Kvinde, der ligger i græsset og har hånden på sine solbriller

Fotos: Lisbeth Holten

Når kolleger kom i den bedste mening og sagde ”ej, du er gravid – tillykke,” så trickede det mig helt vildt, for tæller Malene Olsen. For Malene Olsen turde ikke glæde sig.

Gennem de seneste 10 år havde hun nemlig været igennem 13 ufrivillige aborter. Derfor var frygten også altoverskyggende for, at det ville ske igen, da hun nu for 15. gang var blevet gravid med den lillebror eller lillesøster, som hun og hendes kæreste så brændende ønskede sig.

– Det er jo ikke, fordi folk skal stoppe med at sige tillykke og være glade på ens vegne. Men som kollega skal man samtidig være klar over, at der kan være mange andre følelser end glæde på spil for den, der er gravid, siger Malene Olsen og fortæller, at det for hende på det tidspunkt blot var endnu en kollega, hun lige om lidt skulle fortælle, at hun havde aborteret igen.

For sådan plejede det jo at gå. Derfor havde hun også bare brug for at komme væk fra situationen, når kollegerne kom og ønskede tillykke fremfor den store snak om gode sparkedragter og babynavneleg.

I dag kommer hvert 9. barn, der bliver født i Danmark, til verden med hjælp fra fertilitetsbehandling. Det viser nye tal fra Sundhedsdatastyrelsen fra april 2026.

 

Malene Olsen er oprindeligt uddannet pædagog og har arbejdet i den private hjemmepleje i en årrække. Hun beskriver sig selv som meget udadvendt og energisk – en ”tusind jern i ilden”-type og ”ingen problemer, det løser jeg” lød ofte, når hun var på arbejde.

Men efter at have været igennem flere år med aborter, og en omfattende behandling inden fødslen af sit første barn, var der noget, der havde ændret sig i forhold til hendes arbejdsliv.

– I flere år var der virkelig mange læger og sygeplejersker, der havde rørt ved mig. Det er voldsomt at skulle ligge i stigbøjler konstant. Samtidig kunne jeg mærke, at jeg hurtigt fik nok af andres problemer, for i virkeligheden havde jeg brug for, at der var nogen, der i stedet tog sig af mig, siger Malene Olsen.

Efter sin barsel med sin søn besluttede hun derfor, at hun ville skifte branche – til et mere klassisk administrativt kontorjob.

Fortrolighed med chefen

Hvor Malene Olsen havde været ærlig overfor sin chef i sit tidligere job om sine fertilitetsudfordringer, valgte hun i første omgang ikke at sige så meget i sit nye arbejde som receptionist i en privat virksomhed.

Til sin jobsamtale var hun åben om, at det havde været svært at få sin søn, som på det tidspunkt var to år, men så sagde hun heller ikke mere end det.

– Vi drømte om et barn til, men vi vidste jo intet om, hvordan det for løb ville blive – og derfor heller ikke, hvad det eventuelt ville få konsekvenser i forhold til mit arbejde. Samtidig påvirkede folks reaktioner på min historie mig rigtig meget, og jeg havde brug for også at være noget andet end hende, der havde mistet en masse babyer, siger Malene Olsen.

Malene Olsen har aldrig haft problemer med at blive gravid naturligt. Hendes udfordring med barnløshed har i stedet været, at et overaktivt immunforsvar har gjort det svært for hende at holde på fosteret.

Mellem 15 til 20 % af alle par vil på et tidspunkt i deres tilværelse opleve en periode med ufrivillig barnløshed, og 2-5 % af par vil opleve gentagne graviditetstab. Kilde: Sundhed.dk

 

Da Malene Olsen også ret hurtigt blev gravid i sit nye job, skulle hun derfor også i gang med behandling igen ret tidligt i sin ansættelse. Den samme behandling, som virkede med barn nummer et. Men behandlingen virkede ikke denne gang, og Malene aborterede igen. Og det efterfølgende år flere gange.

Bortset fra et par sygedage omkring selve aborten passede Malene Olsen sit arbejde som receptionist så godt, hun kunne.

– Sorgen over, at det nu igen ikke gik, fyldte. Det er en klub, man virkelig ikke vil være en del af – og det skabte helt vildt meget vrede og irritation hos mig. Men vi har jo alle sammen dårlige dage, og jeg fik på en eller anden måde pakket det ind i det over for mig selv, siger Malene Olsen.

Samtidig havde Malene Olsen en meget rummelig og fleksibel arbejdsplads, som gjorde det muligt for hende at gå til lægen, behandlinger – og til et utal af scanninger. De mange scanninger var nemlig et andet udtryk for Malene Olsens enorme kontrolbehov.

– Vi var til scanning mindst en gang om ugen. Selv om lægerne siger, at alt ser fint ud, bliver man virkelig skeptisk. Vi var jo vant til, at det ville gå galt igen lige om lidt. Derfor tog vi imod alt, hvad vi fik tilbudt og købte derudover også private scanninger selv, siger hun.

Da Malene Olsen blev gravid for 15. gang – med det, der i dag er hendes datter – valgte Malene Olsen at tage fat i sin chef, da hun var et par måneder henne i sin graviditet.

– Vi havde efterhånden bygget et tæt tillidsforhold, hvor hun også havde delt personlige ting. Derfor følte jeg også, at jeg nu kunne sige tingene, som de var, siger Malene Olsen og fortsætter:

– Det var virkelig rart endelig at få det sagt og have en backup, der kunne hjælpe med at dække over mig, når jeg var væk. Og selvom jeg jo havde enorm brug for kontrol over, at så få som muligt vidste det, var det samtidig rart at vide, at hvis det gik galt igen, behøvede jeg ikke forklare min chef så meget i den situation.

Øvede sig på at glæde sig

Som ugerne gik, og maven begyndte at vokse, øvede Malene Olsen sig også på at glæde sig. Hun delte det med nogle tætte kolleger, så hun ikke skulle have en facade på hele tiden og finde på gode forklaringer på, at hun sagde nej til kaffe, var stoppet med at gå med parfume og andre ting.

Langsomt begyndte hendes graviditet også at sive ud i organisationen, og de for Malene Olsen svære lykønskninger fra velmenende kolleger, hun ikke var lige så tæt med, begyndte at komme.

Da Malene Olsen var gravid i 2. trimester, blev den virksomhed, hun var ansat i opkøbt af en anden, og sammen med en større gruppe af medarbejdere blev Malene Olsen fyret.

Hun nåede derfor heller aldrig at dele hverken glæden over at have fået endnu et barn eller sin historie om ufrivillig barnløshed med sine kolleger.



Siden har hun til gengæld delt sin historie i både en bog om barnløshed og på sine sociale medier.

– En af min kærestes kolleger havde set et af mine opslag og kom til ham og sagde, at hun virkelig var ked af, at de havde gået og joket med, hvornår vi skulle have børn, og kørt på ham. Vi skal virkelig lære at lade være med at kommentere på, om folk ser gravide ud, eller spørge ind til deres babyplaner både på arbejdet og generelt, mener Malene Olsen.

Hvis du som kollega er interesseret i personens private forhold, så spørg i stedet generelt ind til, hvordan folk har det, lyder opfordringen fra Malene Olsen – så folk ikke bliver tvunget til at sige noget, de ikke har lyst til:

– Du aner ikke, hvad folk har været igennem. Og selvom de i sidste ende lykkes med at få et barn eller to, så ved man ikke nødvendigvis, hvad de har været igennem for at nå dertil.

Kvinde, der står halvt drejet mellem nogle træer