HK Stats næstformand Ulla Moth-Lund Christensen mener, at det skal kaste både anerkendelse, fleksibilitet og udvikling af sig til de seniorer, der tager en ekstra tørn på arbejdsmarkedet. Foto: Mikkel Østergaard


En milepæl er ved at blive nået. Stadigt flere seniorer vælger at fortsætte arbejdslivet. Det betyder, at vi runder et historisk tal inden længe.

Lige om lidt er der nemlig 100.000 folkepensionister i arbejde. Det viser juni-tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR). Stigningen i forhold til samme måned sidste år er på 6.977 personer, og på tre år er antallet af arbejdende folkepensionister steget med 45 procent.

LÆS OGSÅ: Aldrig har seniorer i job været ældre 

Det ser da efterhånden også ud til, at arbejdsgivere, virksomheder og borgerlige politikere endelig har indset værdien af seniorer på arbejdsmarkedet. Det grå gulds erfaring, faglige tyngde og evner til at levere kvalitet til tiden er åbenbart endelig blevet erkendt.

For hvorfor skulle der ellers være åben jagt på seniorer til næste job? Det kunne selvfølgelig have noget at gøre med, at arbejdsgiversiden længe har brokket sig over manglende arbejdskraft blandt yngre mennesker i en tid med højkonjunktur. Der mangler arbejdskraft i Danmark – og så kan seniorerne godt bruges.

”Kommer med viden og erfaring”

- Først nu, hvor der er mangel på kvalificeret arbejdskraft, kommer der fokus på seniorer som en arbejdsmæssig værdi. Men for at seniorerne skal blive nogle ekstra år på det danske arbejdsmarked, så skal de også tilbydes noget for deres ekstraordinære indsats, siger næstformand for HK Stat Ulla Moth-Lund Christensen. 

Cocktail-effekten
Når alle de følgende ni faktorer opleves positivt af seniorer, øges sandsynligheden med hele 68 procent for, at vedkommende fortsætter længere tid på arbejdsmarkedet:
Fysiske krav – tidspres – indflydelse på arbejdet – udviklingsmuligheder – støtte i vanskelige situationer – anerkendelse – rimelig løn – udsigt til forfremmelse – tryghed i ansættelse.

LÆS OGSÅ: Tema: Det grå guld smides på gaden

Hun mener, det er en misforståelse, når seniorer opfattes som medarbejdere, der ikke længere er interesseret i efteruddannelse, status på jobbet og forhandling om løn. De vil i den grad stadig være involveret på arbejdspladsen. Og arbejdsmiljøet skal også stadig være i orden for seniorerne.

- Deres arbejdsliv er jo ikke slut. Seniorerne kommer med viden og erfaring, som yngre ansatte kan lære noget af. Arbejdspladsen skal bare sørge for at etablere en bedre balance mellem arbejde og fritid i jobbet for seniorer. Vi må have tidspres ud af ligningen, så deres arbejdskraft fortsat kan være et aktiv for arbejdspladser og den danske økonomi, siger Ulla Moth-Lund Christensen.

Seniorer vil opleve sig ’værdsat’

Hvad er det så, der kan få seniorerne til at blive længere tid i jobbet, når de når pensionsalderen? Det handler om ’cocktail-effekten’, viser et større europæisk studie med deltagelse af 9.000 personer midt i halvtredserne, der blev fulgt i 10 år frem mod pensionering. Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) var en af initiativtagerne til undersøgelsen i 26 europæiske lande, der blev fremlagt i 2025.

LÆS OGSÅ: Cocktail-effekt får seniorer til at blive i jobbet 

- Når de ældre medarbejdere får mulighed for at udvikle sig og oplever, at deres indsats bliver værdsat, er de langt mere motiverede til at fortsætte med at arbejde, siger professor på NFA Lars L. Andersen, som er hovedforfatter bag det nye forskningsstudie.

Ifølge Lars L. Andersen er der vilje til at fortsætte ud over pensionsalderen hos de ældre medarbejdere i undersøgelsen. Undersøgelsen har spurgt ind til ni faktorer. Og kombinationen af en positiv samlet oplevelse af faktorerne vejer tungere end de enkelte faktorer i sig selv, konkluderer professoren. Hvis alle de ni faktorer opleves positivt i arbejdslivet, så øges sandsynligheden for, at en senior fortsætter længere tid på arbejdsmarkedet med 68 procent.

Vigtigste grund til at blive for seniorer er ”elsker mit job”

Her er de vigtigste forklaringer på, at seniorer bliver længere i jobbet:

  • Elsker mit job (46 procent).
  • Mit job giver mig mening (42 procent).
  • For at holde mig i form (34 procent).
  • Tilhørsforhold til arbejdspladsen (33 procent).
  • Jeg føler mig nyttig (32 procent)

Kilde: Trivselsundersøgelse blandt seniorer, udarbejdet af Institut for Lykkeforskning på vegne af organisationen Faglige Seniorer og foreningen Østifterne i 2023. Baseret på svar fra 14.000 seniorer.