Der er desværre stadig mange mennesker, der ikke ved, hvordan de skal opføre sig på indkøbsturen. Butikstyverier er det seneste halve år steget med raketfart. Samtidig flyver trusler og tilsvininger rundt i butikkerne på daglig basis.
Det skal vi have gjort noget ved, så regningen ikke efterlades hos de butiksansatte, der mærker den stigende utryghed æde sig ind på arbejdsmiljøet.
Heldigvis er politikerne ved at få øjnene op for alvoren. Bedre sent end aldrig, fristes man til at sige.
I sidste uge havde jeg nemlig fornøjelsen af at drøfte problemstillingen med både justitsminister Mattias Tesfaye fra Socialdemokratiet og formand for Folketingets retsudvalg Morten Dahlin fra Venstre. Begge politikere erkendte, at der var et behov for at drøfte løsninger på utrygheden i butikkerne.
Læs også om justitsministerens løfte til de butiksansatte
Nu skal politikernes erkendelse bare omsættes til handling, og det kan næsten kun gå for langsomt.
Derfor tog jeg også med glæde imod justitsministerens invitation til at medvirke i en politisk diskussion med arbejdsgiverne og politiet om konkrete løsningsforslag, når valget engang er overstået. Og vi skal nok blive ved med at råbe den kommende regering op, til vi får løsninger på bordet – om den så bliver rød, blå eller det midt imellem.
For vi har selv i flere år forsøgt at sætte fokus på problematikken med kampagner, læserbreve og gode råd til vores egne medlemmer om, hvordan de konfliktnedtrapper. Det vil vi fortsætte med, for vi tror på den gode dialog. Men vi må også erkende, at politikerne må på banen, hvis vi skal have et opgør med det dårlige arbejdsmiljø.
Vi har tidligere forslået, at trusler og vold mod butiksansatte skal udløse samme straf, som hvis det var mod en tjenestemand i funktion. Det håber vi får opbakning fra politikerne og den kommende regering.
Uanset hvad resultatet bliver, kæmper vi videre for at gøre politikerne opmærksomme på de butiksansattes vilkår og komme med konkrete løsninger, som er til gavn for hele detailhandlen.