Illustration: Mostphotos
”Jeg arbejder hjemme i dag”.
For år tilbage ville den meddelelse måske opfattes som et personalegode, der gav udstrakt frihed til også at ordne vasketøjet og hente børnene tidligt fra institution. Sådan er det ikke længere. I dag er fleksibilitet i arbejdslivet og fleksible arbejdsformer et ledelsesstrategisk redskab, som både styrker kerneopgaven og medarbejdernes trivsel.
Fleksibilitet handler heller ikke længere blot om, hvor og hvornår den enkelte arbejder, men også om variation i arbejdsopgaverne, hvordan de tilrettelægges og udføres. Og evner lederen at kombinere alle disse fleksibiliteter, opstår et alternativ til den mere traditionelle og fastlåste organisering af arbejdet, hvor alle arbejder lige meget, på samme tid og sted – og samme måde.
Spørgsmålet er, hvordan du som leder bedst strukturerer, leder og retfærdig fordeler fleksibiliteten. Det giver en ny publikation fra Væksthus for ledelse sit bud på. Den samler erfaringer fra en lang række kommuner og eksperter og hjælper dig med at stille de rigtige spørgsmål, sætte retning og skabe rammer for en fleksibel arbejdsplads.
Fleksibilitet kræver ledelse
Erfaringerne fra kommuner, der har arbejdet med fleksibilitet på forskellig vis, og som formidles i publikationen viser, at fleksibilitet kræver ledelse, men også, at det styrker trivslen. Fx har medarbejderstyret vagtplanlægning øget både trivsel og ansvarsfølelse. Andre steder har små prøvehandlinger, bl.a. kortere fredage eller hjemmearbejde til dokumentation, givet nye indsigter i, hvad der fungerer i hverdagen. Og flere steder har man kombineret hjemmearbejde med faste fællesdage for at sikre sammenhængskraften.
Fælles for erfaringerne er, fremgår det af publikationen, at fleksibilitet ikke opstår gennem en model alene. Den udvikles gennem dialog, afprøvning og tydelige rammer. Og den forudsætter, at ledelsen løbende følger op og justerer.
Fire former for fleksibilitet
- Fire former for fleksibilitet – arbejdstid, arbejdsmængde, arbejdssted og opgaveløsning – forklaret med konkrete eksempler.
- Indblik i erfaringer fra otte kommuner, der viser, hvordan fleksibilitet kan fungere i praksis på tværs af fagområder.
- De mest typiske dilemmaer, du som leder møder, når fleksibilitet skal balanceres med drift, retfærdighed og fællesskab.
- Syv fleksible ledelsesgreb, der hjælper dig med at skabe tydelige rammer, meningsfuld dialog og tryghed, når arbejdsformer ændres.
- En workshopmodel med øvelser og materialer, der hjælper jer lokalt med at udvikle fleksible løsninger, som passer til jeres kerneopgave.