Teknologien tager over, men der er stadig plads til dig i fremtiden  

Selvom 25 år synes langt ude i fremtiden – så skal vi ikke være nervøse for, at vi sidder alene i et dystopisk samfund uden kontakt til hverken kolleger eller borgere. Godt nok vil vi være omgivet af robotter, og opgaverne vil være anderledes, men der vil stadig være plads til os. Og vi vil stadig mødes fysisk.

Af Louise Munksgaard

- 25 år er vanvittigt langt ude i fremtiden. Alligevel ser jeg ikke et scenarie, hvor hele HK-området er drevet ud i teknologisk arbejdsløshed, slår fremtidsforsker og direktør på Institut for fremtidsforskning, Carsten Beck, fast.

Han forudser et scenarie – hvor vi – selvom meget er ændret, stadig vil kunne genkende vores arbejde og arbejdsliv.

- Jeg er næsten sikker på, at der er et arbejdsliv og nogle jobs, der skal besættes. Men vi vil selvfølgelig se en teknologisk udvikling over de næste 25 år, ligesom vi har set de seneste 25 år. Der vil komme en strukturel forandring, hvor teknologien går ind og understøtter den enkelte. Men det er næppe et arbejdsliv, der er ændret til ukendelighed, og jeg er sikker på, at der er jobs, selvom opgaverne højst sandsynligt har ændret sig en del, siger Carsten Beck.

Fremtidsforskeren er ikke i tvivl om, at alt er mere digitalt – men hvilke it-systemer og hvilke opgaver den enkelte HK’er sidder med, er der ingen, der kan spå om.

Vi lever i et samfund, hvor di bliver lidt flere mennesker, og det er positivt for kommunerne og den kommunale økonomi.
- Carsten Beck, fremtidsforsker og direktør på Institut for fremtidsforskning

- Der er slet ingen tvivl om, at teknologien og digitaliseringen af arbejdslivet kommer til at fylde rigtig meget i fremtiden, så det er om at sørge for at være opdateret og sikre sig med digitale kompetencer. Vi kommer nok til at se en anden jobprofil for HK’erne over de næste 25 år, for der vil uden lige være opgaver, der forsvinder, og ting der bliver ændret radikalt. Når det er sagt, lever vi i et samfund, hvor vi bliver lidt flere mennesker, og det er positivt for kommunerne og den kommunale økonomi.

Det fysiske møde er vigtigt

Carsten Beck mener, at man i et fremtidsscenarie også bør blive skarpe på værdien af det fysiske møde, da man i princippet med digitaliseringen kan løse de fleste opgaver digitalt.

- Man er nødt til at gøre sig klart, hvad det er for en værdi, der ligger i, at mennesker mødes fysisk. Inden for mange opgaver er det fysiske møde ikke nødvendigt. Tid og sted er ikke nødvendigt. Men der er jo stadig borgere, patienter, elever og andre grupper, der har brug for det fysiske møde, siger Carsten Beck og fortsætter:

- Selvom de ældre borgere om 25 år har vænnet sig til teknologien, så kan man stadig blive blind eller dement – og så har man brug for en kattelem. Jeg har også svært ved at forestille mig, at det kan være sundt for vores børn og unge, at de bliver isoleret endnu mere.

Carsten Beck har også svært ved at forestille sig, at der er pladser nok til alle på kommunekontoret eller rådhuset om 25 år, men han tror på, at der er en fysisk ramme netop til det fysiske møde.

- Om det lige præcis er et rådhus, som vi kender det i dag, det tør jeg ikke sige. Jeg tror, at man skal gentænke de offentlige rammer, men jeg tror også på, at der også om 25 år vil være fysiske steder, hvor folk mødes og arbejder – også selvom opgaverne måske ikke lægger decideret op til at mødes fysisk.

Borgerne bliver mere krævende

Sammen med teknologi, kunstig intelligens og chatbots mener Carsten Beck, at borgerne er langt mere krævende og forventer en endnu bedre service fra det offentlige om 25 år. Han tror ikke på, at man for eksempel vil finde sig i, at Skats hjemmeside bryder sammen, når forskudsopgørelsen bliver tilgængelig. Samtidig med at man som borger vil forvente, at man kan få svar på sit spørgsmål døgnet rundt.

Borgerne vil da ikke vente til næste morgen, hvis de sidder med et spørgsmål om aftenen.
- Carsten Beck, fremtidsforsker og direktør på Institut for fremtidsforskning

- Borgerne vil da ikke vente til næste morgen, hvis de sidder med et spørgsmål om aftenen. Der vil være en forventning om, at kommunerne har hele batteriet af svar tilgængeligt. Der vil være endnu mere kunstig intelligens, videoer og bedre systemer, hvor de data, der strømmer imod mig, er tilpasset lige præcis mig og mine behov. Der er af og til nogen, der argumenterer for, at så må folk da også få nok. Men, hvorfor skulle vi holde op med at forlange, at tingene bliver bedre?

Mere fleksibelt arbejdsliv

En anden ting, der forhåbentlig også er bedre om 25 år, er balancen mellem arbejdsliv og familieliv – altså fleksibiliteten. En udvikling, som coronapandemien allerede har været med til at sætte skub i, fordi mange under den fik åbnet øjnene for en frihed og fleksibilitet i arbejdslivet, som ikke har været ligeså udtalt tidligere.

Man kan forestille sig, at man arbejder hele juni og juli fra sin kolonihave og møder ind i oktober og november.
- Carsten Beck, fremtidsforsker og direktør på Institut for fremtidsforskning

- Vi har mere frihed nu end for 25 år siden – og om 25 år er det givet endnu mere frit. Man kan forestille sig, at man arbejder hele juni og juli fra sin kolonihave og møder ind i oktober og november. Man eksperimenterer med 4-dages uger og andre ting:

- Der er selvfølgelig nogle borgere, der skal betjenes, og det skal selvfølgelig hænge sammen med deres behov. Men jeg er overbevist om, at på den lange bane – der bliver det resultaterne, der tæller. Vi bevæger os væk fra at måle på tid og tilstedeværelse til at måle på resultater. Jeg tror dog ikke på, at alle bliver frie agenter. Jeg tror, at de fleste går på arbejde – men med meget mere fleksibilitet.

Din fagforening om 25 år

HK Kommunal fylder 100 år og har helt bestemt planer om at være lige så relevant om 25 år. Heldigvis tror Carsten Beck på, at fagforeninger også spiller en rolle til den tid.

- To ting: Er der behov for fællesskab og sammenhold om 25 år? Ja, det er der. Er der urimelige ting på arbejdspladsen, som fagforeninger skal hjælpe med om 25 år? Ja, det er der. Jeg er stensikker på, at der er behov for fagforeninger om 25 år, men jeg tror, at medlemmerne vil udfordre på, hvad det vil sige at være medlem, siger fremtidsforskeren og fortsætter:

- Jeg har en hypotese om, at danskerne i fremtiden er ligeglade med ideologi – hvis naboen har et bedre tilbud, så går man derover. Så ja – der er behov for fagforeninger, men jeg tror, at der bliver mere konkurrence.

 

Med til historien hører også: 

Den største forandring bliver opgaveløsningen

Der vil altid være behov for HK'ere

Fagforeningen er grundstenen i et ordentligt arbejdsmarked

Græsrødder, stærke kvinder og kampen for anerkendelse

HK Kommunal fylder 100 år. Den 13. maj 1923 blev Kommunale Kontormedhjælperes Fællesklub dannet. Meget er sket fagligt og politisk i de 100 år, der er gået siden da. 

TEMA: 100 års arbejdsliv for kommunalt og regionalt ansatte