Deltidssagen

Mere end 1.200 medlemmer af HK Kommunal har på nuværende tidspunkt tilkendegivet, at de mener at have et krav på efterbetaling fra deres nuværende eller tidligere arbejdsgiver. Kravet vedrører honorering for merarbejde i perioder, hvor de har været deltidsansat.

Som HK Kommunal skrev til alle medlemmer i september sidste år og siden har omtalt flere gange – sidste gang var 8. april – handler sagen om, at en EU-dom og siden en faglig voldgiftskendelse 4. februar i år har ført til en ændring af overenskomsterne, så fuldtids- og deltidsansatte fremover ligestilles, når det handler om arbejdstimer, der ligger ud over normal arbejdstid. Arbejdsgiverne vil samtidig efterbetale deltidsansatte for allerede udført merarbejde, hvor de ikke har fået samme honorering som fuldtidsansatte.

Registreringen handler kun om forældelse

Hvis du ikke allerede har registreret dit krav, kan du gøre det senest 25. juni 2026. Du skal oplyse:

  • Dit navn
  • CPR-nummer
  • Mailadresse
  • Arbejdsgiver(e)
  • Kalenderår, hvor du som deltidsansat har haft merarbejde.

 

Afgiv disse oplysninger via dette link. Undervejs i besvarelsen er det muligt at registrere krav til flere kommunale eller regionale arbejdsgivere.

Registreringen handler udelukkende om at sikre, at eventuelle krav ikke bliver forældet. Hvis man efter 25. juni kommer i tanker om eventuelle krav, har arbejdsgiverne fortsat pligt til at sørge for den rette betaling. Forskellen mellem at have registreret et krav eller ej handler om, hvor langt tilbage efterbetalingen kan gå.

Arbejdsgiverne tager sig af efterbetaling, når de har dannet sig et overblik over, hvem der har penge til gode. Derfor kan der ikke siges noget om, hvornår pengene kommer.

Er du i tvivl, om dit krav er registreret, kan du kontakte HK’s medlemskontaktcenter på tlf. 7011 4545.