Ferie for dig, der ansat i staten

Alt om ferie for dig, som er ansat i staten

Ferieaftalen i staten supplerer ferielovens bestemmelser og giver dig en række yderligere fordele.

Aftalen giver dig blandt andet en uges ekstra frihed og højere udbetalinger i særlig feriegodtgørelse.

Download ferieaftale i staten gældende fra 1. april 2024 Lille pdf symbol

Her kan du se, hvad der er vigtigt at vide om ferie, når du er ansat i staten

Du kan finde svar på, hvordan du optjener og afvikler din ferie her: Alt om din ferie 
Her kan du også læse om overførsel af ferie, da dine muligheder for at overføre ferie følger ferielovens regler. 

Udover de 25 dages ferie, som du har ret til efter ferieloven, giver ferieaftalen på statens område dig ret til 5 særlige feriedage.

Særlige feriedage optjenes pr. kalenderår (optjeningsåret) og kan afholdes fra den efterfølgende 1. maj frem til og med 30. april (afholdelsesperioden). Du optjener 0,42 dag pr. fulde ansættelsesmåned. Disse særlige feriedage kan du holde som hele dage, halve dage eller som timer.

Du skal aftale med din arbejdsgiver, hvornår du holder særlige feriedage. Din arbejdsgiver kan pålægge dig at holde ferie med en måneds varsel, hvis dagene ikke er holdt eller planlagt inden 1. januar i afholdelsesperioden.

Har du ikke holdt dine særlige feriedage, når afholdelsesperioden slutter, vil du få dem udbetalt, medmindre du aftaler med din arbejdsgiver at overføre dem til næste afholdelsesperiode. Du kan også overføre dem til opsparingsordningen, hvorefter du kan gemme friheden til senere.

Ferieloven giver dig ret til 1 procent i ferietillæg, men som ansat i staten får du i stedet 2,02 procent i særlig feriegodtgørelse af din ferieberettigede løn.

Hvis du arbejder på Færøerne, får du 1,5 procent i særlig feriegodtgørelse. Det skyldes, at du som ansat på Færøerne stadig har fri på Store Bededag.

Du kan få særlig feriegodtgørelse udbetalt på 2 forskellige måder:

  • Enten får du udbetalt særlig feriegodtgørelse fast over 2 omgange. Den første del bliver udbetalt sammen med din løn for maj måned og dækker over perioden 1. september til 31. maj. Den anden del af ferietillægget får du udbetalt med din løn for august måned og dækker over perioden 1. juni til 31. august.
  • Eller også får du udbetalt ferietillægget, når du holder ferie. Din arbejdsgiver opgør løbende dit optjente ferietillæg og udbetaler den andel, der svarer til den ferie, du holder.

Hvis din ugentlige arbejdstid ændres, vil din løn også ændres, når du holder ferie og særlige feriedage.   

Løn under ferie bliver beregnet ud fra din arbejdstid på det tidspunkt, hvor du optjente feriedagene.

Når du afholder særlige feriedage, beregnes din løn for dagene ud fra dit gennemsnitlige ugentlige timetal i optjeningsåret.

Du og din arbejdsgiver skal aftale, hvornår du holder ferie. Når ferien er fastlagt, kan ferietidspunktet som hovedregel ikke ændres.

Hvis din arbejdsgiver er nødt til at ændre din aftalte ferie med kortere varsel end 3 måneder for hovedferie og 1 måned for restferie, før den planlagte ferie er påbegyndt, har du ret til at få dækket eventuelle økonomiske tab plus en kompensation på 1,8 timers betalt frihed pr. omlagt feriedag.

Arbejdsgiveren kan ikke afbryde din ferie, når du er begyndt på den. Hvis det alligevel helt undtagelsesvis sker, skal din arbejdsgiver dække dit økonomiske tab og give dig en kompensation på 3,6 times betalt frihed pr. omlagt feriedag.

Vil du vide mere - læs ferievejledningen

Ferievejledningen indeholder en detaljeret gennemgang af det samlede regelsæt vedrørende ferie for ansatte i staten og viser med eksempler, hvordan reglerne skal forstås i praksis.

Vejledningen beskriver relevante regler i ferieloven samt de afvigelser fra ferieloven, som staten og de faglige organisationer har aftalt i ferieaftalen. Du kan også læse mere om reglerne for særlige feriedage. 

Ændringer, som er aftalt efter 2020, fremgår ikke af vejledningen. Det gælder blandt andet en forhøjelse af særlig feriegodtgørelse, som blev aftalt ved overenskomstforhandlingerne i 2024.

Download ferievejledning gældende fra 1. september 2020 Lille pdf symbol