HK.dk logo

11. maj 2015

Interessant forslag om dagpenge – men arbejdsgiverne skal også til lommerne

Pernille Rosenkrantz-Theil (S) har foreslået et nyt dagpengesystem, som gør op med flexicurity-modellen. Forslaget har tiltalende elementer, men det er også problematisk på flere måder.

 

Valgkampen til det kommende folketingsvalg er gået i gang.
Det er jo ikke en nyhed for de fleste af os, men det er en nyhed, at et markant medlem af Socialdemokratiet mener noget præcist om vores dagpengesystem.  

Indtil nu har mantraet været, at vi må afvente et udspil fra dagpengekommissionen. Vi har fået besked på, at vi må vente og se, hvad kommissionen barsler med engang til efteråret – altså underforstået: Efter valget.

Nu viser det sig, at formanden for Folketingets beskæftigelsesudvalg, Pernille Rosenkrantz-Theil, har afleveret et forslag til dagpengekommissionen.
Der er angiveligt tale om et forslag, som gør op med vores kendte flexicurity-model. Staten/samfundet skal ikke være en del af systemet, hverken finansielt eller omkring solidarisk lovgivning.

Dækningsgrad og dækningsperiode kan ifølge forslaget være forskellige fra faggruppe til faggruppe, men alle skal tvinges ind i systemet.
Det foreslås, at det nuværende a-kassekontingent afskaffes. I stedet trækkes kontingentet som en procentdel af lønnen, som vi kender det fra arbejdsmarkedspensionerne.  

 

Tiltalende og problematisk
Umiddelbart er der flere tiltalende elementer i forslaget, men hvis dækningen skal aftales imellem overenskomstparterne på et område, bør alle vel også bidrage til overenskomstsystemet?

I dag opretholdes overenskomstsystemet af de overenskomstbærende parter. Det betyder, at medlemmer af Krifa og andre gule organisationer lukrerer på vores indsats – er det rimeligt?

Jeg synes også, det er problematisk, at det kun er lønmodtagerne, der skal bidrage.
Når vi ved, at det fleksible danske arbejdsmarked er en kæmpe fordel for arbejdsgiverne, bør de vel også til lommerne?
Hvis vi skal bidrage, som vi gør til arbejdsmarkedspensionerne, kan vi så ikke også bede arbejdsgiverne gøre det samme?   

 

Se artikel fra Ekstra Bladet om Pernille Rosenkrantz-Theils forslag.

  

Dagpenge Politik

Ole Kjær

Afdelingsformand

HK Sydjylland


Jeg skriver om det, der har betydning for vores medlemmers tilværelse og arbejdsliv. Især har jeg fokus på uddannelse, både i bred forstand og specifikt erhvervsskoler og akademier i Sydjylland. Jeg er også optaget af beskæftigelsespolitik. Jeg ser arbejde som noget, vi ikke kun gør for arbejdets og for pengenes skyld - men også fordi arbejde giver identitet.

Stop med at følge

  Følg denne blog via RSS-feed

Tidligere blogindlæg

Bloggere

Log ind som medlem