vælge mellem én af disse tre eksterne konsulenter, hvis bistand bliver finansieret af Væksthus for Ledelse:

Charlotte Larsen (Mondays) faciliterer at opbygge en ny form for ledelsesteam med fokus på læring og fællesskab. Hendes forløb består af fire temadage for en gruppe af ledere og et parallelt forløb for deres ledere over dem og bygger på, at trivsel for ledere og chefer er et resultat af mestring, flow og fællesskab.

Line Arnmark arbejder med ledere og/eller ledergruppers værdier og etik som en vej til at styrke individuel og kollektiv trivsel for ledere. I løbet af fire fællesdage arbejdes der med inspiration fra bl.a. idéhistorie og filosofi med øvebaner og hjemmeopgaver mellem fællesdagene.

Katrine Bastian (LEAD) kobler læring og praksis tæt sammen gennem refleksion, opgaver og handlinger, ledere og ledergrupper kan omsætte direkte i hverdagen. Forløbet består af tre moduler af en dags varighed. Mellem modulerne er der prøvehandlinger, sparring samt dialog i egen organisation.

Læs mere om, hvordan I ansøger, og hvilke krav I skal opfylde