Overgangsalder tog Lonnis overskud på jobbet

Hvis arbejdspladsen er medspiller i stedet for modspiller, ka man undgå sygemeldinger, mener Susanne Jørgensen (tv.), her sammen med Lonni Normann Davidsen. Foto: Lars Pryds

Klokken er halv fire, og Lonni Normann Davidsen er vågen igen. Søvnen har været afbrudt, som den næsten altid er, og hovedpinen er begyndt at trykke. Om få timer skal hun møde ind i Akutmodtagelsen på Hvidovre Hospital, men kroppen føles brugt, før arbejdsdagen overhovedet er gået i gang.

Sådan har mange morgener set ud for lægesekretæren. Overgangsalderen meldte sig første gang, da hun var 43. Dengang var det til at leve med. Lidt hedeture. Lidt dårlig søvn. Ikke noget, der for alvor ændrede hendes hverdag. Det gjorde det først nogle år senere.

– Og så begyndte helvede, fortæller hun.

Fra den ene periode til den anden skiftede symptomerne karakter. Hovedpinen nærmede sig migræne. Kroppen gjorde ondt. Hedeturene tog til. Og tålmodigheden forsvandt.

– Alt, hvad der er svært, bliver endnu sværere, fordi når du kun får sovet mellem to til fire timer i døgnet, så har du selvfølgelig ikke noget overskud. Du er drænet mentalt og i kroppen.

Det var ikke kun på arbejdet, det kunne mærkes. Også derhjemme blev hverdagen forandret.

– Jeg lavede ikke andet end at være på arbejde og ligge i min seng. Fordi det var det eneste, jeg kunne overskue.

Da kroppen sagde fra

I halvandet år forsøgte hun at klare det uden hormonbehandling. Hun trænede, spiste sundt og prøvede at holde fast i alle de råd, man får at vide, burde hjælpe. Men det gjorde de ikke.

Til sidst gik hun til lægen og fik hjælp. I dag er hun stadig på hormonbehandling, og den dæmper symptomerne. Hedeturene er ikke længere så voldsomme, og hovedpinen er ikke længere migrænelignende. Men den er der stadig hver dag.

Når Lonni Normann Davidsen møder ind på arbejdet, er det ikke med lyst til at trække sig. Tværtimod. Hun kan godt lide sit arbejde og vil gerne være dygtig. Gerne have styr på det hele. Men det blev sværere og sværere.

Masken på jobbet

Hun lagde en slags maske over det hele og prøvede at arbejde, som hun altid havde gjort. Skarp. Effektiv. Samlet. Men det kostede.

– Jeg brugte enormt meget energi på at prøve at være lige så skarp, lige så hurtig og lige så god som før.

Når arbejdsdagen var slut, var hun ikke bare træt. Hun var tømt. Og næste nat kom søvnen stadig ikke. På den måde blev udmattelsen en ond cirkel, der bare fortsatte.

Samtidig begyndte kroppen at sige fra på andre måder. Hun blev oftere syg, fordi alt i hende allerede var presset.

– Når ens krop ikke spiller, så bliver man jo også mere og mere syg. To kilometer væk fra mig kunne der gå en, der var snottet, og så
lå jeg jo dagen efter og var syg.

Det gik også ud over hendes egen faglige stolthed. Hvis hun lavede en fejl eller glemte noget, kunne hun køre det rundt i hovedet i flere dage bagefter.

– Jeg hader at lave fejl. Jeg hader ikke at have styr på det.

Samtidig opstod en anden tvivl. For Lonni Normann Davidsen havde tidligere haft stress, og nogle af symptomerne lignede dem, hun kendte derfra.

– Det er jo også det, man nogle gange kan tage fejl af i starten og tro, det måske er stress, fordi nogle af symptomerne kan være de samme.

Min krop, mit problem

Over for kollegerne lagde hun ikke skjul på, at hun havde det skidt. Hun beskriver sig selv som meget åben, og det var hun også om overgangsalderen.

Men åbenheden stoppede ved et punkt. For selv om symptomerne fyldte mere og mere, tænkte hun ikke, at arbejdspladsen kunne være en del af løsningen. Det var hendes krop. Hendes problem. Hendes ansvar at få det til at fungere.

