HK.dk logo

09. september 2015

Ud med hverdags-racismen

Lad os genopfinde begrebet solidaritet. Lad os huske hinanden på, at fagbevægelsen bygger på en rummelig og international tankegang. Lad os smide den snigende hverdags-racisme ud af vores egne hoveder.

 

Dansk fagbevægelse, ja fagbevægelsen helt generelt, bygger oprindeligt på en rummelig og international tankegang.
Tænk på vores sange:
Når jeg ser et rødt flag smælde – det er jo ikke Dannebrog, men den røde fane, der skal ”knuse hvert grænsernes led”.
Snart dages det brødre – en sang som beskriver alles ret til at leve på jorden.

Vi har en lang, lang tradition for, at vores fællesskab, det fællesskab, vi har i fagforeningerne, ikke er bundet op på nationalitet eller hudfarve. Det er bundet op på solidaritet med de svageste.
Når vi kæmper mod social dumping, er det ikke en kamp mod østeuropæere eller folk fra Balkan. Når vi ønsker ordentlige løn- og arbejdsforhold i Danmark, er det ikke et ønske på danskernes vegne, det gælder alle. Det er jo netop forskellen på ”de andre” og os. Vi ønsker, ja, vi kræver, at alle bliver behandlet ordentligt – uanset hudfarve, religion eller nationalitet. Selvfølgelig skal ”de andre” opføre sig ordentligt, men det siger jo nærmest sig selv. 

Den lille hverdags-racist vinder indpas
Men hvorfor er det, at jeg bladrer i den gamle arbejdersangbog? Hvorfor skriver jeg noget, som burde være indlysende for alle, som i en eller anden grad identificerer sig med fagbevægelsen?

Årsagen er, at jeg synes, den lille hverdags-racist er ved at vinde indpas i flere og flere af os, inklusive mig selv. Jeg tager mig selv i at få en grim tanke, når jeg ser en lidt mørk dreng med hættetrøje. Den tanke strejfer mig ikke, når det er min egen søn, der kommer i sådan en trøje.
Jeg synes, flygtninge i Danmark fylder for meget, når en flygtningefamilie skændes med deres barn i Kolding Storcenter. Men hvis det er en dansk familie, kigger jeg højst irettesættende på forældrene – det er jo heldigvis kun deres barn, der er uopdragent… 

Solidaritet er ikke det samme som naivitet
Hvad er der sket, når vi på nogle ganske få år kan bevæge os fra en international tankegang til en form for nationalisme, hvor selv vores gamle sange opleves som noget, der hylder nationalstaten? Jeg har set Dansk Folkeparti bruge ”Når jeg ser et rødt flag smælde” som underlægning til faneindmarch med Dannebrog, selv om sangen indeholder strofen ”den er fanen, der favner hele verden – i dens folder er fremtiden gemt.”

Jeg tror, vi skal genopfinde begrebet solidaritet. Det vil klæde os som generation og som borgere i den bedst stillede del af verden. Og solidaritet behøver ikke være synonym med naivitet.

Ole Kjær

Afdelingsformand

HK Sydjylland


Jeg skriver om det, der har betydning for vores medlemmers tilværelse og arbejdsliv. Især har jeg fokus på uddannelse, både i bred forstand og specifikt erhvervsskoler og akademier i Sydjylland. Jeg er også optaget af beskæftigelsespolitik. Jeg ser arbejde som noget, vi ikke kun gør for arbejdets og for pengenes skyld - men også fordi arbejde giver identitet.

Stop med at følge

  Følg denne blog via RSS-feed

Tidligere blogindlæg

Bloggere

Log ind som medlem