
Da sidste del af de statsansatte HK'eres overenskomst, organisationsaftalen, blev forhandlet i Medarbejder- og Kompetencestyrelsen, kom det især fritvalgsordningen til gode. Fra HK Stat deltog formand Heidi Juhl Pedersen og forhandlingschef Christian Esgaard Christensen sammen med fagforeningens øvrige hold af forhandlere.
Det var i sig selv et nybrud, da Centralorganisationernes Fællesudvalg (CFU) og finansminister Nicolai Wammen i februar indgik forlig om OK26 og for første gang barslede med fritvalgsordning på det statslige område.
Men det stoppede ikke der. For med indgåelsen af HK Stats organisationsaftale besluttede HK Stat og Medarbejder- og Kompetencestyrelsen (Medst) at lægge ekstra 0,7 procent ned i ordningen, som bestod af værdien af den 6. ferieuge, den særlige feriegodtgørelse og seniorbonussen garneret med 0,36 procent nye midler.
Med de ekstra penge fra den seneste forhandling vil det sige, at fritvalgskontoen nu tilføres 1,06 procent nye penge – udover værdien af de eksisterende elementer.
LÆS OGSÅ: HK Stats medlemmer får mere frit valg: Samlet aftale om OK26 på plads
Når fritvalgsordningen træder i kraft 1. januar 2028, bliver værdien af den 6. ferieuge 2,6 procent, og den særlige feriegodtgørelse 2,3 procent. Lægger man de to procenter sammen med de 0,7 procent, gælder det for alle under 62 år, at fritvalgskontoen har en værdi på 5,6 procent af lønsummen.
HK Stat-formand Heidi Juhl Pedersen er godt tilfreds med udgangspunktet for den nye fritvalgsordning.
- I staten kommer vi godt fra start, når vi sammenligner med fritvalgsordninger i det private. Her blev der første gang aftalt en ordning i 2007 på 0,5 stigende til 1 procent af lønnen i 2009, og over de seneste knap 20 år er procenten vokset til 11. De bestyrker min tro på, at vi har gode udviklingsmuligheder på det statslige område, siger hun.
Fordele til alle og mest til seniorer
Det, som Heidi Juhl Pedersen finder særligt bemærkelsesværdigt og nyskabende ved fritvalgsordningen, er, at den giver forbedringer til alle livets faser. Og særligt en gruppe bliver tilgodeset. For de +62-årige løber værdien af fritvalgsordningen op i 6,6 procent. Det skyldes, at seniorbonussen bliver forhøjet fra 0,8 til 1,0 procent.
Ekstra goder til seniorer har længe været et stort ønske i den ældre del af medlemsgruppen, oplever hun.
- Jeg har hørt rigtig mange seniorer efterspørge mere frihed end de 2 årlige seniordage, fordi de gerne vil have mere tid til sig selv og til børnebørn. Nu er der ret til 4 seniordage, og med de ekstra midler, vi nu har fået med i fritvalgsordningen, er der mulighed for at få dagene finansieret.
I det hele taget giver ordningen mere fleksibilitet – uanset alder. De yngre under 41 år får nye valgmuligheder mellem løn, pension og frihed, og midtergruppen fra 41-61 år får derudover mulighed for at holde en ekstra fridag, den såkaldte fleksibilitetsdag. Dagen er et nybrud, som rummer potentiale for at give noget til dem, der hverken er børnefamilier eller seniorer, understreger HK Stat-formanden.
- Jeg er glad for, at vi denne gang vitterligt har fået en overenskomst, der giver noget ekstra til alle. Ikke bare gennem de generelle lønstigninger, men i høj grad også via fritvalgsordningen. Når vi ser tilbage, er det faktisk en sjældenhed, pointerer Heidi Juhl Pedersen.
Længe næret ønske opfyldt
Ønsket om fleksibilitet og frit valg er langt fra nyt for HK Stats medlemmer. For både i 2024, 2021 og længere tilbage havde HK Stat – på medlemmernes foranledning – kravet med til overenskomstforhandlinger. Dog forgæves, da arbejdsgiverne ikke ønskede at indgå aftaler, der kunne reducere arbejdstid og arbejdsudbud.
LÆS OGSÅ: HK Stat er klar med krav til OK26
Men medlemmerne holdt fast. Da HK Stat samlede 4.415 medlemsønsker ind i foråret 2025 lå ’balance mellem familie og arbejdsliv’ på andenpladsen efter mere i løn. Mange medlemmer skrev desuden i fritekstfelter, at de ønskede sig mere fleksibilitet’ og en frivalgsordning i stil med den på det private arbejdsmarked.