Det ændrede sig først, da hun blev indkaldt til en sygefraværssamtale med sin leder, Susanne Jørgensen. Her blev hun tvunget til at tænke mere konkret. Ikke bare over, hvor dårligt hun havde det, men over, hvad der faktisk kunne hjælpe.

– Jeg vil jo rigtig gerne på arbejde og have det her arbejde stadigvæk, siger Lonni Normann Davidsen.

På det tidspunkt kunne hun tydeligt mærke, at fjerde arbejdsdag i træk blev for meget. På tredjedagen gik hun i seng klokken syv om aftenen, hvis hun havde haft dagvagt. På fjerdedagen kunne hun næsten ikke komme ud af sengen.

– I forbindelse med tidligere sygefraværssamtaler har jeg tænkt, at det må jeg selv finde ud af, for det er mig, der har et problem. Det er min krop. Jeg tror slet ikke, jeg har tænkt, at det kunne knyttes sammen.

Men denne gang gik hun ind til samtalen med et andet blik. Ikke kun på sig selv, men også på arbejdspladsen.

– Da jeg skulle til sygefraværssamtale, tænkte jeg: Hvad er det egentlig, der måske kan hjælpe mig?

I samtalen fortalte hun sin leder, hvor hårdt hun var ramt, og hvor meget hun allerede selv havde prøvet at gøre for at få det bedre. Reaktionen gjorde indtryk.

– Min leder var meget lydhør. Det er rart, at det er en, der møder en i det og faktisk lytter og anerkender, hvor syg man er i sådan en periode.

Tre vagter og så fri

Ledende lægesekretær Susanne Jørgensen så også samtalen som et sted, hvor der skulle findes en løsning, der kunne fungere i praksis.

– For mig har ledelse altid handlet om, at arbejdsliv og hjemmeliv skal passe sammen, siger hun.

Løsningen var enkel. Lonni Normann Davidsen skulle ikke længere have mere end tre vagter i træk. Der blev lavet om i vagtplanen, og forskellen kunne mærkes næsten med det samme. Ikke fordi overgangsalderen forsvandt, men fordi presset lettede.

– Det har gjort, at jeg ved, jeg ikke kommer ud i den der fjerdedag, hvor jeg bare er så drænet, så jeg nærmest er bange for: Okay, bliver jeg så syg igen, fordi jeg er så fucking drænet? fortæller Lonni Normann Davidsen.

Nu ved hun, at der kommer en pause, før kroppen bliver helt tømt. Det giver hende ro. Og den ro smitter af på resten af livet.

– Det giver bare en helt anden ro, fordi jeg kan få indhentet al den energi, som jeg før gik og manglede. Når jeg er på arbejde de her tre dage, så føler jeg mig mere som mit gamle jeg.

En medspiller i stedet for en modspiller

For Susanne Jørgensen er det netop en del af ledelsesopgaven at finde løsninger, der gør, at medarbejderen kan blive i arbejdet uden at gå helt ned.

– Hvis man kommer og siger: “Jeg har sovet rigtig dårligt, jeg er ikke helt på toppen, kan vi flytte rundt?”, så synes jeg, det er et langt bedre alternativ end en sygemelding.

Lonni Normann Davidsen ved godt, at hendes løsning ikke kan kopieres direkte til alle arbejdspladser. Hun er selv bevidst om, at hun er heldig at være et sted, hvor arbejdstiden kan tilpasses.

– Jeg føler mig faktisk privilegeret over at kunne blive grebet i det her, fordi jeg ikke kan gøre mere selv.

Hun fortryder i dag, at hun ikke tidligere tænkte, at arbejdspladsen kunne være en medspiller.

– Jeg fortryder det da vildt meget, fordi det kunne have givet mig så meget mere ro i min krop for halvandet år siden.

Derfor fortæller hun også åbent om sin historie. Ikke fordi alle bliver lige så hårdt ramt, men fordi hun gerne vil gøre det tydeligere, at overgangsalder kan være meget mere end en hedetur i ny og næ.

– Man skal være bedre til at fortælle andre kvinder om, hvor nederen det kan være, konkluderer Lonni Normann Davidsen.