Der er rigtig meget sorg og død i et fertilitetsforløb

Fotos: Lisbeth Holten

På første menstruationsdag skulle hun tage den første hormonsprøjte derhjemme og kontakte klinikken på Rigshospitalet for at tilmelde sig behandling. Herefter startede 10–14 dage med flere blodprøver og vaginale scanninger for at finde det helt rigtige tidspunkt at lægge det æg op, der forhåbentlig denne gang blev til det barn, Ida Partoft så inderligt drømte om.

– Det i sig selv var i hvert fald 4 hospitalsbesøg alene i den periode. Som minimum, siger Ida Partoft.

Og det var kun i forbindelse med selve ægoplægningen. Før det var gået år med prøver, udredning og ægudtagning. I alt vurderer Ida Partoft, at hun i løbet af sin fertilitetsbehandling alene har fået taget mere end 120 blodprøver og været til 50 scanninger.

Alt det har hun skullet balancere sammen med sit fuldtidsarbejde som økonomiassistent på en stor dansk arbejdsplads.

En privat sag

For Ida Partoft var fertilitetsbehandlingen en meget privat ting, som hun ikke ønskede at fortælle om på jobbet. Hun var ikke nervøs for at miste sit job. Derimod var hun bange for, hvad det kunne få af betydning for hendes karrieremuligheder, hvis det kom frem.

For ved at fortælle om behandlingen ville hun jo også gøre sin chef opmærksom på den hurdle, han skulle over med en barsel, hvis behandlingen lykkedes. Og desuden mente – og mener – Ida Partoft ikke, at vi har en kultur, hvor der er plads til at være åben om fertilitetsbehandling.

– Vi fejrer graviditeter rigtig meget, men vi taler ikke om død. Og der er rigtig meget død og sorg i et fertilitetsforløb, siger hun.

Og at en kollega pludselig skulle begynde at spørge ind til hendes behandling midt på arbejdspladsen, kunne hun ikke overskue.

Tre gange undervejs i sin to et halvt år lange behandling lykkedes det Ida Partoft at blive gravid, men i løbet af de første måneder mistede hun embryonerne (det tidlige stadium i en graviditet, red.) i spontane aborter.

Den ene gang var hun på sin arbejdsplads, da hun begyndte at bløde, og godt vidste, ”hvad klokken havde slået, og at det ikke ville overleve nu”. Hun fortalte sine kolleger, at hun var blevet syg og gik hjem. Ikke mere end det.

– Skulle jeg være gået ind i mit team og have sagt, at jeg er i gang med at abortere spontant? Og at det skulle jeg nok bruge den næste uge på? spørger Ida Partoft retorisk.

I stedet tog hun et par sygedage og derefter et par hjemmearbejdsdage, til den spontane abort var overstået.

For Ida Partoft kunne det lade sig gøre ikke at fortælle om sin fertilitetsbehandling, fordi hendes daværende leder var meget fleksibel i for hold til flekstid og fikstid. Så længe Ida Partoft lavede sine opgaver og lagde sine timer, kunne hun arbejde, når og hvor hun ville.

– Hvis ikke han havde været så fleksibel, havde jeg jo heller aldrig kun net holde det for mig selv så længe, konstaterer Ida Partoft.

Samtidig foregik en stor del af fertilitetsbehandlingen i corona-årene, hvor hun i længere perioder var tvunget til at arbejde hjemmefra. Derfor kunne hun også det første lange stykke tid i sin behandling flekse ind og ud, uden at kollegerne eller chefen stillede spørgsmål til det.

Tvunget til at sige det

Efter sine tre aborter blev Ida Partoft tilbudt en speciel immunterapibehandling, der skulle hjælpe med at støtte hendes immunsystem, så hendes krop ikke ville afstøde de æg, der blev lagt op.

To gange om ugen fra planlagt ægoplægning og til uge 7 – det tidspunkt hvor hun tidligere havde aborteret – skulle hun på Rigshospitalet for at få immunglobulin i drop.

En behandling, der hver gang ville tage 3-4 timer. Bortset fra sygemeldinger i forbindelse med aborterne, havde Ida Partoft indtil da ikke haft mere fravær på grund af sin fertilitetsbehandling. Selvom det til tider var et enormt pres både at skulle deltage i behandling og passe et fuldtidsarbejde.

Men med immunterapibehandlingen og de øvrige prøver, behandlinger og scanninger hun samtidig skulle del tage i, ville hun have fravær svarende til to hele dage om ugen. Derfor blev hun også nødt til at sige det til sin nærmeste leder.

– Da jeg fortalte det, var jeg teknisk set gravid i 5. uge, men det var jo reelt kun 2 uger siden, jeg havde fået lagt ægget op, siger Ida Partoft.

Lederen tog positivt imod nyheden, og Ida Partoft nævnte heller ikke historikken med aborterne. Heldigvis virkede immunbehandlingen for Ida Partoft, der i august 2021 fik en lille datter.

Da hun havde passeret de tre måneder i sin graviditet, fik hendes kolleger det at vide. Faktisk før hun annoncerede det bredt ud til sine familie og venner.

Hendes chef ville gerne have sat et stillingsopslag i gang, og derfor skete det også tidligere, end Ida Partoft helt selv var klar til. Hendes kolleger fik ikke noget at vide om forløbet op til hendes graviditet.

– Det var mærkeligt, at min nærmeste leder i lang tid vidste mere end mine nærmeste venner. Og det var frustrerende at blive presset til at dele det med mit team i utide, fortæller Ida Partoft.

Heldigvis holdt kollegerne tæt, så Ida kunne annoncere graviditeten på de sociale medier den 1. april 2020 som en omvendt aprilsnar. Præcis som planlagt.

Sorg på ubestemt tid

Ida Partoft beskriver sine år i fertilitetsbehandling som 97 % ventetid og 3 % ekstrem smerte – og så sorg på ubestemt tid.

– Meget af tiden har der ikke som sådan været noget galt med mig fysisk, men den psykiske belastning har været ekstremt stor under hele forløbet. Det var en mærkelig form for at være usynlig syg rigtig længe, siger hun, der i perioder derfor også talte med en psykolog.

Undervejs i forløbet skiftede hun på eget initiativ afdeling på jobbet. Noget hun selv beskriver som ”en lille flugt måske”. Undervejs opsnappede Ida Partoft, at der var enkelte, nære kolleger, der også havde været igennem et fertilitetsforløb.

Dem begyndte hun undervejs at betro sig til. Alligevel har hun følt, at hun har stået meget alene. Derfor har hun også valgt at dele sin historie, så andre i samme situation har nogen, de kan spejle sig i.

Hun vil med sin historie også opfordre HK til at oprette netværk for medlemmer i fertilitetsbehandling, hvor de i et trygt rum kan dele de udfordringer, de oplever i forbindelse med deres arbejdsliv.

Et netværk Ida Partoft fortæller, hun godt selv kunne have brugt:

– Det var virkelig værdifuldt for mig endelig at tale med nogen, der havde samme referenceramme. Man har brug for at tale med nogen, der kender de tanker og følelser, man står med – og at det er på ubestemt tid.

Derfor er der også brug for, at vi får taget hul på snakken om det kollegiale aspekt af fertilitetsbehandling, så de næste ikke skal gå alene i sorgen og tro, at de er de eneste i verden, der oplever det her.