Kvinde på en strand med en hund

Fotos: Lisbeth Holten

Egentlig troede i dag 39-årige Mona Thorup, at hun skulle være ung mor.

Vejen til ønskebarnet viste sig dog relativt hurtigt ikke at være helt lige til.

Derfor var hun også kun 25 år og lige blevet gift med sin daværende mand, da de begyndte i fertilitetsbehandling. Den første hormonsprøjte tog hun på deres bryllupsrejse, og Mona Thorup blev gravid i allerførste hug. Men mistede graviditeten igen.

Selvom Mona Thorup aborterede i første omgang, var både hun selv og lægerne på det tidspunkt optimistiske omkring, at det nok skulle lykkes for hende at blive mor.

Flere og flere danske par kæmper med ufrivillig barnløshed. Tal fra Sundhedsdatastyrelsen fra april 2026 viser, at der i 2025 blev foretaget 40.736 fertilitetsbehandlinger. Det er mere end 3.000 flere fertilitetsbehandlinger end i 2020. For heteroseksuelle par er der tale om en stigning på 13 % på fem år.

 

Mona Thorup fertilitetsbehandling endte med at strække sig over 14 år – og hun har været i behandling med både sin tidligere og nuværende mand.

I perioder har hun pendlet mellem Skejby sygehus, fertilitetsklinikken i Horsens, center for gentagende ufrivillige aborter i Aalborg – og ja, så hendes hjem og arbejdsplads HK i Østjylland, hvor hun er udviklingskonsulent. På de hårdeste dage fik hun taget blodprøver om morgenen, passede sit arbejde og modtog så fertilitetsbehandling om eftermiddagen.

Mona Thorup forsøgte altid at få den tidligste tid om morgenen. Ikke fordi hverken hendes arbejdsgiver eller kolleger klandrede hende for at være væk til en aftale i løbet af dagen. Men fordi hun selv fik dårlig samvittighed over at være væk.

– Jeg vidste jo godt, at når jeg ikke var der, så var der nogle andre, der skulle løse opgaverne for mig. Derfor har jeg gjort alt for ikke at være mere til besvær end højst nødvendigt, siger Mona Thorup.

Følte sig som en dårlig kollega

For Mona Thorup har det været hårdt at være presset af hormoner, men især også, at hun ikke har kunnet være den udgave af sig selv, som hun gerne vil være.

– Det påvirker jo alle aspekter af ens liv. Privat, men jo også på arbejde. Og ens relationer til både venner, familie og kolleger, siger hun.

Som kollega har det især været svært for Mona Thorup ikke at kunne være lige så hjælpsom, som hun gerne ville.

– Du er den, der hele tiden bare står og spørger om hjælp, uden at du rigtig kan give noget tilbage. Det skabte et enormt indre pres over, at jeg i hvert fald så skulle levere de timer, jeg så var på min arbejdsplads – og derfor også har løbet rigtig stærkt, når jeg var der, siger hun.

6 ufrivillige aborter og et mistet håb

6 gange igennem sit 14 år lange fertilitetsforløb har Mona Thorup været gravid. Og 6 gange har hun ufrivilligt aborteret igen.

Undervejs i hendes fertilitetsforløb har hun både prøvet at blive så overstimuleret af hormoner, at hun tog 8 kilo på i væske på en uge. Hun har også måttet sælge barnevogn, autostol ”og hele molevitten” igen, fordi det alligevel ikke gik. Og efter 14 år i behandling besvimede hun til sidst, fordi hendes
krop var så stresset og presset.

Derfor besluttede hun og hendes mand sidste år at stoppe med at forsøge at blive forældre.

– Jeg havde det så dårligt til sidst, at hvis jeg skulle fortsætte med at have det sådan for at få et barn, så skulle jeg ikke have et barn, fortæller Mona Thorup.

Behov for åbenhed har ændret sig

Mona Thorup har under hele forløbet valgt at være åben omkring sin fertilitetsbehandling på sit job på de to forskellige arbejdspladser, hun har været på. Med alle de hospitalsbesøg hun har været igennem, kunne hun ikke forestille sig ikke at sige det.

