Fagforeningen er grundstenen i et ordentligt arbejds­marked

Der vil også være brug for fagforeninger i fremtiden. Men naturligvis skal vi som fagforening være på dupperne og tilpasse os og skabe værdi i et arbejdsmarked i udvikling. Og det samme gælder for medlemmerne, lyder det fra HK Kommunals formand, Lene Roed.

 

Af Louise Munksgaard

- Når vi kigger tilbage på de sidste 100 år, så er hele vores samfund bygget på de sejre, fagforeningerne har stået for. Fagforeningerne er grundstenen i at sikre et ordentligt arbejdsmarked, og det er jeg sikker på, at de også vil være i fremtiden, lyder det fra HK Kommunals formand, Lene Roed, i forbindelse med HK Kommunals 100-års jubilæum:

- Grundlæggende skal vi tilpasse os arbejdsmarkedet, skabe værdi og holde os attraktive. Vi skal også om 25 år sikre ordentlige løn- og arbejdsvilkår. Og uagtet hvordan fremtiden ser ud, vil der altid være behov for at være en del af et fagligt fællesskab.

Lene Roed forklarer, at velfærdssamfundet allerede er presset af et kæmpe gab mellem den service, kommunerne kan tilbyde, og det borgerne forventer. Og det gab vil højest sandsynligt kun blive større i fremtiden.

HK Kommunal har også i fremtiden en vigtig rolle i at markere den kæmpe værdi og forskel, administrationen gør
- Lene Roed, formand for HK Kommunal

- Medarbejderne kommer til at sidde i det urimelige spændingsfelt – og der er det altså vigtigt, at man står sammen og har sin faglige organisation i ryggen. Derudover har vi jo i årevis som administrative medarbejdere været under beskydning. Der tænker jeg, at HK Kommunal også i fremtiden har en vigtig rolle i at markere den kæmpe værdi og forskel, administrationen gør.

Opgaverne vil ændre sig

En ting er, at fagforeninger skal være oppe på dupperne, det samme gælder for med­lemmerne – for opgaverne vil uden tvivl forandre sig.

- Når vi kigger tilbage på de sidste 25 år, er digitalisering og teknologi jo gået vanvittig stærkt. Og det kommer kun til at gå stærkere i fremtiden. Derfor er det SÅ vigtigt med kompetencegivende uddannelse. Man kan ikke længere forvente, at man kan blive uddannet i 20’erne, og så holder den uddannelse til pensionsalderen. Man er nødt til som administrativ medarbejder hele tiden at videreuddanne sig, understreger Lene Roed:

- Når det er sagt, er jeg sikker på, at vi også i fremtiden har brug for medarbejdere, der kan forene borgerkontakt med digitalisering. Og ikke mindst medarbejdere der både har kendskab til driften og indsigt i digitaliseringen, siger HK Kommunals formand, Lene Roed.

Med til historien hører også:

Den største forandring bliver opgaveløsningen

Der vil altid være behov for HK'ere

Græsrødder, stærke kvinder og kampen for anerkendelse

HK Kommunal fylder 100 år. Den 13. maj 1923 blev Kommunale Kontormedhjælperes Fællesklub dannet. Meget er sket fagligt og politisk i de 100 år, der er gået siden da. 

TEMA: 100 års arbejdsliv for kommunalt og regionalt ansatte