Solen skinner, og det føles, som om foråret allerede er over os her på tærsklen til marts. Det bliver et forår, da vi både skal til EU-valg og valg til Folketinget. Vi har alle muligheder for at sætte fokus de rette steder. Men husker vi det, når vi står i stemmeboksen?

Husker vi, hvem der ønsker større ulighed i vores samfund? Husker vi, hvem der var så grådige, at de simpelthen ikke kunne få nok?

Jeg synes, det er tankevækkende, at vi dårligt er kommet om på den anden side af finanskrisen, før vi igen skal trækkes med sager, hvor banker, direktører i store internationale firmaer og smarte forretningsfolk rager til sig uden at skænke fællesskabet, vores samfund, så meget som en tanke.

Vi har partier i Danmark, som hylder uligheden. Men når nogle skal have mere, må det nødvendigvis betyde, at andre skal have mindre. Det betyder jo blandt andet, at det vil være svært at finde penge til en helt, helt rimelig reform af vores pensionssystem.

Vi må forlange, at alle i Danmark har mulighed for nogle gode år som pensionist efter et langt og aktivt liv på arbejdsmarkedet. Det kan vi realistisk set kun opnå, hvis vi accepterer muligheden for en differentieret tilbagetrækningsalder. Den vil kunne tilgodese den del af befolkningen, der startede på arbejdsmarkedet i en ung alder, og derfor er mere nedslidt, end den del, som havde deres arbejdsmarkedsdebut i en mere moden alder.

Alternativet er jo de groteske eksempler, vi har set de seneste uger, om mureren, der skal kravle på stilladser som 72-årig, og HK’eren, som skal møde i et superstresset job som kassedame eller advokatsekretær langt op i alderdommen.

Det kan vi ikke være bekendt. Specielt ikke, når andre i vores land bevilliger sig selv indkomster, som langt overstiger det rimelige.