Selvom åbenheden har været vigtig for Mona Thorup, har hun med tiden mærket, at hendes behov for, hvor åben hun har ønsket at være, har ændret sig. Hvor hun i første del af sit behandlingsforløb havde det fint med, at hendes kolleger spurgte ind til, hvordan det gik, nåede hun undervejs til et punkt, hvor hun faktisk ikke orkede at tale mere om det på arbejdspladsen.

– Da det hele var nyt, og jeg stadig troede på det, der var det en ting, men med de mange aborter så begynder man ligesom at miste sin optimisme, siger hun.

Samtidig oplevede Mona Thorup også, at selvom det kun var velmenende, så var der spørgsmål, som var for private. Derfor endte hun også med at instruere sine kolleger i, at hun selv ville sige til, når hun ville tale om det. Hendes kolleger skulle ikke spørge ind til det.

MOnas 5 gode råd

Sådan taler du til en kollega, der er i fertilitetsbehandling

  1. Spørg ikke, hvornår en kollega skal have børn. Det er privat.
  2. Hvis du har en kollega, der er i fertilitetsbehandling, så undlad at spørge
    ind til status på behandlingen. Lad din kollega selv fortælle, hvordan det går, hvis han/hun ønsker at dele det. Spørg i stedet generelt til, hvordan det går – så kan din kollega selv fortælle, hvad hun/han ønsker at dele
  3. Lad være at komme med gode råd til din kollega i fertilitetsbehandling – også selvom de er velmenende.
  4. Andres succes- eller fiaskohistorier behøver du heller ikke fortælle om.
  5. Spørg aldrig, om en kollega er gravid, selvom du tror det. Der kan være mange andre grunde til, at kroppen eller vaner ændrer sig. 

 

Vis mere

Mona Thorup har kun oplevet, at hendes kollegaer har haft stor respekt for, at hun opsatte grænser for, hvornår og hvordan hun gerne ville tale om sin kamp for ønskebarnet.

– Jeg tror, de fleste jo godt kan sætte sig ind, at det her må være svært og gøre ondt, siger hun.

Når der har været babyfremvisning på gangen, har hun også kun oplevet forståelse for, at hun indimellem har måttet lukket døren til sit kontor, når det blev for meget.

– Ved at være åben, men også åben over for at sige, hvad jeg egentlig har brug for, har jeg kunnet være i det, ja. Men jeg har så også brugt måske halvdelen af al den tid, jeg har været i behandling, på at finde ud af, hvordan det hele skulle strikkes sammen, siger hun.

Ét ud af tre par, der gennemgår fertilitetsbehandling i det offentlige, opnår ikke at få et barn. Kilde: Sundhed.dk

 

Skal lære at rumme snak om børn

Inden Mona Thorup og hendes mand valgte at tage beslutningen om ikke længere at jagte drømmen om at blive forældre, havde de mange snakke om, hvorfor det var vigtigt for dem at få et barn.

For Mona Thorup handlede det især om at være forbundet til en anden generation, når hun blev ældre. Det gav hende en ro, fordi det var en ting, hun faktisk kunne gøre noget ved. I dag bor hun tæt på sine to nevøer, som hun også har planlagt næste sommer- og vinterferie sammen med.

– Det er jo en måde for mig at indtage en rolle i deres liv, siger Mona Thorup.

Og så har hun fået en hund – en blanding mellem en bomuldshund og en havaneser – som har en helt særlig rolle i Mona Thorup og hendes mands liv.

– Den er jo i sig selv ikke noget exceptionelt, men for mig er den, siger hun.

 

Mona Thorup kan stadig godt have dage, hvor den ufrivillige barnløshed fylder, og derfor har behov for at trække sig eller spørge sine kolleger, om de lige kan tale om det, når hun er gået.

– Jalousi er et udtryk for, at de har noget, som jeg også gerne vil have. Jeg har lært at acceptere og respektere, at det er helt okay, at andre lykkes med noget, jeg ikke kan. Men at det samtidig er helt okay, at jeg har de følelser omkring det, siger hun.

– Ligesom jeg skal lære at rumme snak om børn, så må mine kolleger også vænne sig til at høre om min hund, griner Mona Thorup.

Kvinde, der sidder på en strand med sin hund