Hvad er en aktivitet?

En aktivitet (også kaldet ulønnet aktivitet) er arbejde, som ikke kan udbydes som almindeligt lønarbejde. Du laver arbejdet i egen interesse, og hvis ikke, der var frivillige til at lave aktiviteten, ville den ikke blive lavet. 

Ulønnede aktiviteter må du lave ubegrænset. De medfører ikke modregning i dine dagpenge.

Eksempler på ulønnede aktiviteter:

  • Ekspedition i genbrugsbutikker under for eksempel Dansk Røde Kors.
  • Aktiviteter i humanitære organisationer, for eksempel tøjsortering.
  • Deltagelse i kollektive, kulturelle foreninger, for eksempel amatørteater.
  • Indsamling til for eksempel nødhjælpsorganisationer.
  • Forefaldende aktiviteter i sociale cafeer, medborgerhuse, væresteder. Aktiviteterne kan for eksempel være servering, lave kaffe, hjælpe til med at lave mad og socialt samvær.
  • Besøgsven.
  • Aktiviteter i hjemmeværn eller beredskabsforbund.
  • Aflastning af pårørende til syge i eget hjem, for eksempel som vågekone eller aflastningstjeneste.
  • Rådgivning, herunder telefonrådgivning som ikke kræver eller forudsætter en særlig uddannelse.
  • Samtale og hjælp af ikke-økonomisk art til socialt udsatte mennesker, for eksempel Sct. Nicolai Tjenesten.

Du skal ikke oplyse om ulønnede aktiviteter, når du udfylder dit udbetalingskort. 

Ulønnet aktivitet - HK Fagforening